Britiske Black Midi er noget så eksotisk som et vaskeægte undergrundsband. Deres progressive blanding af støj og såkaldt ”math rock”, der ofte synes at vinde mere på kunstnerisk værdi end på lytterfornøjelse, har hærget de britiske og europæiske spillesteder i lige under et år, og mestendels via mund til mund-metoden. Glem alt om Spotifys fem mest populære sange – de har ikke udgivet noget endnu. Bare det at finde ud af hvem de egentlig er, og hvilken planet de helt præcist kommer fra, synes at være en udfordring. Men det er faktisk også lidt lige meget. De skal bare opleves.
Kl. 21:00 vader fire langlemmede drenge ind på Pumpehusets scene. På dramatisk vis smider forsangeren, hvis man kan kalde ham noget så konventionelt, sin pelshue og gigantiske frakke. Og så står de ellers der med fuck-you attitude, og mange flere tanker når man ikke at tænke før guitar, trommer og bas forenes i hvad der nok bedst kan beskrives som et musikalsk overgreb, hvis eneste formål er at blæse dig fuldstændig omkuld af støj og helt igennem blæret teknik. Og det virker.
Math rock-strukturen sidder simpelthen lige i skabet. Med overlegen præcision, teknisk snilde og en støjende symbiose, man skal helt tilbage til de gode gamle Sonic Youth-dage for at se mage, erklæres der krig mod de musikalske konventioner. De fire spiller simpelthen så overdrevet godt sammen, at man bliver helt lykkelig. Her er absolut ingen slinger i valsen; strenge straffes, pedaler trappes ihjel, knapper skrues på så ivrigt at man frygter, at de om lidt sidder i hånden på synderen. Der slås så hårdt og insisterende på trommerne, at stortrommen flere gange må skubbes på plads af sceneteknikeren i frygt for, at den dratter ned af opsatsen. Og midt i det oprørske hav af larm og støj og gentagelser og gentagelser og sprængte rammer og ubesværet opgør med konceptet ”musik”, skiftes de to guitarister og bassisten til at tale, skrige, fråde, spytte lange svadaer af halvt-forståede ord ned i hver deres mikrofon. Hvis Mark E. Smith ikke desværre allerede havde lagt sig i graven, ville han skælve af frygt. Det her band spillet simpelthen så tight. Det er meget, meget længe siden, at jeg har været så begejstret for et nyt band.
Jeg kan ikke svare dig på, hvor mange numre, de spillede. Jeg ved, at vi alle jublede lidt, da de spillede nummeret ”Bmbmbm” – et af de få numre, som findes i en ikke-live version på YouTube – men det er vist også det. Der er intet poserende, moderne eller smart over dem her. De er kommet for at spille musik, og det gør de så, uden ellers at ytre et ord til publikum. Hvis du er til larm, så gør dig selv den tjeneste at se dem hurtigst muligt. Det er musik, din mor vil hade.
Fotos af Mathias Kristensen.
