Haley Henderickx er en amerikansk singer-songwriter med filippinske rødder. Hendes debutalbum, I Need To Start A Garden, har fået positiv respons fra de amerikanske anmeldere. På coveret ser vi en genert smilende kvinde, der gemmer sig på en solbeskinnet mark. Er en stor, ny indie-stjerne er født? Nej, jeg må bare konstatere, at hun er rullet ud af samlebåndet. Haley med det umulige efternavn formår nemlig ikke at skille sig ud.
I Need To Start A Garden lægger ud med en stribe akustiske sange, der glider afsted med samme tempo som en skovsnegl. Hun har en flot sangstemme, men det bliver hurtigt til deja-vu: Der findes allerede mange indie folk-sangere, som har en pæn vokal akkompagneret af fingerspilsguitar.
Vi skal helt frem til sangen “Worth It”, før der kommer trommer, og det er tiltrængt – for Henderickx er en dygtig sangerinde, men det kan ikke bære albummet alene. Heldigvis er hun også en dygtig guitarist, når det lykkes hende at slippe ud af det slæbende tempo og de slidte indie folk-klichéer: “Untitled God Song” får en energisk slutning, hvor det afmålte guitarspil får lov til at folde sig en anelse mere ud.
Haley Henderickx har en varm og nærværende stemme, der især udmærker sig med sin specielle vibrato. Sangskrivningen har jeg til gengæld svært ved at nærme mig. Det er som om, at teksterne bare ikke bider sig rigtig fast. Det sker f.eks. på førnævnte “Untitled God Song”, som er en vrøvlet tekst om Gud: “And maybe my god / Has a trot in her walk / And her coach bags are knock-off / Her shoes are all dressed up” – og sådan fortsætter sangen med at beskrive Gud som en skæv kvindelig karakter. Jeg forstår ærlig talt ikke en brik, og det rammer mig ikke som det måske burde.
Haley Heynderickxs nære nabo rent musikalsk er nok Angel Olsen, som spiller den samme type indie folk, men hvor Angel Olesen kan være råbende ekstrovert i sit udtryk, er Henderickx mere reserveret. Når teksterne er pæne og ikke vækker opsigt, bliver hele albummet til en overfladisk oplevelse: En andenrangs Angel Olsen uden samme power i teksterne.
Haley Henderickx har ganske rigtigt brug for at dyrke sin egen have: Èn med mere ukrudt og snørklede stier, ikke den kedelige græsplæne, vi træder på her. Bedre held næste gang!