Klokken var lige rundet 20.40, da den britisk-nigerianske sanger Obongjayar indtog scenen i Store Vega sammen med et band bestående af en guitarist, en bassist og en trommeslager. De fire musikere havde alle en noget seriøs mine printet i ansigterne, og som jeg stod der i mængden og kiggede op mod scenen, fik jeg en fornemmelse af, at der ville komme til at ske et eller andet særligt – og det gjorde der.
Obongjayar startede sin koncert med det smukke nummer ”Adjacent Heart”, der med sin reflekterende lyrik, sit bevægende arrangement og sin medrivende melodi skabte en helt særlig stemning i Vegas sal. Stilheden bredte sig blandt publikum, og langsomt lullede Obongjayar de tilstedeværende ind i et univers, der var præget af musikalsk stilstand og ord, der vejede tungt: »The way you are / You keep me calm / I’m not afraid / This feels so good / I could get used to being in love«.
Gennem “Adjacent Heart” fik Obongjayars vokal virkelig lov til at folde sig ud og imponere, og man kan roligt sige, at sangerens stemme er noget for sig. Vokalen er både rå, raspende og kraftfuld og på grund af lige netop disse træk, samt Obongjayars indlevelse og nerve, minder han mig om Annisette Koppel fra Savage Rose – og det er jo altså ikke helt dårligt.
Fra en meget intim fremførelse af ”Adjacent Heart” bevægede Obongjayar sig over i et mere pulserende lydunivers, der blev kickstartet med numrene ”Creeping” og ”Never Change”. Med ét blev energien på scenen en anden, og en ny udgave af frontmanden kom på banen. Her var der ikke længere plads til stilstand og drømmende øjeblikke, men derimod skruet op for både volumen og tempoet, samt sat gang i de ihærdige afrobeats, der er karakteriserende for mange af Obongjayars numre. Med et gennemborende blik rettet ud mod publikum, høje udråb og sprudlende bevægelser på scenen, udviste Obongjayar en vild energi, der var helt hans egen.
Det var dog en energi, der desværre hovedsageligt udspillede sig på scenen og aldrig rigtig nåede helt ud til publikum. Det kunne især mærkes, da sangeren halvvejs inde i koncerten råbte: »Copenhagen, make some fucking noise!«, og kun en lille del af publikum svarede tilbage. I takt med at Obongjayars numre blev mere og mere eksplosive, var det som om, at publikum stille og roligt stod af. Det hele blev bare lidt for støjende og lidt for rodet. Hvad der startede som en lovende og betagende koncert endte dermed ud i en koncertoplevelse, der ikke rigtig bed sig helt fast.
Fotos af Daniel Nielsen
