Denne koncertanmeldelse er lidt speciel, da jeg simpelthen bliver nødt til at starte med koncertens ærgerlige afslutning, før anmeldelsen af selve koncerten foldes ud. Det er nemlig aldrig udelukkende musikken, man anmelder – oplevelsen tæller også med i bedømmelsen. Og Gorillaz lukningskoncert på Orange Scene fik den værst tænkelige slutning i sidste ekstranummer, da Del Tha Funkee Homosapien faldt ned af scenen omtrent ti sekunder efter han var trådt ud på den for at give sit vers i hittet ”Clint Eastwood”.
I stedet for en euforisk afslutning på en behagelig og samlende lukningsfest gik man som publikum derfra med en klam følelse af at have overværet en person komme rigtig slemt til skade. Det chokerende optrin var så uventet, at mange først troede, at der var tale om en gimmick eller en joke, da bandet bagved fortsatte det underliggende, karakteristiske beat til sangen, og showmanden Damon Albarn greb mikrofonen: »Thank you for a beautiful, beautiful evening. Unfortunately we’ve had a … uh … I don’t really know yet. Good night!«
Det var dog ingen planlagt joke – den 45-årige rapper blev hentet i ambulance og kørt på hospitalet. Efterfølgende har han skrevet på Twitter, at han har det okay, men skal være på hospital et stykke tid. Det fandt man dog først ud af senere, og derfor blev det blot en endnu mere morbid og ubehagelig afslutning på festivalen, da en forvirret konferencier i skikkelse af Per Vers desperat forsøgte at sende publikum hjem med et smil på læben ved at joke om optrinnet som et »afbrudt samleje«, før nogen publikummer vidste, hvor slemt det egentlig stod til med den uheldige rapper.
Med det ude af verden, så vil jeg nu koncentrere mig om hele koncerten, der reelt kan inddeles i to akter: En koncentreret og skarp første halvdel i (mestendels) klassisk rockkoncert-konstellation og en anden halvdel hvor et hav af gæsteoptræder resulterede i en ufokuseret og lettere usammenhængende fest. I de første tolv sange var der dermed to gæsteoptrædener, mens der i de sidst tolv var intet mindre end otte gæsteoptrædener.
Koncerten indledtes af ”M1 A1” med den velkendte velkomst i form af det samplede »Hello! Hello! Is anyone there?« fra zombieklassikeren Day of the Dead. Et helt passende samplevalg til dette års festival, hvor noget nær post-apokalyptiske scener udspillede sig dagligt på den støvomblæste campingplads. Men selvom varmen og (urin)støvet formentlig har fået has på nogle, så var festivalgæsterne mødt op i stor stil for at se Gorillaz.
I front stod selvfølgelig Roskilde-legenden Damon Albarn, der var iklædt den engelske landsholdstrøje efter fodboldholdets sejr over Sverige ved VM samme dag, og med sig havde han medbragt, hvad der bedst kan betegnes som et real life tegneserie-band med farverige mohawks, oversized hjerte-briller og en hang til at lave flyvespark, mens de spillede guitar. Spille kunne de godt – de gik ubesværet videre over i den nye ”Tranz” og derfra til ”Last Living Souls” og ”Rhinestone Eyes”. Højdepunkterne i den første halvdel var dog den smukke, dubbede ”Tomorrow Comes Today” fra debutpladen og megahittet ”On Melancholy Hill” fra Plastic Beach.
Karakteristisk nok bar koncertens anden og mere rodede halvdel præg af de nye sange fra henholdsvis Humanz og The Now Now – to rodede og stilforvirrede projekter, der stikker ud i Albarns ellers så flotte bagkatalog. Hvor Albarns kreativitet tidligere flød over sine breder i altid interessante og ofte gode udgivelser på tværs af så alsidige projekter som Blur, The Good, The Bad & the Queen og Gorillaz (for ikke at nævne den legendariske fem timer lange koncert med Africa Express på Arena i 2015), så virker det til, at den britiske gavtyv er inde i en regulær musikkreativ tørkeperiode.
Det stoppede imidlertid ikke festen, der buldrede derudaf under de mange gæsteoptrædener. Men den nerve og intensitet, som bandet havde opbygget i første del af koncerten, forduftede langsomt under de mange, forskelligartede indslag. På nummeret ”Out of Body” virkede Moonchild Sanelly mere som pauseunderholdning fra den reelle koncert, og mens Little Simz flashede sine imponerende evner som rapper på ”Garage Palace”, så virkede det stadig som et anelse malplaceret med sådan en Major Lazer-jam midt i det hele.
De La Soul er imidlertid altid et sikkert trumfkort, som Damon Albarn kan hive op af hatten – og det gjorde han på en udgave af ”Feel Good Inc.”, der fik hele pladsen foran Orange til at hoppe i takt. Al hypen blev dog suget ud af pladsen, da det stille ”Souk Eye” sluttede det regulære sæt af inden de obligatoriske ekstranumre, der bestod af to nye sange (”Lake Zurich” og ”Saturnz Barz”), inden ”Kids With Guns” og så den ovenstående, ærgerlige ulykke indtraf.
Alt i alt leverede Gorillaz en behagelig og inkluderende lukningsfest, som næppe vil blive nedskrevet i festivalens annaler, men som skabte masser af fællesskabsfølelse og glæde – akkurat som en lukkekoncert bør. Desværre vil den nu altid blive husket af de helt forkerte grunde.
