Temperaturen var dalet ned til små 12 grader, og regnen silede stadig ned, mens der i baggrunden rejste sig en tæt dis fra det solcelle-opvarmede badeland. Alt sammen var med til at skabte en helt absurd ramme for dagens hovednavn, amerikanske Yo La Tengo. Ira Kaplan og hans to kompagnoner, Georgia Hubley (trommer, klaver, vokal) og James McNew (bas, vokal), virkede ærligt talt benovede over fremmødet til deres koncert, der skulle sætte punktum for Badesøen Festival 2018.
»Hvis I havde et band, der spillede her i aften… Så skal jeg være ærlig og sige, at vi altså nok ikke var dukket op for at se jer spille,« lagde den ærkeamerikanske guitarist og sangskriver ud med at sige, inden han gav publikum et valg: »Normalt kommer vi bare ud og begynder at rocke. Men det er jo helt latterligt, som det regner – og at I er kommer herud alligevel. Så enten kan vi følge den plan, vi har lavet. Det er en god plan, som vi hellere end gerne vil spille for jer. Men vi kan også bare gå lidt amok og have det sjovt. Hvad siger I?«
Ikke overraskende lod publikum deres begejstring over for den sidste mulighed skinne igennem med et brøl og klapsalver. Hvor meget sætlisten til aftenens koncert reelt adskilte sig fra resten af bandets koncerter er svært at spå om, men det lod til, at Yo La Tengo rent faktisk nød at stå på scenen og bare have det sjovt sammen. Aftenens første sang var ganske vist lige ud ad landevejen med “You Are Here”, der også indleder gruppens seneste album, det afdæmpede og ambientfyldte There’s a Riot Going On. Så langt, så godt. Herfra blev stemningen heldigvis mere løssluppen, og tøjlerne givet fri, da bandet smed ambient-produktionerne over bord og i stedet kastede sig over et hæsblæsende, garagerocket og støjende cover af Neil Youngs klassiker “Time Fades Away” fra 1973. Hubley og McNew udgjorde sammen en taktfast rytmesektion, der tillod Kaplan at skeje fuldkommen ud i vidunderlig guitarfuzz.
Den lemfældige tilgang til koncertformatet har dog også visse ulemper. Det stod klart, da bandet umiddelbart efter denne guitarudladning vendte tilbage til de mere meditativt afdæmpede og rolige toner. Herfra skal der ikke lyde et ondt ord om Yo La Tengos mere stille sange, der udgør en vigtig del af bandets lyd. Jeg kunne bare have ønsket, at der havde været en anelse mere stringent styring over numrenes placering i koncerten. Sommetider blev man helt hevet ud af koncerten på grund af de bratte skift mellem udtryk, især fordi kontrasten mellem dem var så stor. Så faldt et par af de mere stille numre lidt igennem, da det føltes som om, de lagde en anelse bånd på de udskejelser, som Kaplan i starten af koncerten havde stillet publikum i vente.
Ens oplevelse af koncerten afhænger nok også af, hvilken del af gruppens materiale, man er størst fan af, for omskifteligheden er nærmest kendetegnende for Yo La Tengo som band og institution. Der findes jo nærmest ikke den afart af indierocken, som de ikke har prøvet kræfter med på tværs af deres 30+ udgivelser i løbet af fire årtier. Når de samtidig har et utal af covers på samvittigheden (som dokumenteret på opsamlingen Yo La Tengo Is Murdering the Classics samt to andre coveralbum), så er det aldrig helt til at vide, hvad man skal forvente, når New Jersey-bandet giver koncert. På et tidspunkt spurgte de simpelthen publikum, hvad de ville høre, hvortil der blev skreget efter “Griselda”, inden Ira Kaplan overhovedet havde talt færdig. Prompte kastede bandet sig ud i en sødmefuld udgave af den 28 år gamle duet fra 1990-albummet Fakebook.
Den obligatoriske fanfavorit “Autumn Sweater” faldt omtrent midt i sættet, men blev kort efter overgået af et stemningsmættet og langsomt cover af Bob Dylans “I Threw It All Away” – et af højdepunkterne blandt koncertens afdæmpede sange. Hvis man, som jeg, foretrækker gruppens mere støjende og shoegazede guitar-freakouts, så var der til gengæld lagt op til et brag af en afslutning, der virkelig understregede oplevelsen af at være til legestue med verdens bedste jamband. Under støjrabalderet i afslutningen af “Ohm” fra Fade langede Ira Kaplan sin guitar ud til et par fyre i forreste række af publikum, som fik lov til at støje derudaf, mens han selv fik sig en slurk whisky og lidt vand. Yo La Tengo lukkede og slukkede det regulære sæt med en mastodontudgave af “Little Honda”, hvis afsluttende støjsektion svulmede op til nærmest dobbelt længe af selve sangen.
Når de vil, kan Yo La Tengo snildt mænge sig med toppen af shoegazergenren – faktisk blev jeg mere blæst bagover af amerikanernes beherskelse af støjelementet på “Little Honda” end af støjlegenderne My Bloody Valentines koncert på Roskilde Festival. Ira Kaplan stod og fægtede rundt mod forstærkerne på scenen for at sende kaskader af feedbackstøj ud i hovedet på publikum, mens Georgia Hubley sad et sted omme bag trommesættet og slog på en guitar med en trommestik. Undervejs fik Kaplan lige skiftet guitar og på en eller anden måde fik gruppen kollektivt tæmmet den frigivne støjdæmonen og banket den tilbage til det oprindelige riff, så nummeret sluttede med en lille reprise efter den mastodontiske fremvisning af elguitarens magt.
Med den knap halvandet minutter lange “Yellow Sarong” som et miniature-ekstranummer forlod Yo La Tengo scenen med ordene »Vi ses i vandrutsjebanen!«. Når rendyrket spilleglæde og teknisk snilde går hånd i hånd som hos de amerikanske indieveteraner, så er det svært at bekymre sig for meget over udfald i lyd eller en rodebutik af en sætliste.
