Denne uges fredagssingle er et dejligt skævt drømmende nummer fra københavnske Emil Duvier. Duvier forlod sidste år bandet Bandina ié, som han selv var med til at starte tilbage omkring 2010. Nu er han ude med sit soloalbum Pieces, udgivet på selskabet No Technique. Et selskab Duvier selv står bag, sammen med vennerne Johan Carøe og Mikkel Oldrup. Fra dette album kommer nummeret “Early Light”.
Der lægges ud med et luftigt og let elektronisk lydbillede med Duviers stemme svævende henover, i en næsten hypnotisk besyngelse og påkaldelse af det nye lys, der er ved at bryde frem. Nummeret er dejligt ambivalent med netop det luftige og lette i kontrast til en næsten sørgmodig stemning. Det nye lys, der skal bryde frem, symboliseres fint ved trommerne, der kommer væltende ind i nummeret i abrupte og skæve rytmer. De leger på den måde med fremdriften i musikken, der gynger og vugger og kastes hid og did, som en båd på et oprørt hav, der truer med at sende alt ned i det dybe sorte vand; den ultimative tristesse. Balancen holdes dog og Duviers besværgende insisteren på lyset, sammen med det ultraluftige lydspor, holder nummeret oppe og bringer det sikkert i havn.
På billedsiden, skabt af Elvin Misimovic, er lyset en flimrende elektronisk firkant af lys i alle spektrets farver, der til sidst tager helt over i et gnistrende og farvestrålende kalejdoskopisk lyshav.
Start din weekend her og nu med Emil Duvier og hans “Early Light”. Sæt dig så ud i sensommerens formodentlig sidste rigtig varme solskin og nyd lysets magi.
https://www.youtube.com/watch?v=GdveWjKalCA
Så fin og godt anlyserende anmeldelse .Lyt til resten af pladen her findes et vel af ligeledes magiske og poetiske nummer.