Efter ikke at have udgivet noget nyt siden 2000, udgav The Avalanches sidste år deres længe ventede nye album Wildflower, hvorpå man finder en omgang eksperimenterende neo-psykedelisk hiphop. Fredag nat udfoldede det australske band således en række numre fra både deres nye og gamle plade, og det blev fremført til den helt store guldmedalje.
Som aftenens første nummer kom ”Because I’m Me” fra deres seneste album, som fra første fløjt forvandlede Apollo til en fest, til trods for at man dårligt nok kunne flytte en gummistøvle i det omklamrende mudder.
»If she don’t love me, what can I do / Just put on my best pair of shoes / Because, I’m, I’m me«.
Lige derefter spillede den australske gruppe ”Frankie Sinatra” og som perler på en snor kom det ene hit efter det andet, hvor festen fra start til slut kørte i femte gear med de yderst veloplagte australiere. Foruden musikken havde gruppen sammensat nogle kult-agtige, finurlige videoklip, der kørte i scenebaggrunden, hvor der var hentet klip fra The Big Lebowski og gamle tegnefilm.
Efter en perfekt blanding af nye og gamle numre fra både Since I Left You og deres album fra sidste år, kom det, som de mange gode, gamle fans havde ventet på, ”Frontier Psychiatrist”.
Da The Avalanches annoncerede, at vi var kommet til aftens sidste nummer, havde de endnu ikke spillet deres helt store hit fra 2000 ”Since I Left You,” og da introen til det genkendelige nummer tordnede ud gennem højtalerne, gik det fuldstændig amok i smatten.
Det var den perfekte start på nattens strabadser, da The Avalanches fyldte de mange festivalgængeres øregange med eufori. Og så var det en koncert, der både kunne samle skovmandsskjorter og hættetrøjer, for det australske band så ud til at have en appel, der kunne forsone ungdommen i en fælles opfattelse af, at The Avalanches er for vilde!
