I en skjult afkrog af labyrinten ved Egeskov Slot ligger Heartland Festivals lillebitte Prxjects-scene, hvor upcoming kunstnere spiller koncerter i intime og smukke rammer. På festivalens sidste dag kiggede to af Danmarks dygtigste musikere – August Rosenbaum og Cæcilie Trier alias CTM – forbi den lille have for at fremføre et værk, der var skrevet specielt til lejligheden.
Duoen blev en anelse forsinkede, da Annisette og The Savage Rose ikke helt holdt sig til spilleplanen. Men da de gik på, var det foran en tætpakket have, hvor det solvarme publikum havde søgt skygge for tålmodigt at vente. Det blev hurtigt klart, at Rosenbaum og Trier ikke havde tænkt sig at give ved dørene. Kompositionen startede med passager af buldrende, nærmest orgel-klingende elektroniske passager afbrudt af larmende tavshed, hvor man pludselig blev pinligt bevidst om de klirrende lyde fra baren og summen fra publikum uden for haven.
Det introverte makkerpar tog sig god tid, men da Cæcilie Trier langsomt slog i med sit sørgmodige cellospil, så åbnede kompositionen sig virkelig. Den sarte, håndspillede og meget menneskelige fra CTM’s univers mødte Rosenbaums afgrundsdybe, bastunge og digitale synthflader. Kød og blod kontra maskinen. Resultatet var en kompliceret men også givende komposition, der gav lytteren lyst til at lukke øjnene og drømme sig væk for en stund.
Det er første gang, at August Rosenbaum og Cæcilie Trier samarbejder musikalsk, men på en eller anden måde virkede det enormt passende at sætte de to over for hinanden. De er begge en slags musikalske kamæleoner, der kan indgå i et hav af forskellige konstellationer og sammenhænge. Især Cæcilie Trier har formået at glide ind og ud af en række orkestre – Choir of Young Believers, Marching Church og Valby Vokalgruppe foruden hendes eget projekt CTM – mens August Rosenbaum har samarbejdet med blandt andet Quadron, Mø og Nils Frahm.
Kompositionen udviklede sig undervejs i retning af distinkte passager. Efter et lille kvarters tid satte Trier gang i et vokalsample, som hun efterfølgende sang duet med, mens Rosenbaum skiftede fra sin synthesizerpult til et klaver. Undervejs inkorporerede duoen flere passager fra CTM’s seneste udgivelse, Red Dragon, hvor sødmefuld skønsang kobles med samplede udsagn og en kompleks lydside. Kompositionen snoede sig videre til dramatisk strygerspil og hypnotiserende klaverspil, inden der afslutningsvis blev skruet op for en overvældende, buldrende bastung og nærmest uhyggelige passage.
Efter omtrent 35 minutter bukkede duoen af og listede af scenen efter publikums behørige klapsalver. Det var en kort, men nøje afmålt optræden. Faktisk var optrædenen en ganske perfekt længde taget i betragtning af, at det var musik, der stillede skrappe krav til lytterens opmærksomhed. Det var et tiltrængt afbræk fra festivallivets larm og uro, at man således kunne lægge sig ind og drømme sig væk i selskab med Rosenbaum og Trier.
