Jeg stiftede for alvor bekendtskab med Papir på Copenhagen Psych Fest 2016. Der var en sitrende stemning på genrefestivalen, som på få år havde vokset sig til at vare fire dage på Christianias forskellige spillesteder. Den københavnske trio havde fået lov at åbne den største af scenerne i Den Grå Hal om fredagen, og imponerede stort med deres instrumentale blanding af kraut-, stoner- og spacerock. På en blomstrende dansk psychscene lå Papir allerøverst i bunken af åbenlyse gennembrud.
Knap tre år senere markeredes udgivelsen af Papirs sjette album VI på Loppen på selvsamme Christiania. Træerne viste sig desværre ikke at vokse helt ind i himlen for dansk psych, og Copenhagen Psych Fest 2016 blev den foreløbigt sidste udgave. På trods af dette virker det besynderligt, at Papirs udbredelse ikke for alvor er vokset siden da. Til fredagens dobbeltkoncert med norske Kanaan var Loppen kun halvfyldt, og Papir er tilmed ikke et band, som man ofte har mulighed for at se live.
Kanaan er signet på det danske psychlabel El Paraiso Records, hvor Papir også har huseret, og er ligeledes en instrumental trio. Det føltes derfor som en yngre, norsk udgave af hovednavnet selv, som på fornem vis sørgede for at varme publikum op, inden Papir i afdæmpet stil gik på scenen 23.15. Første nummer havde trommeslager Christoffer Brøchmann i hovedrollen, da hans afvekslende, jazzinspirerede spil overrumplede lytteren med sin melodiskhed. Guitarist Nicklas Sørensen var atypisk anonym, men mod slutningen af de ti minutter afløste han trommeslageren med en dronende outro.
Ti minutter er et langt nummer for de fleste bands, men det var faktisk blandt de korteste af de otte numre, som Papir nåede igennem på knap to timer. Ambitionsniveauet hævedes da også yderligere i andet nummer, som gav bassist Christian Becher lov til at dominere med en insisterende krautagtig rytme. I løbet af 14 minutter skiftede nummeret karakter en håndfuld gange: Et minut i selskab med tung stonerrock og så forbi flere på hinanden følgende guitarsoli for til slut at gå helt ned i tempo. En slags minikoncert inde i koncerten, og en indførsel i Papirs forunderlige verden.
»Det er bandet Papir, der står heroppe på scenen, og vi har glædet os« sagde Nicklas Sørensen på karakteristisk, selvudslettende manér. Efter et nummer, der levede af en svævende følelse baseret på guitarklange, tog bandet fat i en ældre sag. Nicklas Sørensen spredte melodisk tryllestøv med simple guitarfigurer, inden nummeret udviklede sig i kompleksitet, og alle tre instrumenter smeltede sammen i smuk symbiose. Koncertens femte nummer var det mest ligefremme, hvis man ellers kan bruge den betegnelse. Med en klar retning i opbygningen, naturligvis med små afstikkere undervejs, mod et forrygende spacerock-klimaks.
Efter en time og et kvarter annonceredes sidste nummer. Christoffer Brøchmann smadrede igennem på sine bækkener og lagde et hæsblæsende tempo. Al det temperament, som er fraværende i Papirs udstråling, kom til udtryk i deres musik her. Pludselig kom Kanaan på scenen, og nummeret blev transformeret til en dansk/norsk jamsession på en halv time. Hver gang musikken var ved at ebbe ud, blev den forlænget i en ny uforudsigelig bølge, ofte initieret af Kanaans energibundt af en trommeslager.
Papir er tre uhørt dygtige musikere, som Undertoners anmelder tilbage i 2014 kaldte for Danmarks bedste band. På Loppen var det svært at være uenig i det udsagn, da de ikke satte en finger forkert, og gav mig årets hidtil største koncertoplevelse. Det er simpelthen så stor en fornøjelse at betragte bandet bygge en sang op, at man fuldstændig glemmer, om der nogensinde kommer en kulmination. Det handler så at sige ikke om destinationen, men om rejsen. Jeg kan varmt anbefale alle musikinteresserede at komme med ombord så snart som muligt!
Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com
