Københavnske Collider, der også figurerede med den fremragende shoegaze/dream pop-udladning “Glockster” på vores egen opsamlende liste over sidste års bedste numre, er signet hos Escho. Et label, der i flere år har stået bag nogle af de mere essentielle danske udgivelser, der tæller Iceage, Værket, Astrid Sonne og Lower i sin tid. Colliders debutalbum med den i øjenfaldende titel -><-, skuffer i den henseende på ingen måde, og viser sig at være en potent grobund for deres fængende støjudskejelser at vokse ud af.
Fra det indledende guitarjangle og den naive fløjtesolo på åbningsnummeret “Daisy”, til det pulserende spektakel i slutningen af sidste nummer “Bruno” falmer, tordner -><- med halsbrækkende fart gennem himmelrummet. Der bliver ikke tildelt mange minutter til lavtempo passager, men derimod står pladen som et ekspressivt og udfarende udråbstegn.
Shoegaze- og dreampop-varianter er der i disse dage rigeligt af, men Collider er tydeligvis en undtagelse i flokken af karakterløse derivater. Selvfølgelig er det uomgåeligt at snakke om Collider uden at nævne bandet, de unægtelig bygger en stor del af deres æstetik på: shoegaze-legenderne My Bloody Valentine. Men på Colliders debutalbum skues der dog snarere mod de tidlige plader Isn’t Anything og Ecstasy and Wine, end den sædvanligt kanoniserede Loveless. Og selvom Collider bærer de fleste af sine inspirationskilder uden på tøjet, er der alligevel noget ufravigeligt unikt over deres ophuggede kollage-rock, der føles som et organisk sansebombardement af candyfloss og æter.
Titlen -><-, to modsatrettede pile, og gruppens navn i betragtning, signalerer en kollision mellem det luftigt smukke og det forvrængede. Men det signalerer også noget indadrettet, og afspejler en søgen efter en kerne eller essens. Og det er præcis denne ungdommelige og essentielle drivkraft, som musikken holdes tæt sammen af. Det er nemlig noget uslebent, uforarbejdet, og i den forstand “rent”, der karakteriserer bandets debutalbum. Det er næsten, som om lytteren inviteres med musikerne helt ind i klipperummet, og bevidner albummets gradvise tilblivelse.
Collider spiller med et pop-melodisk tæft, der minder lytteren om slægtskabet mellem 90’ernes shoegaze og slut-80’ernes bølge af twee-bands, og Marie Nyhus Janssen og Troels Damsgaard-Christensens vokaler får tilsammen en charmerende og ungdommeligt naiv klang. Samtidig lader gruppen som udgangspunkt sine flygtigt sukkersøde vokalmelodier tale for sig selv, og teksterne forbliver hengemte bag produktionens slør. Men gruppen virker stadig stålsat hårdt-rockende på for eksempel den syv minutter lange “Inept”, når Thurston Moore-lydende skærebrænder-guitarer og melodiske støjfontæner rammer lytteren. Her spiller rytmesektionen, bestående af Mikkel Trøjborg Fink og Johan Polder på henholdsvis trommer og bas, aggressivt og vedholdende, som automatvåben, der kaotisk går af i alle retninger.
Kompositionernes konstruktion er ofte spontant uforudsigelige, men føles sært intuitive, og giver associationer til de skarpeste af 70’ernes prog-musikere. På samme tid er der også tungere og mere depri-rockede passager, hvor gruppens tilgang til støj-rocken tager en nærmest industrial-lydende vending. Som på “Axis Fall”, hvor en forvrænget Jesus Lizard-lydende sekvens halvvejs inde i nummeret kammer over i en kaotisk popsang.
På anden del af albummet, der indleder med albummets melodiske højdepunkt “Glockster”, er det støj og strukturbrud der skinner tydeligst i gennem. På den måde føles dele af pladens sidste halvdel (“Sniper”, “Axis Fall”, “DG”) en smule afkoblet fra den første halvdel, men det er ikke nødvendigvis et kritikpunkt. For det er også i disse tiltrængte øjeblikke, at Collider lader drømmen krakelere, og giver et kærkomment opbrud i albummets flow, selvom sangene måske ikke helt holder samme høje niveau som i sin indledende halvdel. Om det er på udstikkeren “Sniper”, der lyder som en Hole-demo på (endnu mere) coke, eller den dekonstruerede støjkakofoni på “DG”. Når albummet igen samles på den fænomenalt forløsende “Bruno”, indkapsles nemlig pladens helhedsbillede på rammende vis over fem minutters opfindsom, æterisk riff-fest.
Albummet lyder ved første ørekast måske som en enerverende og trættende oplevelse, og det er det på sin vis også. Men Collider er ikke bange for at kræve noget af sin lytter, og hvert riff, maniske tromme-fill og hvert eneste ekko af en akkordbrydning, har sin egen opløftende virkning. Det kan godt være at det soniske lærred vil fremstå overmalet for nogle, men det er blandt andet den eksplosive ekspressionisme, der giver -><- sin tilbagevendende lytteværdi.
-><- er fyldt med uslebne kanter, og givetvis en række små skønhedsfejl, men det gør egentlig kun pladen så meget desto mere tiltalende. Collider har øjensynlig en opbyggelig interesse i flere årtiers eksperimenterende rockmusik, og det er tydeligt hvordan gruppen befinder sig på en vanskelig balancegang mellem imitation og originalitet. Det er dog en balance, som de tilsyneladende ubesværet mestrer. -><- er nemlig, når alt er sagt, en veltænkt og indtagende debutplade, der rækker langt udover den gængse 90’er-pastiche, man kunne fortænke bandet i at udøve. I al sin længselfuldhede intensitet er -><- ganske enkelt et album der emmer af musikalitet.
