Få bands trives virkelig under den bagende sol på åbne festivalscener, men Gurli Octavia beviste mandag klokken 14.00, at hun var opgaven værdig til at åbne mandagens musikprogram med sine melankolske folk-skæringer. Allerede fra første sang fik hun et fast tag om publikum med sin stærke vokal, der rummer overraskende mange udtryk: Det ene øjeblik øm og kærlig, det næste øjeblik sjælfuld og med kraft som hos en amerikansk soul-sangerinde.
Med et band, der talte seks mand, var der plads til både korsangerinde, guitar, bas, klaver og trommer på scenen, hvilket gav folk-sangerinden den fornødne opbakning til at nå helt ud over scenekanten. Noget som Undertoner også talte med Gurli Octavia om, da vi for nylig interviewede hende forud for koncerten. »Vi kommer nok til at spille lidt højere, end folk forventer,« sagde hun, hvilket vi fik at høre, da der under koncerten var plads til flere passager med deciderede guitarsoloer og andet lir fra rockens verden. Undervejs blev der også plads til at præsentere en ny sang – den selverklærede samfundskritiske “Clone”.
Stærkest i erindringen står dog den umådeligt smukke og sårbare “Winter Arrived” samt flere af de sange, der indledte koncerten. Herunnder især “You Lay Low” og “Waiting for Water”. Den sidstnævnte kunne nærmest ophøjes til temasangen for dette års Roskilde, der er tørrere og mere vindblæst end nogen anden festival i de sidste mange år. Det føles nærmest som om, at Roskilde Festival er blevet flyttet ud i en ørken, når man er til koncert på Rising. Solens smeltende hede er umulig at undslippe, og hvert øjeblik truer vinden med at sende kaskader af støv og sand ind over publikum såvel som band. »Får I ikke støv i øjnene?« spørger Gurli Octavia det dovne festivalcrowd, der kvitterer med et højlydt og kollektivt: » Jo!«
Måske er det heden, måske er det efterslæbet efter gårsdagens festivitas eller måske har det noget at gøre med selve sangene. Jeg er lidt i tvivl, men jeg registrerede, at jeg begyndte at tabe fokus på koncerten i den sidste tredjedel af spilletiden. Pludselig gjorde fødderne ondt og duften fra madboderne blev overordentlig distraherende. Hvor Gurli Octavias vokal i starten virkede fuld af kraft og saft på en nødvendig måde, så virker den pludselig en anelse X-Faktor storladen og melodramatisk hen imod slutningen af koncerten. Desuden holder bandet påfaldende lange pauser mellem de enkelte sange, der ikke just bidrager til at opretholde publikums koncentration.
Èn gruppe tabte dog ikke fokus under koncerten. Det føltes nærmest som om, at hele Gurli Octavias vennekreds var mødt op for at støtte hende igennem koncerten, og med sig har de medbragt både banner (med teksten »Gurli for fanden« malet på) og grøn fjerpragt. Det skabte en følelse af umiddelbar relaterbarhed at se Gurli Octavia forsøge at holde masken og synge igennem, når vennerne kom med støttende tilråb og kærlighedserklæringer. Hvis hun var nervøs inden koncerten, så virkede det til, at vennernes tilstedeværelse var med til at lette stemningen.
Gurli Octavia og hendes band lagde så stærkt fra start, at selv en lettere ufokuseret slutning ikke trækker synderligt ned på totaloplevelsen. Derfor gik jeg fra Rising med følelsen af at have startet dagens musikprogram på den helt rigtige måde. Med melankolsk og groovy folk-pop.
