Allerede inden koncertstart slås stemningen an til Björks optræden – den første på dansk grund i seks år. Over højtalerne høres de specielle fuglearter, Björk har samplet på sidste års Utopia. Tæppet går, og scenen åbenbares: beklædt med grønne planter og store, læderlignende lotusblomster. Som introen til en film kører en tekst: Om det utopia, vi må skabe for at redde vores verdens miljø, flora og fauna. Om moder jord og at starte forfra i kærlighed. En genfødsel af mennesker og natur.
Björk entrerer iført en højrød kjole i stof og plastik, japanske plateausko og et paradisfugl-lignende hovedsmykke, der dækker det meste af islændingens ansigt. Tæt på og distanceret som en del af forestillingen på samme tid. Hun åbner med den pirrende ”Arisen My Senses”, mens orkideer springer ud i takt til musikken. Så drejer scenens runde, bladbeklædte podie, der nu indeholder syv hvidklædte tværfløjtenister.
Utopien udfolder sig, og langt størstedelen af sættet er helliget albummet Utopia: titelnummeret, ”Blissing Me”, ”Sue Me”, ”The Gate” og så videre. Smukke, endnu lidt fremmede numre for de fleste, med stærk vokal, fortryllende harpe og præcise beats. Sange om nyopstået kærlighed efter Björks store hjertesorgsalbum Vulnicura to år forinden. Nu lyder det: »My healed chest wound / Transformed into a gate / Where I receive love from / Where I give love from«.
Koncertens materiale er valgt ud fra de muligheder og begrænsninger, fløjtenisterne giver, og ældre numre inkluderes, hvor fløjterne naturligt kan indgå: ”Isobel”, ”Wanderlust” og endda ”Human Behavior” fra den 25 år gamle (!) debut. Det er lykkebringende genhørt for publikum og en flot inkorporering i det nutidige.
Ikke nok med, at hele scenen er pyntet til et naturunivers, koncerten er et studie i imponerende visuals. Fra tegninger af sneklædte bjerge til film af fugle og computergenerede organiske former i konstant opløsning og gendannelse. Eller siv i vind – mens fløjtenisterne vajer frem og tilbage på samme måde. Blomsterne visnede mod slutningen, for til allersidst at springe ud igen og efterlade håb.
Björks Utopia-forestilling kræver, at man lytter efter og får detaljerne med. Desværre var der ikke altid optimal mulighed for dette, da bassen – i al fald hvor jeg stod – indimellem lød galt justeret og virkede forstyrrende. Andre gange, især senere i sættet, var den lige, som den skulle være, og lod Björks beats ramme præcist: Beats lavet af glas, og beats lavet af grus i den veltilrettelagte kontrast til harpe, fløjter og Björks stemme (hvor synger hun stadig godt!). Beatet kulminerede helt perfekt på den voldsomme og voldsomt seje ”Notget” fra Vulnicura, hvor Björks tramp, fløjternes tema og de grønne laserlys over publikums hoveder udgjorde koncertens kraftfulde afslutning.
Björk kunne have lavet hundrede andre koncerter på NorthSide. En feststemt festivalkoncert, det allermest kunstnerisk særprægede eller en favnende sensuel oplevelse – og en masse udgaver derimellem. Med så sjældne besøg fra Björk, kunne man have ønsket sig hvilken som helst af disse. Men den Utopia-forestilling, hun valgte at vise os, var nærværende og smuk – og sjældent ser man noget som gennemført! Björk fik budskab, scenografi og musik til at gå i ét på en måde, som kun få kunstnere i verden kan slippe af sted med.
