Det står fra start af klart, at Alcabean vil noget med det her. De er tændte, de er rock’n’roll, og de ser forbandet godt ud. De lægger ud med titelnummeret til deres seneste EP Head Down, med trommeslager Lucas Olierook alene på scenen i en kakafoni af blinkende spotlights, før de andre i bandet kommer ind og kobler op med feedbackhyl fra Marshallstack, basrummel og en attitude som et garvet rockband, der har været på landevejene altid. ”Head Down” glider ubesværet over i ”Running” og på tredje nummer, Alcabeans seneste single ”Getaway”, bliver gruppen udvidet med en keyboardspiller og Victor Ryle Schack synger en lækker falset, med storebror, bassist Julius Ryle Schack på formidabelt kor. En korstemme han koncerten igennem lægger præcist og rocket, alt imens han spiller en uhyggelig levende og spændstig bas. Først nu præsenterer Victor Ryle Schack bandet, med et spørgsmål om hvordan det går i fodboldkampen Kroatien-Danmark.
Den megen hype om Alcabean giver mening, når man oplever den energi, de har live, parret med deres tæft for den gode melodi, der ligger inde midt i al lyden. Som når Robin Murray i 2016 skriver i engelske Clash Magazine: »”Fire” is a taut, energised piece of noise rock bluster, on a par with Royal Blood, say, or Drenge« om et af drengenes første numre. Dengang hed de John Alcabean og bestod kun af brødrene Victor og Julius Ryle Schack samt trommeslager Olierook. De første sange var indspillet på værelset hjemme i Espergærde og lagt op på soundcloud. Det vakte opmærksomhed hos bl.a. ovennævnte Clash Magazine. Da Alcabean (nu uden John, desværre) kort efter udsendte DIY-EP’en Real Time Fiction på eget selskab i 2017 og spillede på SPOT Festival, blev også Rolling Stones legendariske musikjournalist David Fricke begejstret for bandet. Han lagde nummeret ”Need Comfort” på sin ”David Fricke’s five picks from SPOT 2017”-playliste på Spotify. Nu står de så på Roskilde Rising med EP’en Head Down og singlen ”Getaway”, udgivet af selskabet We Are Suburban, en udløber af musikkollektivet Suburban Music Collective, i bagagen.
I mellemtiden har guitarstemmeren bragt to friskstemte guitarer ind, og vi er hovedkulds tilbage på Head Down med nummeret ”Still Remember”. Keyboardspilleren håndterer tamburinen, og omkvædet er ualmindeligt elegant og velfungerende, tight og levende. Alcabean er helt tændte nu. De springer omkring på scenen og har publikum i deres magt, mens røgkanoner og lysshow er kørt i stilling. Keyboardspilleren laver et lille, symfonisk næsten, mellemspil, før bassist Schack endnu engang brillerer med en fermt spillet basfigur og balladen ”Why Keep Calling Home” sænker tempoet for et øjeblik. Tempo og lydniveau kommer op igen bagefter, før friske guitarer igen kommer ind, og det virker både absurd og totalt blæret at have den her guitarstemmer praktisk talt MED på scenen. Men igen; der er uendelig meget attitude i at flashe de forskellige guitarer, selvom lyden ikke ændrer sig nævneværdigt.
Guitarist Joachim Holmgaard har for længst smidt jakken og springer omkring på scenen i sin hvide skjorte. Han mestrer et ultraskarpt hug med højrehånden ned over strengene, som en anden Pete Townshend. Victor Ryle Schack lægger en stærk lys vokal, og Julius Ryle Schack supplerer med en mere rocket, vrængende stemme på kor. På et tidspunkt er den anonyme keyboardspiller pludselig væk igen og kvartetten lukker med en stribe stærke numre og en outro, der både er blæret og sofistikeret i al sin mægtige rock’n’roll-vælde. Eneste ankepunkt fra min side, når vi nu er så meget i rock-land kunne være en mere signifikant guitar i ny og næ; der er en tendens til at guitarerne flyder sammen og forsvinder i lydbilledet og bare står som en stor mur af lyd. Det er selvfølgelig også ideen i det, men alligevel kunne et hul eller en sprække ind, være med til at nuancere lyden. Lur mig alligevel, om ikke vi får Alcabean at se igen til næste år, på en af de store scener i hovedprogrammet.
Læs Undertoners interview med Alcabean her.
