Som en shaman på savannen næsten, stampende i støvet, chantende og messende, forsøgte Merrill Garbus muligvis at komme i kontakt med et dybere bevidsthedslag, efter at tæppet var gået torsdag eftermiddag på Avalon. Garbus udgør i dag den ene halvdel af duoen Tune-Yards. Den anden udgøres af Nate Brenner, der med udgivelsen af det seneste album I can feel you creep into my private life er blevet fuldtidsmedlem af bandet. Han har dog i flere år været Garbus’ partner og medvirket på de fleste albums.
Som skyerne var trukket for solen over Roskilde, således skinnede den heller ikke ned over Garbus og Brenners besværgende bestræbelser under teltdugen. Det var bare elektronik og projektørlys. Live er de endda udvidet med den særdeles ferme trommeslager Hamir Atwal fra San Francisco, som har studeret Jazz og improvisation på Berklee College of Music. Garbus var i bare tæer, lang kjole og næsten ligeså lang halskæde, grønligt hår og fredfyldt, stort smilende ansigt. Den lange intro gled over i ”Honesty” og der var masser af loops og effekter på vokalen. Hun var eminent til at spille på pedalerne med de bare tæer og få den loopede stemme til at variere i pitch, volumen og intensitet med bare et lille drej med storetåen. Brenner vekslede mellem almindelig bas og en bas moog, der knitrende og knurrende lavede et lille intermezzo før Garbus igen sendte sin stemme igennem labyrinten af pedaler i nummeret ”Look at Your Hands”. Atwal supplerede opfindsomt med beats bygget op på drumpad og hihat og en tung lyd i stortrommen.
Tune-Yards, eller tUnE-yArDs som de selv typograferer det, var afgjort et af festivalens mere esoterisk sære indslag. Det blev understreget af Garbus’ brug af ukulele med påsat mikrofon. Hun skiftevis spillede på ukulelen med sine effekter på og sang ind i dens mikrofon med tynde høje lyde, der igen og igen blev manipuleret gennem ekkomaskinerne. Legen som mål og middel. Bassen var voldsomt høj i disse passager. Det skæmmede lydbilledet og både vokal og ukulele havde en tendens til at drukne i den.
På trods af alle de gode og fine intentioner, blev det alt for løst og fragmenteret i hele den første, længste del af sættet. Man kunne med rette fundere over meningen med det hele. Hvad er det egentlig Tune-Yards og Merrill Garbus vil med det her? Er det bare en leg? Der er nogle lighedstræk med en kunstner som David Byrne. Fascinationen af globale rytmer og hele spørgsmålet om lige rettigheder for alle racer. Appropriation og bevidstheden om, hvor meget hvide står i gæld til andre kulturer, måske især inden for musik. Det har konsekvenser. I Amerika findes der noget, der hedder Pendleton tæpper. De fleste amerikanere vil kende dette brand og vide, at det er tæpper, som f.eks. er opkaldt efter en høvding for Nez Perce-indianerne eller et helligt indiansk sted, og efter sigende skabt for at ære de oprindelige folkeslag. Garbus’ pointe er imidlertid, at det jo stadig er skabt med forretning for øje. Det er ikke for at rette op på en ulighed og gøre en reel forskel. Så med en reference til disse tæpper, indså Garbus efter udgivelsen 2014’s Nikki Nack, at hun pakkede sin musik ind i Pendletontæpper. Hun gennemskuede at hendes lyrik, ord, toner, melodier og sange heller ikke gjorde en forskel. At hun, på en måde, lavede det for sin egen fornøjelses skyld. »For me, it reached a crisis point,« har hun udtalt i et interview med NPR Music »I couldn’t not speak about whiteness in my work.« Så fra bare at være fascineret af multikulturelle rytmer og strukturer, har Garbus, op til det seneste album, aktivt forholdt sig til og sat sig ind i antiracistiske teorier og inkorporeret det i sin kunst. Hun er klar over at det, for nogen, kommer til at virke som indbegrebet af skinhellighed, men i det mindste er det i dag på en langt mere oplyst og internaliseret baggrund, at hun skaber sin musik.
Som om det også selv gik op for Garbus, Brenner og Atwal, så indtraf der et magisk øjeblik, da Garbus startede en fællessang op under teltdugen og publikum beredvilligt greb lejligheden til at interagere med kunstnerne på scenen. Som en anden OM-meditation, hvor deltagerne om og om igen gentager den universelle lyd OM, gentog publikum sætningen »He Won’t get of my back« med ordet he trukket langt ud og så »Doesn’t see the hammer coming down«. Selvfølgelig fra sangen ”Hammer”, som handler om netop det hvide overherredømme og om neo-kolonialisme, men vigtigst af alt, så var der, på dette meget sene tidspunkt i koncerten, skabt en forbindelse mellem publikum og kunstnere. Alle koncertens enkeltdele, dens elementarpartikler, flød nu i samme retning, gled sammen og emulgerede til en mægtig samhørighed og til organisk levende stof, hvad musikerne på scenen tydeligvis også mærkede, for de sidste godt 15-20 minutter var, stort set, ét langt magisk øjeblik, hvor det hele gik op i en højere enhed. Desværre alt for sent til at rette op på de meget lange excesser, der havde ledt op til dette magiske vendepunkt. Havde de dog bare ramt den åre langt tidligere. Det er selvfølgelig ikke noget, der kan kalkuleres og at de overhovedet ramte den, forklarer også deres berettigelse til at stå på Avalons smukke scene denne torsdag eftermiddag. Det er ikke bare esoterisk leg med effekter og loops, det er meget mere end det.
Hele afslutningen bestod af numrene: ”Gangsta” og ”Bizness” hittene fra 2011’s Whokill, efterfulgt af to numre fra det seneste album nemlig ”Heart Attack” og ”Free”, hvor vi nåede næsten orgiastiske højder og måske noget af den trance de søgte i indledningens shamanistiske påkaldelser. Fordi denne magi først indtraf så sent i koncerten og hele den første time kun momentvis bød på noget ud over musikken, kan karakteren desværre ikke komme højere op end de 4 et halvt U, den lander på.
