Lad det være sagt med det samme: Københavnske The Love Coffin lyder ikke som nogen andre herhjemme, og deres rå, ufiltrerede rock, flirtende med den intense americana noir-ambiens har siden den tre år gamle debut-EP, Veranda, været en glimrende tilføjelse til det danske rockmiljø.
På Cloudlands, der er kvintettens fuldlængdedebut, har de immervæk skruet noget ned for råheden i bytte for mere delikate og velovervejede strukturer kombineret med medrivende popmelodier. Det er næppe dén plade, man har kunnet forvente sig, hvis man tidligere har stiftet bekendtskab med bandet, men omvendt fremviser det ikke mindst The Love Coffin som et flerfacetteret band med et indiskutabelt talent for solid sangskrivning – hvilket de oftest slipper rigtig godt fra.
Åbneren “Sense of Indifference” etablerer således det, man egentlig har i vente; de akustiske opbygninger i kompositionerne, den klassiske stille-til-støjende-veksling i de overordnede strukturer, samt forsanger Jonatan K. Magnussens karakteristiske vokal som centralt holdepunkt i lydbilledet. Nummeret er i sig selv et af pladens mere vellykkede på sin mere simplistiske rockfacon – også selvom vi når at ramme top såvel som bund på intensitetsskalaen hele fire gange. For selve grundformlen på Cloudlands kan nemlig godt ende med at fremstå lidt for repetitiv og forudsigelig. Det hjælper i sådanne øjeblikke heller ikke, at syv ud af pladens ni indslag rammer nærved fem minutter eller derover. Her kunne man eksempelvis godt udpege den afsluttende “Concrete Foreign Shores”, der ikke som sådan formår at bidrage med noget synderligt unikt, ej heller memorabelt.
Heldigvis opvejes eventuelt stilstand og dødvande af de eksplosive momenter og passager i næsten hvert enkelt nummer som en påmindelse om, at The Love Coffin stadig er et band fyldt med nerve og gennemslagskraft. Foruden ovennævnte “Sense of Indifference” gælder det også “See Me When I Crawl”, der yderligere suppleres af noget af Cloudlands’ mest iørefaldende guitarspil, der også når at strække sig over kakofoniske lydtapeter og en hvinende guitarsolo. Endnu bedre bliver det, jo flere elementer The Love Coffin får proppet ind i deres kompositioner. “Life Is Beautiful” er i den forbindelse en forrygende piano- og basdreven skæring bygget oven på catchy popmelodier og dansable trommerytmer, som på lydsiden skiller sig gevaldigt positivt ud.
Bedst er dog de to singleforløbere samt titelnummeret. “Pure” er den traditionelle guitarpopballade med obligatorisk catchy melodi i både vers og omkvæd, som hverken kan eller skal udfordre lytteren alt for meget. “Take Good Care of Me” er imidlertid en slæbende, dyster sag, som først og fremmest er en perfekt showcase for Magnussens vokal og bandets støvede lydunivers – og som tilmed har været blandt højdepunkterne, de gange jeg har haft fornøjelsen af at opleve The Love Coffin live. Sidstnævnte, “Cloudlands”, er et næsten otte minutter langt studie udi en yderst tålmodig opbygning, der (selvfølgelig) kulminerer i fuzzede, forvrængede og støjende klimakser. Det er her, at The Love Coffin er mest tro mod Cloudlands’ grundformel, og ikke mindst her at det grimme og upolerede islæt fra Veranda og Buffalo Thunder skinner klarest igennem.
Cloudlands er i det store hele en særdeles moden og velafrundet plade, der aldrig bliver for poppet til at negligere bandets rockbaggrund, men heller aldrig for rocket til at drukne de essentielle popmelodier og -hooks. Det er en af de plader, som muligvis ikke fænger og fastholder lytteren lige her og nu, men i stedet har kvaliteterne til at kunne fremstå endnu stærkere, jo længere tid man bruger i selskab med Cloudlands – og ikke mindst afhængigt af hvor dybt ned i The Love Coffins mudrede lydunivers, man tør springe.
