Kelsey Lu er uden tvivl noget for sig. Med en fortid som Jehovas vidne, sin unikke stil, sin cello, sin intense vokal og sine hypnotiserende musikvideoer har den unge sangerinde allerede tryllebundet mange. Tilbage i 2016 udgav hun sin første EP Church, en EP indspillet live i ét langt take i en kirke i Brooklyn, og i den seneste tid har hun arbejdet sammen med kunstnere såsom Solange, Blood Orange, Florence + The Machine og mange andre. Endelig er Kelsey Lu aktuel med sit længe ventede debutalbum Blood – en stærk udgivelse, der introducerer os til en kunstner med store ambitioner og en klar vision.
At lytte til Kelsey Lu’s Blood er lidt som at sidde i et tog på vej ned gennem Europa og iagttage, hvordan landenes både identiske og forskellige landskaber skiftevis vikler sig ind i og ud af hinanden. Mens en halv-minimalistisk stil, dragende strygere og Kelsey Lu’s indtrængende vokal trækker en rød tråd gennem alle numrene på Blood, dyrker sangerinden en genrekombination, der trækker på både klassisk og rytmisk musik og giver hvert enkelte nummer sit eget særlige touch.
Blood åbner med sangen ”Rebel”, der indledes med en trippende cello og en vemodig violin, hvorefter Kelsey Lu begynder sin historiefortælling: »Rebel was your middle name / When you were a young girl / Living free in the ’60s / Black boots, mini-skirt, blonde curls«. Med højtsvævende, unisone korstemmer og dybe trommer luller sangerinden os ind i sit magiske univers, og hermed starter rejsen. ”Rebel” er et af de numre på Kelsey Lu’s debutalbum, der virkelig lader artistens klassiske baggrund skinne igennem. Med det sirlige, melodiøse strygerarrangement er det svært ikke at se ensemblet for sig, fuldstændig koncentreret, og Lu – ja, hun er kun lige begyndt.
Ikke nok med, at sangerinden mestrer det klassiske udtryk til fingerspidserne, hun jonglerer skam også rundt med alle mulige andre genrer, fordi… Hvorfor ikke? I nummeret ”Pushin Against the Wind” er det eksempelvis folken, der får sig en svingom med en god gammel akustisk guitar og med en støvet tamburin, der ligger og hygger sig et eller andet sted i baggrunden. Det efterfølgende nummer ”Due West” står i den salige pops tegn med et sydlandskinspireret beat og et iørefaldende California-omkvæd: »Due West, I’m headed on this road / Due West, just cruise as far as I can go / To California, California, California«. Med nummeret ”Why Knock For You” er det den elektroniske stil, der får lov at dominere med et statisk beat og forfølgende vokaleffekter, stadig akkompagneret af en insisterende cello.
Kelsey Lu er talentfuld – meget talentfuld. Hun rækker på sin vis ud til både højre og venstre, men formår samtidig at bevare et logisk forløb på sin debutudgivelse. Foruden det farverige genrespil på Blood er det også svært ikke at bide mærke i sangerindens ærlige vokal, der folder sig ud i både pop- og r’n’b’-stil, men også behersker den lidt mere klassiske form, hvilket man kan høre på albummets titelnummer ”Blood”.
Én ting savner jeg på Kelsey Lu’s debutalbum. Noget som jeg lige akkurat får lov at smage på og få optur over, og som jeg netop af den grund ender med at savne. Nummeret ”Poor Fake” er en rigtig banger. En energisk og fremadgående disco-ballade, der fyrer nogle andre boller på suppen – og dét er lækkert! For lige netop dette nummer skaber en form for pusterum, der bryder med det ellers omfavnende og smukke, dog noget melankolske, lydunivers, der i høj grad præger Blood. Og det kan altså et og andet… Jeg sidder derfor tilbage med en følelse af, at ville have flere af den slags brud på albummet. Men i bund og grund kun fordi, at Kelsey Lu har vist mig, at hun sagtens kan andet end at kreere elegante, tilbagelænede og betagende numre. Ville jeg have savnet bruddene, hvis ikke numre som “Poor Fake” og “Due West” havde figureret på albummet? Jeg er ikke sikker…
Uanset hvad er dét at ønske sig mere af noget jo ikke altid ensbetydende med at noget er mangelfuldt, og når alt kommer til alt, debuterer Kelsey Lu med et både udforskende, inspirerende og meget helstøbt album, der på fornem vis præsenterer hendes helt egen lyd. Smukke interludes som ”KINDRED I” og ”KINDRED II” dukker op på de helt rigtige tidspunkter og poetiske, billedlige tekster folder sig ud. Der gemmer sig endda en lille overraskelse i form af et 10cc-cover på Lu’s debutudgivelse. Hvilket et, synes jeg selv du skal finde ud af. Men ét er helt sikkert – det er bestemt værd at give et lyt. Ligesom resten af albummet.
