Den græsk-amerikanske sangerinde Eleanor Friedberger drog i 2016 på en månedsrejse til den græske hovedstad Athen med den fremtidige lytter som fluen på væggen. En rejse der nu to år senere kommer til udtryk i konceptalbummet Rebound. En sjælelig månedsrejse kogt ned til 40 minutter fordelt på 10 skæringer. En rejseskildring der omhandler alt fra små beretninger om bylivet til de store tematikker såsom kærlighed og længsel, alt sammen pakket ind i en fejende flot produktion med øje for en storladen, men stadig inderlig, 80’er melankoli. En melankoli der spiller på de atmosfæriske tangenter, som ved første gennemlytning leder tankerne hen mod tidsløse bands som Cocteau Twins og Beach House.
Med en masse indtryk og følelsesmæssige oplevelser i bagagen gik Eleanor Friedberger altså i gang med at skildre sin rejse i eet musikalske univers. Det sparkes i gang med den 3 minutter og 46 sekunder lange ”My Jesus Phase”. Allerede her står det klart, at Eleanor Friedberger langsomt bevæger sig længere og længere væk fra det mere rå, akustiske udtryk som blandt andet gjorde sig gældende på hendes album New View fra 2016. På ”My Jesus Phase” bliver den velklingende skønsangsvokal pakket ind i et mere introvert udtryk, hvor små spinkle synthesizers bobler løs i baggrunden og smukt omfavner tekststykker som: »I could lie, He could try for me«. Resultatet er et langsomt, roligt åbningsnummer, der sagtens kunne være soundtracket til en sen gåtur gennem storbyens pulserende natteliv.
På pladens midtpunkt rammer vi det forløsende klimaks i form af ”Make Me A Song”, der uden tvivl kunne stå helt for sig selv. Et langsomt, behageligt popnummer der binder hele pladen sammen på midten. Den rummer alt hvad en god popsang skal indeholde: Den gode melodi, en simpel popform og vigtigst af alt, et ”du og jeg”. ”Make Me A Song” tøffer langsomt derudaf i et tempo, hvor alle kan følge med, og åbner derefter op for den blide men barske kærlighedshistorie. Et nummer der på samme tid rammer en tidløs ånd, og har en lettilgængelig kærlighedstematik med tekststykker som: »I could love you more«.
På dette nummer viser Friedberger, at hun med Rebound sigter efter en storladen stemning, der leder tankerne hen på sommerens magiske nattetimer. Kærlighed er et tema der strømmer igennem hele albummet, og udvikler sig fra sang til sang. I den længsel ligger der også en melankoli, der ulmer i baggrunden af den barske forelskelse, som eksempelvis på pladens sjette skæring, ”Nice To Be Nowhere”, der oser af tunge, langsomme trommeslag, molakkorder på en luftig synthesizer og en tøvende vokal der langsomt hvisker: »Nice to be nowhere with you«.
På denne plade cementerer Elenor Friedberger sit særlige tematiske såvel som musikalske udtryk, mens hun samtidig trækker tråde tilbage til popromantikkens storhedstid. Dermed åbner hun op for et virvar af indtryk, stemninger og imponerende evner som sangskriver pakket ind i et ualmindeligt flot og lyttevenligt univers. Jeg må ærligt indrømme, at det er svært ikke at lade sig henfalde til.
