Neil Young: Hitchhiker

Autenticitet er et af de der begreber, DIY-elskere verden over smører deres kunst ind i. I musikkens verden er det sådan noget med at få et lille host med, inden vokalisten begynder sin cigaretkradsede bekendelser, lyden af den akustiske guitars strengemekanik og what have you. Mere autentisk end Neil Youngs nye udgivelse, Hitchhiker, bliver det formentlig ikke.

Selvom den herhjemme ikke helt har fået den opmærksomhed, som den fortjener, så skal det ikke afholde hverken undertegnede eller Undertoners Søren Jakobsen, i stimulerende messenger-korrespondance, i at dynge den til med de roser, den retteligt fortjener. De nyopgravede optagelser er nemlig en ualmindelig elskelig kombination af uovertruffen melodiøsitet, Neil Youngs på en og samme tid rustne, lyse og insisterende folkvokal, eminent tekstskrivning og så hashinducerede småfnis. Hitchhiker er i mine øjne noget af det bedste Neil Young nogensinde, og også et slags destillat af lyden af “Shakey” anno storhedstiden i start- og midt-70’erne. Som et slags genfundet hjørne af den rosettasten, der hidtil er blevet udgjort af Ditch-trilogien (Youngs tre tidlige 70’er-plader Time Fades Away, Tonight’s the Night og On the Beach).

Et af de mest neilede album nogensinde blev indspillet på en enkelt dag, den 11. august 1976, på Indigo Ranch-studiet i Malibu, Californien. I Special Edition-memoiret skriver Young om optagelserne, at »(…) I was pretty stony on it, and you can hear it in my performances. (…) I laid down all the songs in a row, pausing only for weed, beer, or coke,« og da optagelserne blev sendt til Reprise Records, mente de da også, at materialet blot var demoer og ville derfor ikke udgive det. Eneste tekniker på stedet var produceren David Briggs, der om nogen var inkarnationen af autentisk lyd. Den amerikanske producer, der døde af lungekræft i 1995, havde som speciale at fange lyden af selve det rum, som indspilningen foregik i – og også Hitchhiker emmer af rå livelyd.

»Ready, Briggs?« starter Neil Young første nummer, den smertefulde folkballade “Pocahontas”, og så slår han ellers den klimprende akustiske guitar an til en fortælling om det amerikanske hjemland og om en blodigt massakre på en indianerlejr. Historien om hjemlandet er med Neil Youngs både kraftfulde og skælvende røst lige så meget en fortælling om ham selv, og tekstuniverset springer dermed fra midten af 1500-tallet og til Youngs nutid, hvor Pocahontas, indianerrettighedsaktivisten Marlon Brando og fortælleren selv sidder i det texanske sportsstadium Astrodome og diskuterer Hollywood.

Hitchhiker rummer stort set ingen fejlskud. Den hypermelodiske “Give Me Strength”, der sammen med nummeret “Hawaii” aldrig er blevet udgivet før nu, kredser lidt enkelt om ulykkelig kærlighed og er så catchy, at det næsten gør ondt. Som lytter fornemmer man ikke bare den manglende distance mellem produktion og produkt, men også den manglende distance mellem mennesket Neil Young og musikeren Neil Young. Især titelnummeret “Hitchhiker”, der tilsyneladende rummer historien om Shakeys egen tommeltur gennem landet, hvor »a little cocain goes a longlong way«, og den geniale “Powderfinger” synes at ramme helt ind til kernen af nedbarberet Young. I øvrigt mødte David Briggs og Neil Young tilsyneladende hinanden, da Briggs netop samlede en blaffende Young op i en vejside. “Powderfinger” kom (sammen med “Pocahontas”, stort set i 1976-versionen) senere med på Crazy Horse-albummet Rust Never Sleeps fra 1979 i mere fyldigt rocket udgave med uh-kor og det hele. I mine øjne har et af Neil Youngs bedste numre ikke lydt bedre end på den nøgne optagelse fra 1976.

Ventetiden på 40 år har formentlig noget at gøre med Neil Youngs historik med at udgive “tabte” optagelser. Livepladen Time Fades Away fra 1973 endte med at blive en af Neil Youngs mindst elskede udgivelser, der ikke er repræsenteret med et eneste nummer på den treledede opsamlingsplade Decade fra 1977, og Time Fades Away udstiller da også, hvordan bandet på en 62 koncerter lang katastrofeturné langsomt falder fra hinanden. Mens publikum ville høre kommercielle Harvest-hits som “Heart of Gold” og “Old Man”, insisterede Young på at fremføre uudgivet materiale, og det har nok heller ikke hjulpet på hverken stemning eller fornemmelsen af sammenhold.

Jeg gætter dog på, at Neil aldrig kommer til at disowne Hitchhiker, der burde udgøre en fjerde hjørnesten i Ditch-trilogien. De tre øvrige plader, Time Fades Away, Tonight’s the Night og On the Beach, er mørkere, smådeprimerede, jovist, men hver især rummer de en hjemsøgende genialitet og en klar wilderness-kontrast til den mere pænt polerede Harvest. »The doctor gave me valium, but I still couldn’t close my eyes,« synger Neil Young på titelnummeret “Hitchhiker”, og rent teksttematisk kredser numrene da, som  den omtalte trilogi, også om Neil Youngs indre dæmoner. Hitchhiker emmer af rå, følelsesladet og stofinduceret sjælfuld musik. Tak for den her udgivelse, ol’ Shakey.