Den ulyksalige kærlighed er i centrum på Marissa Nadlers seneste plade For My Crimes, der over 11 numre konstant synes at glide frem og tilbage mellem realitet og fiktion. Man lader sig let lokke af Nadlers himmelske stemme, der viser vej gennem fortællinger om afsavn og tvivl (“I Can’t Listen to Gene Clark Anymore”, “Are You Really Gonna Move to the South?”) men også scener af mere filmisk karakter, der sætter fantasien i gang (“Said Goodbye to that Car”, “Blue Vapor”).
Musikalsk afviger For My Crimes ikke meget fra det mørke og melankolske take på folk, der med tiden er kommet til at kendetegne Nadler. Genremæssigt bliver det ofte omtalt goth-folk, som man også finder spor af hos kunstnere som Chelsea Wolfe og Anna von Hausswolff, der dog begge trækker mere på metal, industrial og postrock. Og misforstå mig ret: jeg kan virkelig godt lide, når det bliver tungt og støjende hos søstrene ulv, Wolfe og Hausswolff, men jeg savner også de mere afdæmpede og simple stunder, eksempelvis Wolfes plade Unknown Rooms og Hausswolff-numre som “Move On” fra Singing from the Grave og den fænomenale “Liturgy Of Light” fra Ceremony. Omvendt savner jeg lidt mere variation og vildskab hos Nadler, for særligt på For My Crimes bliver det, titlen til trods, alt for nydeligt.
Sidst vi hørte fra Nadler var i 2016, hvor både Strangers og Bury Your Name udkom. Her er det værd at huske på, at de to plader er forholdsvis forskellige i deres udtryk og ambition. Hvis vi sad med computerspil, ville der være tale om henholdsvis AAA og indie: med Strangers som det store, velproducerede værk med rig variation og højt til loftet, og Bury Your Name som en samling små hjemmeoptagelser, der virkelig kom ind under huden med et nøgent og oprigtigt udtryk. På sin vis er det som om, at Nadler har taget det, der fungerede rigtig godt på henholdsvis Strangers og Bury Your Name, og arkiveret det lodret. Variation er der ikke meget af på For My Crimes og med undtagelse af “Blue Vapor” virker det hele meget velpoleret.
Jeg kommer til at tænke på en anmeldelse af Agnes Obels Aventine. En plade, der vistnok blev beskrevet som »smerte pakket ind i cellofan« af Ralf Christensen i Information. Jeg tænker, at oplevelsen er den samme her, for selvom der er en vis genkendelighed i nogle af de følelser og situationer, der bliver udforsket på For My Crimes, kan jeg ikke undgå at føle en vis distance. Jeg registrerer, hvad der sker, men jeg føler ikke noget. Et godt eksempel er den nydelige “I Can’t Listen to Gene Clark Anymore”, hvor oplevelsen af, at særlige musiknumre knytter sig til bestemte personer og situationer, fremstår som noget af det mest virkelige i min verden- Hver gang jeg hører numre som “Heart Skipped a Beat” (The xx), “Slow Show” (The National) og “Them There Eyes” (Billie Holiday) flimrer bestemte parforhold og øjeblikke frem i hukommelsen. Men når Nadler synger om det, virker det fjernt.
At kombinere minder og objekter er ellers et tema, der synes at ligge Nadler nært, for det går igen på numre som “Are You Really Gonna Move to the South?” (»slept with your shirt/still had your scent«) og den overraskende “Said Goodbye to that Car” (»119,657 and the engine blew/119,657 and I thought of you«), hvor løsningen bliver en omgang wreck my ride. Lige præcis “Said Goodbye to that Car” fungerer rigtig godt, idet situationen virker så absurd og filmisk, mens det hele pakkes ind i et enormt catchy omkvæd.
I forlængelse heraf ramler vi ind i et andet element ved For My Crimes, der skæmmer oplevelsen. For selvom en række af numrene effektfuldt klarer sig med få virkemidler (titelnummeret og “Flamethrower” er gode eksempler), så er melodierne ikke voldsomt stærke, som de var det på Bury Your Name. En plade, der i lighed med For My Crimes også hovedsageligt blev båret frem af Nadlers vokal og en enlig guitar. Der er uden tvivl noget smukt over drømmende numre som “You’re Only Harmless When You Sleep” og “Dream Dream Big in the Sky”, hvor spøgelsesagtige vokal svæver rundt i baggrunden, men de fremstår samtidig underligt træge og særligt omkvædet på sidstnævnte virker enormt tungt med sin gentagelse af »Dream, dream, dream«. Noget lignende kan siges om “Are You Really Gonna Move to the South?”, hvor fortællingen om afsavn og afstand leveres tilpas smertende, men ender med at fremstå noget langtrukken.
For My Crimes gæstes i øvrigt af blandt andre Sharon van Etten og Angel Olsen, der bidrager med vokal på “For My Crimes”, “I Can’t Listen to Gene Clark Anymore” og “Lover Release Me”, uden at det dog føjer det store til. Og det er ærgerligt, at de to kunstnere ikke får lov at øve større indflydelse og i stedet ender som baggrundsfigurer eller, hvis man er lidt kynisk, som en åbning for Nadler ud mod van Etten og Olsens indie-lyttere. I mine ører kunne såvel van Etten som Olsen ellers være med til at åbne op for nye udtryk hos Nadler, idet deres indierock og måde at formidle følelser og fortællinger er tydeligt væsensforskellig. Der er eksempelvis meget mere gennemslagskraft i van Ettens udforskning af giftige parforhold, tvivl og usikkerhed, hvor teksterne rammer direkte og hårdt, selvom lydbilledet let bliver voluminøst og patosfyldt. Men van Etten mestrer i lighed med The National at finde en balance. Særligt Epic og Are We There, der tematisk deler lighedstræk med For My Crimes, er værd at besøge. Jeg siger ikke, at Nadler skal lyde som van Etten og Olsen, men når hun nu ulejliger sig med at invitere dem indenfor, hvorfor så ikke gå mere i dialog med dem?
For der sker noget magisk, når For My Crimes skifter gear og lader samarbejdspartnere byde ind. Pladens højdepunkt er uden tvivl “Blue Vapor”, der formår at ruske godt op i det hele og byder på mærkbare input fra Kristin Kontrol (Dum Dum Girls), Patty Schemel (Hole), Janel Leppin (Mellow Diamond) og Dana Colley (Morphine). Såvel nummerets titel som musikalske udtryk leder tankerne i retningen af David Lynch. Rigt instrumenteret med blandt andet elektrisk guitar, cello og saxofon kanter nummeret sig over i Timber Timbre-lignende uhygge, og med linjerne »I’ve been foreign/ I’ve been turning/ Into blue vapor« lyder det pludselig som noget, der snildt kunne blive opført på The Bang Bang Bar. Det havde været en fornøjelse med flere af den slags numre, for det fungerer voldsomt godt.
