Roskilde Festival 2018: Oh Sees, Pavilion

Som en af de uindviede var det en overrumplende åbenbaring at være til koncert med Oh Sees, der åbenbart er blevet trætte af at hedde Thee Oh Sees. San Francisco-bandet har siden 1997 under skiftende navne udgivet et hav af udgivelser – fire siden 2016 og allerede med et nyt album på vej. Derfor har Oh Sees for mig altid været et af de bands, der har eksisteret i periferien af min musikhorisont uden, at jeg er dykket ned i diskografien. Af samme grund er jeg to gange inde for det seneste år gået glip af chancer for at se orkestret – først på en musikfestival i Polen og siden i Pumpehuset. Det ved jeg nu, var en fejl.

Efter min ilddåb på Pavilion skal jeg da love for, at jeg er klar til at tage dykkerturen ned i bagkataloget. For hold nu op, hvor svinger det usandsynligt godt. Bandet består lige nu af Tim Hellman og Paul Quattrone på trommer, Dan Rincon på bas og så selvfølgelig John Dwyer – frontmand og guitarist siden starten i 1997. Oh Sees har altid haft en omskiftelig sammensætning, og Quattrone er det nyeste skud på stammen. Han kom til sidste år, og tilfører bandet en mere jazzet og løsslupen trommestil, som supplerer Hellmans kraftfulde trommespil.

Allerede i den indledende ”The Static God” fra Orc var publikum fuldstændig rowdy og hoppede vildt omkring. Men det gjorde de faktisk nærmest uanset hvilket nummer, Oh Sees kastede sig over – det er tydeligt, at bandet har opbygget en kult af faste følgere, selvom de ved dette års festival spillede på en forholdsvis lille scene som Pavilion. I anden skæring gik bandet i kast med den velkendte ”The Dream”, der virkelig illustrerer hvad det er, som bandet kan.

Rytmesektionen er nemlig Oh Sees buldrende, pulserende hjerte. De to trommeslagere og bassisten lægger et uimodståeligt rockgroove, som det er komplet umuligt at stå stille til på noget tidspunkt, mens John Dwyer på passende vis krydrer sangene med guitarlir, svedige riffs og endda overraskende skønsang visse steder. Udover at spille enormt tight sammen, så viste Oh Sees også, at de mestrer et hav af udtryk og genrer efter deres mange år med forskelligartede pladeudspil. Spektret rummede både smadret lo-fi garagerock, højenergiske punk-udladninger og boblende psych-passager med elektroniske blip-blop lyde.

I live-sammenhæng bliver gruppens numre strukket ud og ud og ud indtil man næsten ikke tror, at de kan klare mere. Men det nødesløst groovende ensemble formår faktisk at opretholde en form for struktur og intensitet, selvom sangene spilles i længder, der langt overstiger pladeindspilningerne. Det betød, at bandet kun endte med at spille en lille håndfuld skæringer, men det var der vidst ingen der klagede over. Da bandet havde et lille kvarter tilbage, spurgte Dwyer overlegent publikum: »Allright, so how do you wanna finish this? With one long song, or two short ones?«

Efter publikums opfordring fik vi den lange. Og vi dansede, og vi moshede og vi hoppede. Og vi der ikke var indviede, vi blev det. Næste gang jeg får muligheden for at se Oh Sees, så ved jeg, at det ikke er et band, man bør gå glip af.