Der er nogle bands, tiden løber fra. Nogle bands, der enten halser efter trends og tendenser eller helt sidder fast i rutiner og vaner. Kogekunst er det stik modsatte. Kogekunst er løbet fra tiden. Om de er løbet forud er endnu ikke til at sige, men Oskar Krusell og Simon Mariegaard er i hvert fald ikke dér, hvor størstedelen af Musikdanmark anno 2019 er – heldigvis.
For Kogekunst leverer så afgjort et af de mest originale indslag i det udefinerbare grænseland mellem pop og rock herhjemme. De hviler solidt i deres egen outrerede excentricitet, uden at de to nordjyder på noget tidspunkt at føles som forcerede karakterer. Og siden jeg så duoen for første gang – en sen nattetime på Copenhagen Psych Fest på Huset-KBH i 2015 – har de ligeledes udviklet sig til et af landets mest iøjnefaldende livenavne. Derfor var det også kun logisk, at deres første koncert i København på den anden side af den længe ventede debut, Sexede, var foran et fuldstændig udsolgt Alice. Og sikke vi kogte ud.
Indledningsvis var det til en ode om at vandre nordenfjords til Nørresundby og kort efter til en akustisk/elektrisk guitarduet, hvor samspillet mellem Oskar og Simons vidt forskellige og særdeles karakteristiske vokaler for første gang kom til deres fulde ret. Kogekunst opererer i forvejen med en omhyggelig fletten-ind-fletten-ud på vokalfronten, hvor Simons skrøbelige falset og Oskars til tider brovtende, dybe røst nærmest komplimenterer hinanden mere, jo længere væk fra hinanden vokalernes udtryk kommer.
Men også når de læner sig kraftigt op ad hinanden som i det kanonfyldte coda på Sexede-åbneren, “Køkken”, eller den hvirvlende og udmattende omgang hocketing på et nummer, der angiveligt er at finde på opfølgeren til Sexede, som efter planen udkommer til efteråret, stopper man op og lytter nænsomt efter.
Ikke overraskende var det primært numrene fra sidste års debut, som gik renest hjem. Begge dele af “Saltvand” – fra den minimale første del til den mere eksploderende anden del – trak fællessang fra den proppede sal i omkvædet, mens duoens mest catchy skæring, “Kan ikke vente til i morgen”, selv i en lidt for hastig udgave selvfølgelig var aftenens mest omfavnende enkeltoplevelse. Alt imens nåede både Oskar og Simon rundt omkring al instrumentationen på scenen fra støjende guitar og buldrende KORG-bas til følsomt pianospil og synkoperede trommer
Det blev dog også lidt for meget til tider; bedst eksemplificeret ved et pseudo-hiphopnummer, hvor Oskar trak sin optræden næsten helt ud over scenekanten i en noget påtaget showmanrolle. Det stod lidt hen i det uvisse, hvor mange af de uidentificerbare indslag denne aften, der kommer til at være på den kommende plade, men lige denne her, kunne jeg i hvert fald godt være foruden. Vi lukkede ikke lang tid efter med den eminente sjæler “Le”, hvor det var Simons tur til at bevæge sig helt ud på scenekanten, mens han krængede sin sjæl ud til de afsluttende, smertende strofer »Denne sang blev vores sang / Det’ fordi / Vi sang den altid dengang / før det var forbi / Jeg bliver så lille i din favn.«
For et par måneder siden proklamerede jeg, at Viagra Boys’ koncert i Vega vistnok var sidste chance for at kunne sige, at man fik set dem, inden de for alvor blev store. Det her var Kogekunsts ditto. Jeg krydser inderligt fingre for, at det her for alvor markerer duoens himmelflugt, for det fortjener de noget så afgjort at begive sig ud på.
Himmelrum
Himmelrum-kvartetten skød aftenen i gang med spredehagl, der bølgede lidt for kraftigt mellem musikalsk ebbe og flod. Københavnerne er klart bedst, når deres dybt fascinerende post-krautrockkompositioner tålmodigt får lov til at bygge op fra simplistiske introelementer til maskinelt dansable klimakser, og det var ikke nødvendigvis, fordi der ikke var plads til dette. Men under gruppens næsten én time lange optræden endte vi tit ud i dæmpende mellemstykker, som trak mere energi ud af både musik og publikum, end hvad godt var.
Både “Overtone” og “Fårehyrde” fra seneste udspil, Free Camping Romania stod imidlertid som koncertens højdepunkter såvel som klare beviser på gruppens stærkeste forcer, og der er ingen tvivl om, at Himmelrum allerede nu har skabt sig selv et gennemarbejdet og unikt musikalsk fundament, som der kun kan komme endnu mere spændende kreationer ud af fremadrettet.
