Jo, mørket er stadig intakt hos evigt foranderlige These New Puritans. Over nu fire album har tvillingebrødrene Jack og George Barnett søgt ud mod de dystre, sorte afkroge og placeret disse besøg centralt i musikken. Det gælder også på den nye plade Inside the Rose, men bandets opskrifter har endnu engang ændret sig, og denne gang er det desværre ikke til det bedre.
For hvert album modificerer bandet deres lyd. Udgangspunktet på debuten Beat Pyramid (2008) var hip-hop inspirerede beats, angribende guitarer og aggressiv rap – man kan vel sige Prodigy mødte The Streets og Franz Ferdinand. Rytmerne blevet mere avancerede, transcenderende og rappen forsvandt på efterfølgeren Hidden (2010). I 2013 var These New Puritans nærmest et neoklassisk ensemble på Field of Reeds, hvor beats blev skåret væk til fordel dystopiske orkesterklange.
Så helt efter bogen er det selvfølgelig en ny udgave af These New Puritans, vi møder på brødrenes nyeste album, Inside the Rose. Rytmerne og har genindfundet sig og fået en hovedrolle sammen med synthesizere og elektroniske samples. Orkesterklangene er bevaret, men sangskrivningen har bevæget sig hen mod popformler og omkvæd. Sådan nogle omkvæd, hvor man gentager fraser som: »I’ll never give up/ Never get up/ Never give up/ Never get up«.
De knastørre beats presser sig intenst på, mens en nærmest dubstep-lydene bas tager sin plads i bunden, og strygerne ligger klaustrofobiske lydflader. Imens messer Jack Barnett med sin vokal over de ni nye sange.
Men det virker lidt som om, elementerne forsøger at trække pladen i hver sin retning. Vokalen er pakket ind i rumklang og vil op og flyve, hjulpet på vej af særligt strygerne. Samtidigt insisterer de opmærksomhedskrævende rytmer på at holde musikken nede på jorden. Og du kan alt andet lige ikke gå og flyve samtidig. Resultatet er, at musikken modarbejder sig selv.
Samtidig blotter musikken, at Jack Barnetts vokal absolut ikke er rockhistoriens største. Musikalsk er det svært ikke at sende Depeche Mode en tanke, når man hører det elektroniske skrimmel-skrammel indfinde sig i de mørke, messende sange. Men Barnett er absolut ikke nogen Dave Gahan, og han kæmper med overhovedet at synge rent. Det er egentlig heller ikke et must at ramme tonerne lige i røven, hvis målet er at lave et lydtapet af mørke følelser som på forgængeren Field of Reeds. Men nu går bandet efter det catchy, uden at lykkes med det.
Jeg kan høre elementer af både Massive Attack anno Mezzanine (1998) og som sagt også Depeche Mode. Men det er i en tilfældig sammenblanding — som at se en person gå rundt på gaden med blazer, badedragt og gummistøvler.
