Tekst: Camilla Grausen, Simon Freiesleben, Sofie Guldager Rafn, Magnus Eldrup og Peter Boier.
De 10 bedste danske plader anno 2017 er allerede kåret af Undertoners redaktion. Nu løfter vi sløret for vores fælles top 20 over det forgangne års bedste udenlandske udgivelser. Ligesom på den danske liste er det i år et vaskeægte comebackalbum, der indtager førstepladsen. Ja, sådan set også andenpladsen. Lidt længere nede på listen finder man til gengæld både helt unge håb og etablerede navne med en årrække bag sig som band eller solist, som gik nye veje i 2017.
Årslisten er sat sammen af 16 af Undertoners skribenter og redaktører, som har indsendt deres personlige lister over de 20 plader, de hver især vurderede som årets bedste. Et mulehår fra den samlede top 20 lå Tyler, the Creator og Queens of the Stone Age. Også Prists, Mount Eerie, Kamasi Washington, Thundercat, Moon Duo og Princess Nokia lå lunt i svinget i forhold til at komme med på listen, men samlede altså ikke point nok fra Undertoners skribenter.
Må vi præsentere: 2017’s bedste udenlandske plader ifølge Undertoner:
1. Slowdive: s.t.
Frygten er der ofte, når et band udgiver ny musik efter 15-20 år. Der var dog ingen grund til at frygte britiske Slowdives første plade siden 1995, den selvbetitlede Slowdive. Slowdive er fuld af smukke øjeblikke, mens bandets popsensibiliteter gentagne gange kommer til udtryk i de otte simple numre, der udnytter kontraster mellem stilhed og støj til stor effekt. Hør især ”No Longer Making Time” og ”Falling Ashes”.
2. LCD Soundsystem: American Dream
Få musikalske gensyn i 2017 var så velkomne som newyorkeren James Murphys tilbagevenden til sit kultband LCD Soundsystem. Murphy formåede både at trykke på de helt velkendte disco-rock’n’roll-knapper og tage gruppens univers nye steder hen. Fra den længselsfulde åbner ”Oh Baby” over den mastodontiske magtdemonstration ”How Do You Sleep?” er American Dream et mageløst comeback.
3. King Krule: The Ooz
Archy Marshall har altid været helt sin egen og svær at sætte mærkat på, men med albummet The Ooz har den 23-årige brite overgået sig selv. Pladen svinger fra apokalyptisk dommedagsjazz til hårdtpumpede rocknumre og alt derimellem. Frem for alt oser den dog af en nærmest slimet stemning, der bliver siddende i kroppen længe efter pladens sidste tone er rindet ud.
4. The War on Drugs: A Deeper Understanding
The War on Drugs er sød, romantisk pop forklædt som udsvævende indierock med lange guitarsoli. Men på A Deeper Understanding formår Adam Granduciel at holde fokus – både i sin musik og hos lytteren – i langt højere grad end tidligere. Sangskrivningen står skarpere end nogensinde, og det er svært ikke at lade sig hypnotisere af Granduciels luftige vokal.
5. Kendrick Lamar: Damn.
Med Damn. foretog Kendrick Lamar endnu et brat retningsskift og cementerede igen sin status som en af sin tids mest visionære musikere. Pladen er mere tilgængelig end forgængeren, To Pimp a Butterfly, men mindst lige så ambitiøs. Den religiøse tematik med dødssynder og kerneværdier udtrykt gennem dualistiske sange som ”Pride” og ”Humble” eller ”Lust” og ”Love” kulminerer på det fremragende nummer ”Fear” – et af Kendricks foreløbigt bedste.
6. St. Vincent: Masseduction
På sit femte album ser Annie Clark både fremad og bagud rent musikalsk. Masseduction indeholder visse enkle singer/songwriter-sange med fortællingen som det bærende element i stil med Clarks tidlige album. Men hun tager også nye skridt i en retning, vi ikke før har hørt – mere kulørt og overstadigt (positivt ment!) – som på ”Pills” og den urimeligt catchy ”Los Ageless”, et vaskeægte pophit i St. Vincent-format.
7. The National: Sleep Well Beast
Sleep Well Beast er The Nationals mindst tilgængelige album. Det er mørkere, mærkeligere og bruger lyde, der ikke er velkendte i gruppens normalt så organiske univers. Men The Nationals efterhånden veletablerede stil med lige dele tristesse og god rødvinssludder står meget stærkt i mere eksperimenterende rammer. Det er værd at fremhæve ”Guilty Party” og ”Empire Line”.
8. Fever Ray: Plunge
»I wanna love you, but you’re not making it easy,« vrænger svenske Karin Dreijer på nummeret »Wanna Sip«. Kombineret med mantraet om, at hun vil knuse kedsomheden, giver det et godt indtryk af, hvilken plade Plunge er. Sjældent uinteressant og sjældent letfordøjelig. Fever Ray er tilbage, og det er ikke for sarte (øre)sjæle!
9. The xx: I See You
Det, The xx mestrer til perfektion, er dosering. Det helt enkle, elektroniske beat, en bas og en underspillet vokal fra enten Romy Madley Croft eller Oliver Sim, som opbygger en knugende stemning, indtil sangen forløses i ren popforførelse. Eller i tredjemand Jamie xx’s storslåede, club-agtige beats, som kan bære den helt store scene – viste det sig i sommer på Roskilde Festival. Briternes tredje album er en flot, stilsikker repræsentant for netop det.
10. Perfume Genius: No Shape
Mike Hadreas har begået et album, der både favner altoverskyggende storslåethed og introspektiv sirlighed. Blandt svævende teksturer og skæve lyde forkynder den amerikanske indiedarling Hadreas sine tekster om kærlighed, om homoseksualitet, om at skille sig ud og om at finde lykke.
11. Big Thief: Capacity
Amerikanske Big Thief vil frem i verden, og det er de kommet. Med andenudgivelsen Capacity er frontkvinde Adrienne Lenker og hendes tre medmusikere for alvor kommet ud over stepperne med et folkrockalbum, der har cementeret Lenkers sangskrivning som noget helt unikt. Pladen er spækket med intense, følelsesladede numre, som leveres så ekspressivt, at det er svært at stoppe med at lytte. Også i liveudgave.
12. Feist: Pleasure
På Pleasure får vi fornøjelsen af at opleve nogle hidtil usete sider af Feist. Den canadiske sangskriver har på sit femte album støvet sin rockede attitude af, og på numre som “Century” får vi lov til at blive revet med af stærke strømme og skarpe kanter. På det lyriske plan er der også positive overraskelser at finde, hvor den tidligere overflod af naturmetaforer i nogen grad har måtte vige for mere ligefremt poetiske tekster.
13. Father John Misty: Pure Comedy
Father John Mistys Pure Comedy er en lang omgang på 74 minutter. Det er også langt mere politisk og visionært end hans to første udgivelser, selvom budskabet ofte gemmer sig dybt i sarkasme og klichéer. Hans stemme og sangskrivningen er dog på store dele af pladen skarp og klassisk og vækker minder om en ung Elton John på syre.
14. The Drums: ”Abysmal Thoughts”
I 2017 er The Drums decimeret til Jonny Pierce solo. Det lider projektet ikke under, tværtimod er ”Abysmal Thoughts” et imponerende album med catchy guitarer og lige så smittende popmelodier som bandets tidligere ”Lets Go Surfing” og ”Money”. Hør bare ”Mirror” og ”Blood Under My Belt”. Et album om forlist kærlighed og om at at springe ud som homoseksuel: »My dad hugged me and said this would be the last hug.« Av. Fordi popmusik er bedst, når det også gør ondt.
15. Kevin Morby: City Music
City Music er en kærlighedserklæring til storbyen; til livet i en metropol. Det er en cool plade, hvor Morbys eminente guitarspil kun overgås af hans endnu bedre sangskrivning. Samtlige 12 numre er indhyllet i en tåget døs, hvorigennem Morbys evigt ukuelige optimisme skinner igennem i hans vokal.
16. Alvvays: Antisocialites
Toronto-bandet fulgte deres selvbetitlede debut fra 2014 (den med ”Archie, Marry Me”) op med Antisocialites i september. Et album fyldt med velkomponeret støjpop og skuffet romantik fra sanger og sangskriver Molly Rankin, hvor særligt ”Not My Baby” går rent ind.
17. Dirty Projectors: s.t.
Dirty Projectors’ frontmand David Longstreth er blevet ladt alene med sin synthesizer og vocoder, efter at Amber Coffman (nu eks-bandmedlem og -kæreste) pakkede sine ting og skred. Det er der kommet et fragmenteret og manisk popalbum ud af. Longstreth krænger sin sjæl (og sine paranoide følelser) ud for åben mikrofon. Det ville være tåkrummende, hvis ikke det var så dansabelt. Det er ren Justin Timberlake for knuste indiesjæle.
18. Cigarettes After Sex: s.t.
Det texanske kvartet med Greg Gonzalez’ androgyne vokal som omdrejningspunkt brød igennem med deres fuldlængdedebut i det netop forgangne år. Et album med drømmende sengekantspop og henslængt sensualitet, altid nede i tempo. Et album, man kan svømme hen i.
19. Julie Byrne: Not Even Happiness
Det er ren balsam til sjælen at lytte til Julie Byrnes anden udgivelse, Not Even Happiness. Det er på mange måder en helstøbt plade, der tager udgangspunkt i Byrnes hvileløse tilværelse og søgen efter et fast ståsted. Sammen med lyrikken løfter Byrnes luftige vokal pladen over din sædvanlige singer/songwriter-udgivelse.
20. Protomartyr: Relatives in Descent
»En postpunk-klassiker er født!« skrev Undertoners anmelder og gav topkarakter til Detroit-bandet Protomartys fjerde udspil, Relatives in Descent. Gruppens detaljerige postpunk og støjrock folder sig for alvor ud på dette album med guitarer, der skiftevis giver mod- og medspil til Joe Caseys insisterende, reciterende og uafrystelige vokal.
Årets bedste udenlandske plader 2017 er sammensat af følgende Undertoner-skribenter: Sofie Guldager Rafn, Perry MacLeod Jensen, Daniel Niebuhr, Magnus Eldrup, Maja Hirani, Niklas Kiær, Ulrik Høgh, Bitten Kjærgaard, Simon Lund Pedersen, Simon Freiesleben, Martin Colerick, Martin Minka Jensen, Troels Sørensen, Peter Boier, Morten Madsen og Camilla Grausen.
Skribenternes individuelle årslister offentliggøres snart.
