Nothing Is Still er et af de albums, der – med en fod plantet i UK deep house og den anden i et selektivt lyd-sortiment fra de varme land – får lytterens hjerte til at danse til iskolde, dansable fortællinger. Leon Vynehall byder med sin nye udgivelse på et stort lydspektrum i en fredfyldt genfortælling om sine bedsteforældre, som han aldrig fik fortalt mens de levede.
Albummet er en musikalsk rejse fortalt i kapitler, hvoraf det første og andet kapitel, ”From The Sea It Looms (Chapters l & ll)”, starter i et indbydende lydlandskab, der minder om en travl og trafikkeret søndagsbiltur med et indledende klaverstykke, der sejler i effekter af delay og mumlestøj. Vynehall formår at skabe en inderlig introduktion, som giver et godt billede af, hvilken retning, Nothing Is Still tager. Hvilket netop fører videre til et hav af strygere. Strygearrangementet er episk – og det gør det kun bedre, når strygerne henimod sangens slutning suppleres med fremtrædende synthesizers, der får hele lydbilledet til at gå op i en højere enhed.
I tredje kapitel, ”Movements (Chapter lll)”, sænkes tempoet, da man som lytter inviteres ind i varmen hos den lokale kaffebrygger. Imens du venter på, at kaffen træder i kraft, mærker man, at støjen omkring sig bliver mindsket og med et, dukker der et orkester op midt i lokalet, bestående af kontrabas, klaver og blæsertrio. Man er næsten sikker på, at der står en crooner i spotlyset. Nummeret udvikler sig herefter til en jam mellem klaversolo og legende blæsere, der kunne spille til solen står op.
Støjen vender tilbage, da rejsen fortsætter. ”Birds On The Tarmac (Footnote lll)” tager en udenfor igen. En mystisk guitarfrase kører tålmodigt i et loop og prøver fortælle lytteren, at man ikke har så travlt med at komme videre. Der bliver stille, og der bliver strejfet en tanke. ”Julia (Footnote IV)”domineres af et sample, der lyder som et forvrænget minde på bånd, hvor man lige kan ane sig frem til, at der bliver talt om individualisme. Igen bliver der stille, og man får lov til at trække vejret på den nærmeste bænk.
”Drinking It In Again (Chapter IV)” lægger ud med en behalige sub-bas, der hurtigt tager fart under et ellers dovent beat, som får nakken til at rokke med fra start af. Dette er en skøn kontrast til de hidtige rammer, der er blevet sat på albummet. Man kan i kapitel fire mærke Vynehalls ekspertise som deep house-producer. En tung bas der fyldt med klikkende bongoperkussion, danner et langsomt, men dansabelt beat, du kan danse til i de sene timer under gadelysene, ender i et fint samspil med albummets karakteristiske blæsere.
Det længste kapitel i fortællingen er ”Trouble – Parts 1, 2 & 3 (Chapter V)”. Et løbende klaver klemmer sig ind i en støjet atmosfære, der på andenslaget lige får lov til at trække vejret. Et minut inde sparker en stortromme døren op, og man kan pludselig mærke den intense stemning overtage rummet. Vynehall viser en god forståelse for tålmodighed og opbygning her – en repeterende vokalharmoni bygger nemlig op til albummets mest forvrængede og krævende moment, hvor nummeret lyder som et rave fra dit værste mareridt.
Fartgrænsen er nået, og et nyt kapitel starter. ”Envelops (Chapter VI)” giver igen et pusterum og spiller en langsom sjæler. Med guitar vendt på hovedet, kantslag og strygere strækker et af albummets mere følelsesladende lydspor sig ud i en varierende jam, der i sidste ende mørklægges i rumklang.
En perkussion-lyd kører sekstendedelstakt og fungerer nærmest som et tågehorn. Stille og roligt bliver der bygget en større flok strygere op og det, der minder om en sitar, som eskalerer til eksotiske rytmer, der kunne hypnotisere en mamba. ”English Oak (Chapter 7)”er et af de mere kaotiske dansenumre på pladen, der i sidste ende får lettet sindet inden den kommende, smukke afslutning på albummet.
Igennem hele fortællingen har Vynehall smidt små brødkrummer ud, der leder lytteren hen mod afslutningens bombastisk arrangementer. Nothing Is Still slutter af med manér på de to sidste kapitler ”Ice Cream (Chapter VIII)”og ”It Breaks (Chapter IX)”, hvor albummet tager en drejning med mere storslåede, omgivende arrangementer bestående af naturlyde, varme synthesizers og kolde modsvar i form af strygere. En fremragende afslutning, der giver kuldegysninger og lyst til at knibe en tåre.
Nothing Is Still er et af de albums, der får en til at føle taknemmelighed overfor kunstnere, som egentlig laver musik til fødderne, men som også kan lave musik, der får dine følelser til at danse. Leon Vynehall har skabt en smuk fortælling, der byder på den varme følelse af nærvær, men også den melankolske følelse af fravær. Nothing Is Still er et værk, som du kan mærke helt ind til knoglerne.
