Better Oblivion Community Center er en splinterny kunstnerisk parring af indie-ikonet Conor Oberst, kendt fra Bright Eyes og Phoebe Bridgers, som for to år siden imponerede fans og anmeldere med sit debutalbum ‘Stranger in the Alps’. Selvom der umiddelbart er en uligevægt i den musikalske ballast, de to bringer til projektet, indtager Oberst ikke en mere markant position end Bridgers, men fungerer rimeligt symbiotisk.
Og det er et fint album, det er bare ikke for mig. I det store hele fungerer det instrumentale fint og er ordentligt skrevet, spillet og produceret. Jeg savner dog bare noget mere vildskab og risikovillighed i produktionen, som dog af og til viser sit ansigt fx på det næstsidste nummer “Big Black Heart” hvor de meget passionerede vokaler helt tydeligt peaker og overstyrer, hvilket skaber en rigtig god effekt. Dette er kombineret med en god portion støj og feedback, som har karakter af, hvad jeg bedst kan beskrive som værende et trillebørshjul som godt kunne bruge noget smøreolie. Der støjes også andre steder på pladen. men det er det eneste punkt, hvor det giver noget sprælskhed og energi som pladen ellers ikke just emmer af. Slutningen af “My City” har også noget af det samme.
Pladens mest omtalte og afspillede nummer tager sit navn fra den ikoniske walisiske digter Dylan Thomas. Dets lyd minder mig lidt om en mere poleret udgave af Jesus and Mary Chain i både støj og popsensibilitet. I tekstens strør de om sig med referencer til bl.a. Trump og den amerikanske politiske situation, og Hitchcocks gyserklassiker ‘Psycho’. Disse bliver sammen med Dylan Thomas brugt til at skabe en atmosfære af angst og modløshed over verdens tilstand. Men det er netop også i disse tematikker, at min største anke har rod.
Tekster betyder for mig ikke at være stor poesi, men at de heller ikke være så forudsigelige, at jeg kan gætte den efterfølgende verselinje, første gang jeg hører et nummer. Begge ting sker for mig på dette nummer og på denne plade generelt. Linjer som »They say you’ve gotta fake it at least until you make it« er simpelthen for forventelige og dovent skrevne. Og så lider dette album under samme problem som fx Lana del Reys ‘Born to Die’-album. Nemlig en fascination af det farlige liv med druk og stoffer som fast inventar blandet med strejf af americana og teenagelig angst. Det gør sig fx gældende i en linje som »Climbed into your Corvette thirsty for another drink« fra Dylan Thomas, som også leger med en fetichering af titelpersonens selvtilintetgørende druk. Det kan dog være, at det er en ironisering over disse emner og måder at skrive på, men selv hvis det er, virker den, i mine øjne, lidt overdrevne angst og fremmedgjorthed oprigtig. Det hører dog også emo-genren til, som dette album ikke utvetydigt er en del af. Det er bare også en genre og æstetik som jeg aldrig har kunnet identificere mig med.
Når alt det er sagt, ender pladen betydeligt stærkere, end den starter. Selvom jeg fx nyder Phoebe Bridgers Joni Mitchellske fraseringer på “Service Road”, er der bare ikke så meget, der for alvor bider sig fast i min bevidsthed. Det skifter dog omkring “Chesapeake”, der skeler lidt til Sufjan Stevens ‘Seven Swans’-album i guitarlyd og harmonier. Og selvom det ikke når op ved siden af Stevens, fungerer omkvædet og den analoge synthesizer som træder frem i lydbilledet. Her viser duoen en melodisk dybde, som alt for sjældent kommer til udtryk på dette album. De gentager successen et par numre efter med “Forest Lawn”. Her er omkvædsmelodien endda er endnu stærkere. Desværre har jeg stadig de samme tekstmæssige kvaler, men det er meget nemmere at abstrahere fra, når den akkompagneres af god melodik og akkorder.
Den stærkere anden halvdel trækker albummet lidt op, men musikken og de banale tekster er ikke interessante nok. Der er masser af talent til stede, men for mig bliver det aldrig rigtig godt.
