Lur mig om ikke Dead Can Dance med Dionysus har begået en lille genistreg, som vil blive forbigået med larmende stilhed i dette lands store og glatte medie(glans)billede, der ellers nok kunne trænge til noget fornyelse og til at blive rusket op i. For det er jo ikke mainstream det her. Det stryger kun feinschmeckerne med håret og giver dem et kick af noget lækkert, skævt og mærkeligt savnet. Vi labber det til gengæld i os, som en kat labber fløde i sig. Hele hovedet ned i skålen og et stort saligt smil flækker ansigtet midt over. Vi viser kløer, hvis nogen tager albummet af afspilleren. Vi ryster overbærende på hovedet, hvis nogen brokker sig over den dekadente lyd af hele verden samlet i ét svimlende favntag. Så selvom man forsøger at knægte os ved at lukke de radiokanaler, der kunne finde på at spille denne type musik, så eksisterer den ikke desto mindre stadig! Den bliver tænkt, forfinet, udført og indspillet, distribueret og lyttet til. Så kære læser: Dyk ned i Dionysus og få dig en musikalsk oplevelse af de mere nødvendige.
Dead Can Dance har på dette, deres niende album, kastet blikket på myten om den græske gud Dionysos, vinens og ekstasens gud. Med brug af så eksotiske instrumenter som zourna, gadulka, davul, saz, pivana og daf med mange flere får Brendan Perry kreeret et eksorbitant og særegent lydunivers, der leder tankerne hen på alskens eksotiske steder. Læg dertil samples fra religiøs chanting, New Zealandske bikuber, Latinamerikanske fugle og en gedehyrde fra Schweiz, og så har du et meget godt billede af, hvad Dead Can Dance denne gang er disket op med. Ikke for at skabe en særlig opmærksomhed om de forskellige lokaliteter, men for at pege på at musik kan findes overalt. Det er primært Perry, der er mastermind på Dionysus. Det er ham, der har brugt det meste af to år på at indspille og kreere værket. Han spiller selv alle instrumenter, mens den anden halvdel af duoen, Lisa Gerard, synger på de to numre “The Mountain” og “Psychopomp”. At tale om numre eller sange giver dog ikke den store mening på dette album, da der er tale om én lang komposition bestående af to akter med henholdsvis tre og fire satser og en samlet spilletid på 36 minutter. Et konceptalbum med andre ord, hvilket også titlen indikerer. Så Gerards sang har mere form af noget, der minder om førnævnte religiøse chants. At man så godt kunne ønske sig mere af Gerard, er en anden sag, som ikke rokker ved kvaliteten af værket som helhed.
De syv satser i værket repræsenterer forskellige facetter af den dionysiske myte og kulten omkring denne med dens dyrkelse af vinen og rusen som en væsentlig del af de religiøse og spirituelle praksisser. Samtidig rækker musikken og tankerne bag også ud over denne myte, for eksempel i brugen af billedet på coveret, som er en Mexicansk maske lavet af Huichol Indianerne fra Sierra Madre, som har deres egne myter og riter, hvor især peyote spiller en væsentlig rolle, som del af deres hellige ritualer og som bevidsthedsudvidende stof. Dette trick med at inddrage andre lokaliteter sker angiveligt for at vise den sammenhængskraft, myternes og riternes indhold skaber på tværs af kultur og hinsides sproget. Indeholdt i dette er der også et samspil mellem menneske og natur, hvor naturen betragtes med respekt og anerkendelse, hvilket også kan ses som et opråb om at vi for pokker skal tage os sammen og tage os af den natur.
I det hele taget har australske Dead Can Dance (og Brendan Perry i særdeleshed) igennem flere årtier været fascineret af de europæiske myter og riter. De startede i Melbourne i 1981, men rykkede allerede året efter til London, hvor de siden har haft deres base. Siden har de splittet op et par gange og indspillet andre ting hver især. Dionysus er deres første værk siden Anastasis fra 2011, og jeg er begejstret for albummet. Der er utroligt mange lag i musikken, som også indimellem bliver helt new age-agtig på en meget tilfredsstillende måde, fordi den ikke henfalder til meditativ repetition, men er i konstant fremdrift og på den måde løfter sig for hvert lyt, hvilket hensætter lytteren i en sær tilstand helt frigjort fra både tid og sted. Det er ret godt gået. Dionysus er et glimrende bud på en moderne fortælling om myter og magi.
