Blonde Redhead er en dejlig kosmopolitisk newyorker-størrelse, og især deres 2004-album Misery Is a Butterfly har roteret rigtig meget på min pladespiller. Jeg kan da heller ikke erklære mig enig i vores egen anmeldelse af pladen og havde nok været mere rundhåndet, end vores anmelder Peter Hansen var dengang, men sådan er det jo med anmeldelser.
Blonde Redhead lagde ud med et nummer fra netop dét album, nummeret ”Falling Man”, som Amedeo Pace sang med sin karakteristiske stemme, vekslende mellem tenor og en superfed falset. Den støjrock bandet dyrkede på de første plader, stak også sit let skurrende fjæs frem hist og her, både i dette nummer og under koncerten i det hele taget, som et dejligt kontrastfyldt krydderi. Imidlertid var det tydeligt at de to sangere, især Kazu Makino, var både generet af og irriteret over monitorlyden på scenen. Det kom til at fylde så meget, at det skæmmede hele første halvdel af koncerten, som ellers bød på fine numre, som ”Bipolar” tilbage fra Fake Can Be Just as Good fra 1997, og ”Where Your Mind Wants to Go” fra 2017 EP’en 3 O’Clock.
Det var først fremme ved ”Elephant Woman” åbningsnummeret fra Misery, at der begyndte at ske noget. Lyset på scenen smeltede sammen med musikken og især samspillet mellem tvillingebrødrene Amedeo og Simone Pace slog gnister og antændte en energi, der accelererede yderligere koncerten igennem. Det kulminerede i slutnummeret ”23”, hvor et kvart fyldt Avalon, band og lysmand alt sammen gik op i en højere enhed. Inden da hørte vi bl.a. ”Doll Is Mine”, ”Dripping” og ”Spring and by Summer Fall”.
Når tingene på den måde nærmer sig himlen, giver det mening at høre bandet tale om musik som grundlag for liv. Om hvordan musikken for dem, er nærmest terapi eller i hvert fald meditativt. Guitarist, sanger, keyboardspiller med mere Kazu Makina formulerer det på denne måde på en youtube video: »I often have a hard time feeling like I’m alive. I often feel a little bit detached or quite separated from everything else around, so whatever makes me feel alive, that’s important to me. I think that’s one of the reason I play music… certain moments you feel really alive«
Selv om det var en utaknemmelig opgave for Blonde Redhead at være programsat samtidig med Gorillaz, så lykkedes det dem at få tingene til at fungere, og de fremmødte fik en virkelig flot anden halvdel af koncerten, hvor alle brillerede og understregede, at Blonde Redhead vitterligt er et fremragende band.
Jeg ville gerne have givet tre et halvt U for første halvdel af koncerten og fem for anden halvdel, så i grunden skulle det give fire-fire et halvt. Til gengæld er der seks U’er til deres medbragte lys(trold)mand, som jeg forgæves forsøgte at finde et navn på. Det var en sjældent set magisk lyssætning, der ikke alene smeltede eksemplarisk sammen med musikken, men også i lange sekvenser løftede det hele op til et meget højt niveau. Fremragende – og altså derfor, at jeg endeligt lander på fem U’er.
