Gooms er måske ikke blandt de mest profilerede navne i dansk musik, men kræfterne bag er alle erfarne spillere i branchen. Bag Gooms står nemlig Aske Zidore (tidl. Oh No Ono), Jens Ramon (Figurines) og Suni Zacharias (Twin Twins). Gruppen debuterede med albummet Before Life tilbage i 2014. Et album proppet med energiske start-stop psychudladninger og konstante skift i tempo og dynamik. Legesygt, farverigt og spraglet. Siden vi sidst hørte fra Gooms, er der sket meget. Under arbejdet med V1 (Descent) overtog den daværende trommeslager Lasse Bækby Buch vokaltjansen, men inden færdiggørelsen forlod han bandet. Efterladt, med kun en række first takes af Buchs vokal, besluttede bandet sig alligevel for at færdiggøre.
Det har resulteret i et album, der er en helt anden størrelse end den godt fire år gamle debut. Faktisk er stilskiftet så markant, at de færreste vil kunne høre, at V1 (Descent) og Before Life er begået af det samme band, hvis ikke man lige ved det. Det er godt nok stadig psykedelisk, men på en helt anden måde end gruppens første udgivelse. Denne nye udgave af Gooms minder mere om et sløvt, mørkt og tungt trip. Et dårligt trip. Fyldt med mareridtsagtige febervildelser. Med en blanding af organisk instrumentering, skurrende, forvrængede, foruroligende synthesizers og spredte elektroniske beats, frembringer Gooms en skæv og næsten forkert lyd. Som lytter træder vi ind i et stort, dystert og nærmest øde rum. En nedstigen til et foruroligende og fragmenteret landskab af lyd, hvor Buchs stemme (og implicitte fravær) svæver spøgelsesagtigt rundt, i hvad der mere kan beskrives som stemninger end egentlige melodier. Det betyder også, at mange af albummets skæringer ikke føles som deciderede sange, men mere som ildevarslende lydkollager. Med små glimt af skønhed.
På den måde ligger V1 (Descent) et sted mellem Groupers afdæmpede, delikate kammermelodier og Scott Walkers tunge, eksperimenterende og kaotiske blokke af lyd, men også med ekko af Bon Iver anno 22, A Million — desværre bare ofte uden de melodier og den inderlighed, der gør sidstnævnte så smukt. Det hele forbliver på en eller anden måde en smule uforløst. For selvom albummet i mange momenter er fascinerende, mangler der noget retning. Det kommer ikke rigtig nogle vegne. Albummet starter ellers interessant ud med “X Hands”. En spøgelsesagtig sag, der med sin skurrende, men sparsomme instrumentering, giver plads til Buchs luftige, svævende vokal, der både er dragende og smuk. Senere viser “Bone Apocalypse”, med sit gennemgående beat, en smule af den fremdrift, som store dele af albummet ellers mangler. Og man spidser ører, når Buchs stemme, fra hvad der føles som et fjernt sted, gentager:
»Make love for a reason / I’ll take my time«
Her rammer Gooms et univers, hvor man som lytter ikke kan lade være med at folde ørerne ud og lade tankerne gå på opdagelse i deres særprægede og spøgelsesagtige univers. Hvor der gemmer sig noget smukt og sandt. Desværre er der for mange steder, hvor man som lytter ikke rigtigt engagerer sig og nærmere skubbes væk end suges ind i de mange lyde og stemninger.
V1 (Descent) er et interessant og fascinerende bekendtskab — når det fungerer. Som samlet helhed mangler albummet dog melodierne og ideerne, der skal til for at holde lytteren fanget hele vejen igennem. Det er en lytteoplevelse, der er, som det må være at vandre rundt i en forladt spøgelsesby. Både uhyggelig og dragende ved første øjekast, men også lidt tom og kedsommelig ved længere ophold.
