Der var engang et nordamerikansk pladeselskab ved navn SST Records. Selskabet var blevet startet i 1978 af guitaristen fra punkbandet Black Flag, Greg Ginn. SST blev op gennem 80’erne en af hovedleverandørerne af nytænkende musik på den amerikanske indierock- og punkscene. Blandt andet udgav SST navne som The Minutemen, Hüsker Dü, Sonic Youth og Dinosaur Jr. Derudover var de også garant for mange udgivelser af hardcorepunk. Man kan vel egentlig godt gå så vidt som at sige, at de var med til at bane vejen for den store grungebølge i starten af 90’erne. Uden SST, ingen Nirvana?
Nu er det så, at jeg har lyst til at skrive at det københavnske band 0%, også var en del af SST’s historie, men nej. 0% er en dansk trio bestående af Peter Bonneman, der tidligere har slået sine folder i bands som Amdi Petersens Armé og Gorilla Angreb, Per Gerhard fra Yahowa og Peter Larsen fra The Monoliths, som vi for nyligt har anmeldt her på Undertoner. De er aktuelle med deres første album, God Hates Young People, og hvis man er til en mikstur af skæv indierock, en snert punk og tilstrækkelig med ungdommelig fremmedgørelse, ja så er 0% et band for dig.
Over 11 skæringer leverer 0% en kraftpræstation indenfor den skæve og energiske del af indierocken – en genre, der ellers i mine øjne ofte er pæn og overproduceret herhjemme. Dermed ikke sagt at God Hates Young People er produceret i en skramlet lo-fi-stil, men den er ikke blankpoleret i studiet, og guitarens klang bibeholdes fængende og rå. På bedste vis giver 0% med en lang række af pladens numre et soundtrack til, dem Gud altså hader – nemlig ungdommen. Guitaren sidder lige i skabet og passer perfekt til et ungdommeligt roadtrip. Numre som “Original Man”, “Numbers are Even”, “Colours” og “Shave Me a Problem” skal fremhæves som ungdommelige indieperler af høj kvalitet. Det er guitaren og den gode vokal, der bærer det igennem. På åbneren “Original Man” lyder vokalen som en ung Bruce Springsteen på coke. Dette skal forstås som en kompliment.
Pladen rummer også numre, der trækker mere i retning af punkens lydbillede. På numre som “Shark Song”, “Gonna Die” og “Pants On Fire” er tempoet sat i vejret. Vokalen kan i disse tilfælde godt virke lidt for satirisk til undertegnedes smag, men det kammer dog ikke over til det komiske. Guitaren har en fænomenal ringende og twangy lyd, der ikke gør det totalt punket. Man skal altså ikke forvente masser af fuzzpedal på denne plade. Det ville heller ikke have bidraget til albummets konsistens.
De tre gutter fra 0% har begået et album, der henvender sig til en svunden tid, hvor man begyndte at mikse indie og punk. I dansk sammenhæng trænger vi også til at blive taget lidt tilbage til den tid, hvor man turde være seriøs og satirisk på en og samme tid. I den sammenhæng skal selskabet Mastermind Records, der har udgivet 0%’s debut, fremhæves et af de mest interessante danske selskaber i de sidste tre-fire år. Ungdommen hades af Gud, så ungdommen hader igen ved at give indierockscenen en guitardrevet fuckfinger.
