Det er aldrig lige til at vide, hvad man skal regne med, når det gælder Boris og Merzbow. Førstnævnte japanske gruppe har siden 90’erne jongleret med snart sagt alle varianter af tæt guitarrock, fra vidtløftig og melodiøs shoegazer til bombastisk dommedagsmetal – og gerne inden for samme sang. Og Merzbow, ja, med hundredevis af plader i bagkataloget har noiseveteranen rigeligt at plukke af til en sætliste. Et kvalificeret bud er dog altid, at det kommer til at larme.
Larm er egentlig, hvis jeg må være lidt udiplomatisk, en ret rammende beskrivelse af deres seneste fælles plade, sidste års Gensho. Boris og Merzbow har indspillet hver sin del af dobbeltalbummet hver for sig, og er man fiks ved playknappen (og vælter sig i gamle konfirmationsanlæg), kan begge cd’er afspilles på samme tid for at give den fulde oplevelse af albummet. Skægt nok, ja ja, men også et temmelig rodet format – og ærligt talt komplementerer de to dele af lydbilledet ikke hinanden specielt godt. Nærmere fremstår musikken som en samling langsommelige, temmelig melodiske støjrocknumre overlagt med tilfældig frenetisk støj. Talentmassen i de to konstellationer hersker der dog ingen tvivl om, og derfor var jeg alligevel spændt på at høre, hvordan de fire ville skrue på musikkens virkemidler under en livekoncert.
“Spade” var i hvert fald et virkemiddel, der fra start var sat ved noget nær maks – det stod egentlig klart, allerede da Takeshi Ohtani slæbte sit tohalsede strengemonster med på scenen, og bandet satte ind med en atmosfærisk, lidt afventende “The Power”. Vi skulle dog ikke være vidner til en langsommeligt opbyggende seance af doomy guitarer og uendeligt lange akkorder, lod bandet os hurtigt vide. Snart overtog “Farewell” fra Boris’ Pink-album, og iørefaldende støjrocksekvenser og Ohtanis vokal blev et imødekommende fikspunkt i lydbilledet – når en endog meget energisk Atsuo Mizuno bag trommerne da ikke lige havde travlt med at stjæle vores opmærksomhed med sin massive gongong.
Trods melodiøsiteten var omskifteligheden i lydbilledet betragtelig. Fyldig, sløv postmetal blev pludselig væltet af pinden til fordel for heftige røvballeakkorder eller helt teatralske, højtravende guitarornamenter. Guitar galore er ikke en helt skæv beskrivelse af aftenens sætliste.
Og Merzbow? Han stod ude i scenens venstre side koncerten igennem, men hvad han bidrog med undervejs, stod på intet tidspunkt rigtig klart. Koncerten bar ingen spor af de noise-eksperimenter, japaneren har excelleret i siden 80’erne, og ingen af sætlistens numre stammede fra hans bagkatalog. På sin vis en lettelse, taget i betragtning at Boris’ og Merzbows lydbilleder egentlig ikke klædte hinanden synderligt godt på det seneste album. På den anden side undgik opsætningen ikke at efterlade et lidt amputeret indtryk af en koncert, hvor eksperimenterne var skåret fra, og vi stod tilbage med et skelet af guitarrock. Alsidigt og velspillet – men også med en bismag af ufarlig anonymitet, som Boris & Merzbow aldrig for alvor hævede sig over.
