Natten til mandag blev den karateristiske tipi, der udgør Rising-scenen, omdannet til et klatrestativ af Hampus Sünden. Forsangeren i det skånske band Sista Bossen var her, der og alle vegne på den klejne scene, og sang i virkeligheden det meste af koncerten hængende fra oppe fra scenekonstruktionen. Det virkede i hvert fald sådan.
Sista Bossen blev dannet i 2014 af en gruppe venner fra Malmø. Ifølge bandet selv var det egentlig lidt et uheld, at de blev booket til en koncert, og ja – så må man jo skrive en masse sange i stor hast. Den tilgang synes stadig at præge bandets tilgang til sangskrivningen. Deres seneste udgivelse Tio låtar om privilegierat lidande rummer således 10 sange, men varer blot 10 minutter. Titler som “Jag har ingen armé” “JA JA JA JA JA JA JA JA JA JA JA JA” og “Produktivitet” giver et hint om bandets tekstunivers med dets sammenblanding af absurditeter og hverdagsnavlepilleri.
Egentlig skulle det svenske rockorkester have spillet langt tidligere på aftenen, men på grund af Danmarks landsholdskmap mod Kroatien ved VM blev hele programmet rykket. Om programlæggerne havde forudset Danmarks triste skæbne i mødet med det kroatiske mandskab er ikke til at vide – men Sista Bossens herligt punkede energi og smadderattitude skulle vise sig at være den helt nødvendige katarsis oven på det smertelige fodboldnederlag.
Bandets sange varer som sagt godt et minut hver, men strækkes en anelse ud i koncertsammenhæng. Til gengæld har de bevaret den der “1, 2, 3, 4: KAPOW!”-kvalitet, der gør dem til et charmerende bekendtskab på pladen. Selv hvis jeg blev bedt om det, så ville jeg dog ikke kunne gengive et retvisende kampreferat over de sange, som Sista Bossen fyrede af i deres cirka 40-minutters sæt. Dertil var de for mange og for enslydende. Enkelte sange står dog frem som højdepunkter. Et af dem var “Batteritorsk”der faldt hen mod slutningen af koncerten. “Batteritorsk” introduceres af et ringlende piano og staccato guitarer, inden Hampus Sünden bryder ind på vrælende skånsk: »Jeg eeeelsker dig!«.
Skide charmerende – jeg ville blot ønske, at jeg forstod et pip mere af gruppens tekster. De er sikkert både vittige og med ironisk bid. Det var i hvert fald det indtryk, som jeg fik af et andet højdepunkt. På den uimodståelige “Snopprock” vræler Sünden med en vis selvironi: »Trodde jag var unik men … överallt en snopp som spelar rock eller pop.«
I dag kan det jo let føles som om, at gud og hver mand har et band. Men få har et band som Sista Bossen, der kan komme og sende festivalpublikummet veltilfredse i seng med en syngende lussing af en koncert. Bandet bliver ofte sammenlignet med Bob Hund, men lad dig ikke narre: Sista Bossen er helt unikke.
