Da jeg først lyttede til Ayowas seneste udgivelse, Farvel, vækkede den nogle overraskende glade følelser i mig. Musikkens beroligende, varme klang, og den storslåethed man oplever, når de delikate strygere rammer på intro- og titelnummeret, ”Farvel”. Det er et legesygt følelsesspil man udsættes for, når ørerne indtager de sfæriske lag af vokalbidder, de flydende synthesizers og en god omgang akustiske elementer, som særligt mærkes på “Farvel”.
Man får en god sjat forskelligheder på kort tid. “Giv Mig Lov” byder sig til med kalypso-rytmer og et smart brug af en groovy akustisk basgang, der kører godt over et velprogrammeret beat. Kalypso-rytmen virker til start en anelse tør, men går virkelig hen og vokser på én – særligt de sprøde akkorder, der bliver spillet i omkvædet. “Alt Det Du Ku” er også en fremragende skæring på EP’en. Med dens direkte gå-på-mod, formår nummeret at blande den melankolske lyrik med et beat, du kan danse til. Så god en blanding, at jeg direkte fik gåsehud, da verset gik over til omkvæd, og man får serveret»Alt det du ku’« lige til højrebenet på første slaget af omkvædet. De forvrængede vokal-programmeringer virker dog i sidste ende en anelse overflødige.
“Insomnia”, som er Farvels sidste nummer, er klart den mere dystre side af EP’en, hvor musikken og lyrikken i takt virker mere selvdestruktiv og afklaret med, hvilken følelse den skal give. Der er en super lækker gennemgående pad, og det virker til, at Schneider virkelig har fundet sin dystre side frem her – det er en behagelig, dysterhed, som virkelig viser en anden diversitet i deres univers.
Farvel er en regnvejrs-EP, som har formået at skabe en stemning omkring sig. Du vil gerne have regndråber dryppende ned af vinduet, samt en liter sort kaffe til denne fortælling. Kontrasten mellem de varme instrumental-stykker og den kolde lyrik er skøn. Hvor deres forrige EP, Eremit, var en mere elektronisk orienteret EP, har de med det akustiske aspekt formået at skabe et større billede på Farvel, som komplimenterer Schneiders verden super godt. Nummeret ”Over” og dets interlude tager ikke så meget opmærksomhed i denne omgang, som de andre skæringer, men det gør ikke spor, for det er en virkelig behagelig musikaffære.
