Der løber på mange måder en blodrød tråd gennem Vetos diskografi — den instrumentale del centrerer sig om en rytmisk og synthet lyd, og forsanger Troels Abrahamsens vokal er presset helt frem i lydbilledet. Dette gør sig også gældende på indlednings- og titelnummeret til 16 Colors, hvor den vante lytter inviteres ind i et velkendt univers. Her findes en lyd, der giver klare associationer til tidligere udgivelser som There’s a Beat in All Machines samt Crushing Digits, og denne samhørighed pladerne imellem fungerer ganske godt, nu hvor bandet har forholdt sig stille i en årrække.
Allerede på pladens andet nummer går bandet dog en lidt anden vej, når “Measures” godt og vel halvvejs viser sig fra en mere hårdtslående og kaotisk side. Sammen med det elektroniske lydspor lægges trommerne helt frem og fungerer resten af nummeret som en hamrende og insisterende puls, der er gået fra at være et grundlag til at være et fremhævet fokus. Dertil bliver et guitarspor lagt på, hvilket føjer til det tøjlesløse ridt, nummeret ender ud i. På “Measures” kan man – som på flere af pladens øvrige numre – også tydeligt spore en forandring i Abrahamsens vokal. Den har indtaget en mere teatralsk og skælvende karakter, hvilket til tider giver lyden en markant og nærmest ildevarslende fornemmelse.
Den fornemmelse hænger på harmonisk vis sammen med den lyriske del af pladen, der kredser om det destruktive og fatale. Det lytbare mørke, der gennemsyrer både den lyriske og den instrumentale del af musikken, kan høres mange steder på pladen, blandt andet på “One-eyed and Dying”, når Abrahamsen kynisk konstaterer: »These are very exciting times to live but/It is too little, too little and it is too late«. Førstesinglen, “I Am Here”, byder på mere lyrik af samme skuffe, når det proklameres »You’re part of a motion/Forget yourself/You swim in an ocean/Submerge yourself/You are an explosion/You’re part of a motion«. Den holistiske tanke står som et klart budskab gennem hele pladen, og udmynter sig i flere pointer, bl.a. at man som menneske har et ansvar for sine medmennesker og den verden, vi er blevet plantet i.
Pladen kredser yderligere om en form for determinisme, som også udgør en rød tråd gennem samtlige numre. På nogle punkter ligger der opfordringer til at træffe de rette valg, mens tid stadig er — på andre fremstår det som om, menneskeheden allerede har passeret et point of no return. Pladen rummer på den måde en slags skjulte anklager mod det moderne menneske, men der er også en form for medynk og sympati for selvsamme. Når man nærstuderer lyrikken på 16 Colors, foreligger der et opgør med den senmoderne livsstil, som når pladens sidste ord lyder: »The path of least resistance is the one that gets you through/The more that you comply with it the easier for you/The only thing you truly need is a simple set of rules/The more you learn to live by them the more you can produce/And the more you can reduce yourself to a simple interface/The easier it is for you to keep up with the pace«.
Selvom det er nogle tunge emner, Veto fokuserer på albummet igennem, er der dog også lyspunkter at finde —både i tekst og lydbillede, og det er “Mount Dome” et glimrende eksempel på. Fra start til slut emmer nummeret af et rytmisk velvære, der understøttes og opretholdes af vokalarbejdet, der bærer nummeret med sin triumferende gentagelse af den afsluttende og centrale sætning: »You can take the long way around the mount/The important thing is to reach the other side/If you start out now and forget the peak/It might still be light when you reach the other side«. Der er noget opløftende, men også bedrøvet over “Mount Dome”, når forestillingen om en klatretur op ad en bjergside rammer lytterens forestillingsverden. Klatreturen kan med lethed overføres til et mere symbolsk plan, og opfattes som en mental kamp mod allerede eksisterende eller ventende forhindringer. Lyrikken lægger på den måde op til mere personlige overførsler af budskabet, når man skal presse på og vinde sine kampe.
Tyngden på Vetos nyeste udspil lader sig ikke fornægte, og på mange måder er det dybt relevante emner og problematikker, der bearbejdes. Der lægges op til refleksion, når vemod og optimisme sammenblandes i et virvar af følelsesudbrud undervejs på albummet. Og netop refleksion får på fornemmeste vis lov til at klinge ud med Abrahamsens afsluttende ord, når lytteren inddrages i hans egne refleksioner over, hvad den senmoderne livsstil bidrager med, og hvad prisen er for at blive ved med at holde tempoet i det, vi kalder en tilværelse.
