Som lytter skal man ikke være i selskab med Croatian Amors Isa længe, før det står klart for en, at den rejse Loke Rahbek har i vente for os, ikke bliver nogen rar affære. Åbningsnummeret ”Towards Isa” starter med en uskyldig summen, der leder tankerne henimod Choir of Young Believers vokalsamplende ”Perfect Estocada”. Men hvor Choir i høj grad benytter virkemidlet på en varm og omfavnende facon, så udvikler ”Towards Isa” sig hurtigt i en mareridtsagtig retning, der snarere skubber lytteren fra sig og desorienterer. Angstprovokerende klageskrig blandes med en sært frakoblet, kvindelig robotstemme, og hvad der bedst kan beskrives som en dekonstrueret og vokalmanipulereret gregoriansk hymne.
På den måde fungerer ”Towards Isa” fremragende som åbningsnummer og hensigtserklæring. Isa er bestemt ikke nogen lettilgængelig eller leflende plade, og dets univers er et mørkt og frygtindgydende sted bestående af infernalsk mareridtsstof forsødet med dråber af himmelsk skønhed. Man kan sige, at Isa som værk er skåret af samme klæde som de nylige udgivelser fra Yves Tumor, Arca, Sophie og Oneothrix Point Never – en bølge af grænsesøgende kunstnere, som for tiden er ved at perfektionere blandingsforholdet mellem det groteske og radikale med en underliggende og essentiel popsensibilitet.
Det ville dog være synd at anklage Croatian Amor for blot at lægge sig i slipstrømmen af disse internationale kunstnere, for med sit pladeselskab Posh Isolation har Loke Rahbek over en årrække spillet en central rolle i at drive netop denne form for elektroniske eksperimenter frem i verdenen. Isa er som det sjette album under kunstnernavnet Croatian Amor blot den foreløbige kulmination på den musikalske rejse, som Rahbek påbegyndte, da han i 2013 udsendte debuten The World – et værk han selv har påklistret den selvopfundne genrebetegnelse »bubblegum-industrial«.
På Isa er det tyggegummi-tyggende og bløde aspekt så godt som fraværende. Tilbage er en kold, rå og mekanisk fremtidsvision, hvor stemmemanipulation, glitches og auto-tune benyttes til at give vokalsporene en frakoblet og robotagtig kvalitet. Som på ”In Alarm Light”, der gæstes af den dansk-iranske mørkedronning Soho Rezanejad, hvor hendes ildevarslende klagesang ledsages af en dommedagslyrik, som brydes op i staccato-bidder med lange pauser imellem, der leder tankerne hen mod styresystemsrobotter som Alexa og Siri:
»The gentle appearance … Makes us feel safe … Brutality … Makes us feel safe.«
Det absurde og foruroligende tekstunivers fortsætter på de to tvillingenumre ”Eden 1.1” og ”Eden 1.2”, der gæstes af henholdsvis Frederikke Hoffmeier (fra noiseprojektet Puce Mary) og af amerikanske Yves Tumor, der sidste år samarbejdede med Rahbek på sin fremragende plade Safe in the Hands of Love. Sangene fungerer som maskuline og feminine spejlbilleder af hinanden, men benytter samme grundlæggende lyrik og opbygning. Symptomatisk for pladen bliver teksten ikke så meget sunget til os, som den bliver talt og forvrænget til anonym ukendelighed:
»One day I saw an entirely black airplane in the sky … Black all around it. And the sky went pitch black with it […] Vomits into water. Vomits into lap. Eyes water, big pupils. Vomits into eye. A paradise bird, flapping it’s wings.«
Det mest mareridtsagtige og absurde tekstbrudstykke optræder dog på ”Into Salt”, der gæstes af Alto Aria (den danske sangerinde Marie Leth Schütze): »Enhance photo to reveal a picture of … Bird … caught mid-flight / Enhance again, the bird has a human face. Screaming,« efterfulgt af et opgivende og forvrænget »Oh god,« der sender kuldegysninger ned ad ryggen på én.
I det hele taget er pladen svøbt I religiøs symbolik fra ende til anden. Selve navnet Isa stammer fra den arabiske oversættelse for Jesus, mens de førnævnte titler ”Eden 1.1” og ”Eden 1.2” leder tankerne hen mod bibelvers. Men selvom Isa er badet i symbolik, urovækkende mentale billeder og stemningsfyldt produktion, så bliver tematiseringen aldrig rigtig så konkret, at den bider sig fast. Det er mere et album, der skal mærkes, end det skal føles og forstås. Det er både dragende og frustrende som lytter, på en måde der minder mig om den klassiske TV-serie Lost. Man vil så gerne forstå den mystery box, som Rahbek opstiller med sine kryptiske referencer til engle og paradisfugle, men jo mere man graver efter mening, jo mere går det op for én, at der ikke er nogle dybere svar – blot antydningen af dem.
Rent musikalsk er pladens bankende hjerte ”Dark Cut”, hvor produktionen nærmest bliver clubbet på en minimalistisk og konfrontatorisk facon. Det er et overordentlig catchy nummer, som komplimenteres rigtig fint af den længselsfulde gæstevokal leveret af Jonine Standish fra HTRK (udtales Hate Rock). Også ”Point Reflex Blue” spiller med de musikalske muskler – især hen mod anden halvdel af nummerets hvor de asymmetriske breakbeats tager over. Afslutteren ”In World Cell” efterlader lytteren med et lille lyspunkt i mørket, da støjen og ubehaget gradvist viger til side for en mere opløftende elektronisk komposition. Det knitrer og syder stadigvæk, men det bliver gradvist mindre i takt med den taktfaste messen af det spørgende mantra: »Do you feel the way that I do?«. Til sidst forsikrer endnu en robotstemme os, at alt ikke er fortabt endnu:
»I believe that things still can be changed … You do not tend to escape into the little world of your own …
Because you’re still reminded of the bad things that are going on.«
Med Isa har Loke Rahbek leveret en stærk plade med en række kvaliteter, der dog indskriver sig midt i et felt, der pludselig er blevet pakket på de seneste år. Det er en svær position at stå i, da virkmidlerne virker knap så overrumplende og overraskende. Produktionen er ikke helt så radikal som hos Sophies smadrede Oil of Every Pearl’s Un-Insides, og kontrasten mellem det poppede og det noisede blegner i forhold til Yves Tumors sublime Safe in the Hands of Love. Oneothrix Point Nevers Age Of er måske det mest sammenlignelige projekt, da det også er ambitiøst, eksperimenterende og rigt på stemning, men fattig på deciderede højdepunkter. Uanset hvad skal det understreges, at der ikke kan herske nogen tvivl om, at Loke Rahbek hører hjemme, og har noget at byde ind med, iblandt dette flotte og visionære selskab.
