Med sit nye album fortsætter Solange med at udforske sin egen lyd og det særlige lydunivers, som hun skabte med sit forrige album, A Seat at the Table. Sangerindens nye udgivelse, When I Get Home, er både eksperimenterende, fascinerende og krævende. Musikken er kendetegnet af en lyd, der bygger på en særlig kombination af genrene jazz, electronic og r’n’b, og lige netop denne kombination er, hvad der til tider får musikken på Solanges nye album til at virke nærmest banebrydende. Produktionen er ikke til at sætte en finger på, og Solange har da også fået assistance af både Pharell, Blood Orange, Sampha og mange andre prominente kunstnere. Det er dog Solange selv, der uden tvivl har styringen, og hun gør det godt på sit nye album. Når det er sagt, er When I Get Home præget af en noget monoton lyd og atmosfære, der nogle gange bliver lidt for meget og gør det svært, som lytter, at bevare fokus.
Solanges nye album starter med nummeret ”Things I Imagined”. Et cirkulært nummer, hvor sangerinden gentager linjen: »I saw things I imagined« igen og igen henover bløde rhodes. Herfra bevæger vi os henover et kort interlude og over i nummeret ”Down With the Clique”. Et tungt beat, jazzede klaverakkorder og afventende synth-figurer skaber i dette nummer en stemning karakteriseret af stilstand. Sangerindens lette, lyse stemme og hendes gentagende fraser har en trancelignende effekt på mig, og som jeg sidder og lytter, kan jeg mærke skuldrene sænke sig. Næste nummer, ”Way to the Show”, starter med en frase, der synes en smule off, når det gælder pitch, og i et kort øjeblik når jeg at tænke: Sang hun lige semifalsk? Men det fede ved Solange er jo netop, at hun dyrker det upolerede og formår at fastholde en autenticitet, som ellers ofte går tabt i produktionsfasen. Jeg dropper derfor hurtigt min lidt kritiske tanke.
Der er mange bemærkelsesværdige og interessante musikstykker på When I Get Home. Som f.eks. afslutningen på ”Can I Hold the Mic (Interlude)”, hvor Solanges vokal og tonerne fra et keyboard synkront følger hinanden, mens sangerinden halvt taler, halvt synger: »I can’t be a singular expression of myself / There’s too many parts / Too many spaces / Too many manifestations / Too many lines / Too many curves / Too many troubles / Too many journeys / Too many mountains / Too many rivers…«. Her forstærker lyrik og musik i den grad hinanden, mens ordene i sig selv sætter gang i tankerne.
På sin vis fungerer alle numrene på Solanges nye album rigtig godt. Mens nummeret ”Dreams” er beroligende og eftertænksomt, har ”Almeda” pondus. Dét de to numre, ja faktisk nærmest alle numrene, dog har tilfælles, er de mange gentagelser. Gentagelser der både optræder lyrisk og instrumentalt. Solange bliver ved med at synge de samme fraser igen og igen på samtlige numre, og i længden går det ærlig talt hen og bliver mere kedeligt end fængende. Da jeg når til ”Time (is)”, tager jeg mig selv i ikke længere at lytte ordentligt efter. Det er som om, at jeg pludselig er havnet ude i uendeligheden. Der er ingen retning og ingen destination. Bare en masse svæven frem og tilbage. »Hvor i alverden er vi på vej hen?«, tænker jeg, mens Solange svarer: »You gotta know / You gotta know / You gotta know«. Men jeg ved det virkelig ikke. Og sådan fortsætter det sådan set et godt stykke tid… Alting har en ende, undtagen Solange – i hvert fald på When I Get Home.
Det tager mig tre-fire gennemlytninger af hele albummet, før jeg finder ud af, at jeg faktisk synes, at ”Beltway” er et meget smukt nummer. Og dét ganske enkelt fordi, at jeg når at blive en smule træt og stå af flere gange i løbet af numrene, der kommer forinden.
Jeg sidder tilbage og føler mig både en smule småforvirret og splittet. På én og samme tid finder jeg Solanges nye album både fascinerende og søvndyssende. Både harmonisk og fragmenteret. Jeg er vild med genrekombinationen, men jeg savner kontraster og diversitet på albummet. Flere overvejelser melder sig på banen. Er det god sangskriveri at gentage sig selv igen og igen? Er jeg en utålmodig lytter? Er teksterne for abstrakte og ensformige, eller er det bare mig, der skal tage mig sammen og begynde at grave og finde meningen med det hele i alt det usagte? For der er jo nok en mening med den stil, der gør sig gældende på When I Get Home. Men jeg tilstår: Jeg er ikke helt overbevist endnu. Solange stiller krav til mig som lytter, og i en tid, hvor der kan virke langt mellem udfordrende tracks i radioen, er det enormt tilfredsstillende. Men hvor A Seat at the Table overbeviste mig med sin detaljerige, betagende og minimalistiske stil, synes When I Get Home, trods sin eksperimenterende og spændende form, ærlig talt en tand for monoton og langtrukken.
