På musikfronten er førstedagen altid en lidt spøjs omgang, hvor man aldrig rigtig når at blive musiktræt, inden man igen kravler ind i sit labre Harald Nyborg-telt, men hvis komprimerede program stadig kræver nøje nærstudering af festivalprogrammet og efterfølgende planlægning.
I år blev onsdagen ramt af festivalens vel nok største aflysning i form af Blink-182, hvilket svenske Hellacopters nok skal erstatte ganske fint, når alt kommer til alt, så lad os derfor kaste os over nogle af de mere Undertoner-venlige indslag i løbet af onsdagen.
Det går øjensynligt helt fint på rockfronten ovre i det britiske. Seneste skud på stammen af vrede mænd, der spiller vredt musik, er Idles, som med debutskiven Brutalism, der røg på gaden tilbage i marts måned, slog et gedigent slag for både post-punken samt hjembyen Bristol. Frontmand Joe Talbot er en arrig type, der på scenen kun fremstår endnu mere arrig, mens han slynger om sig med profane gloser. For fans af Sleaford Mods, Fat White Family og Future of the Left bliver det her i hvert fald en must-see koncert.
Idles, Pavilion, 18.15
Sudanskfødte Alsarah, der til dagligt residerer i Brooklyn, er blot endnu en nærmest uundgåelig tilføjelse til Roskilde Festivals lange, sublime liste af World Music-navne. Sammen med The Nubatones leder Alsarah lytterne gennem en nord- og østafrikansk musikrejse med et mere moderne islæt, hvilket især er evident på gruppen seneste udspil, Manara, der udkom i fjor. Min største anke ved koncerten må nok være, at jeg frygter, at Avalon er en alt for stor platform til gruppen, men omvendt besidder Alsarah samtidig en yderst stærk vokal, som nok skal kunne lokke folk til og i sidste ende begejstre dem, der måtte vove sig forbi.
Alsarah & The Nubatones, Avalon, 19.00
Elias Rønnenfeldt er nok engang tilbage på Roskilde Festival, hvilket – så vidt jeg lige kan regne mig frem til – bliver hans femte optræden siden debuten i 2010. Som Marching Church har han dog påtaget sig en mere flerfacetteret og samtidig tilbagelænet tilgang til musikken. Det sikrede eksempelvis sidste års Telling It Like It Is en fjerdeplads på redaktionens samlede oversigt over de bedste danske plader i 2016 med ordene: »Der er lidt mindre »vrælende, skizofrent bæst« over det og lidt mere pianobar med Nick Cave og en flaske whiskey for 30 år siden.«
Om det også gør sig gældende onsdag aften, vil tiden vise, men det er ikke desto mindre en af landet mest interessante, unge sangskrivere, man kan få fornøjelsen af at opleve på nærmeste hold.
Marching Church, Pavilion, 20.15
75 Dollar Bill hverken lyder eller ligner noget andet på dette års festival. Kombinationen af kvarttoneguitar og et DIY-agtigt percussion-setup transformerer newyorkerduoen til et musikalsk fusionskøkken, der ved første lyt lige så vel kunne have haft sine rødder i det nordafrikanske. Tilsammen skaber 75 Dollar Bill imidlertid nogle ganske spektakulære kompositioner, der på én og samme tid omfavner både ørkenblues i bedste tuareg-stil og dronende kraut-flader med en hint af moderne spacerock. Så uanset om man er fan af Can eller Tinariwen, burde der være rig mulighed for at få tilfredsstillet øregangene sammen med Che Chen og Rick Brown.
75 Dollar Bill, Gloria, 22.00
Som et afsluttende electroextravaganza er det vist næppe til at komme uden om franske Justice, der har fået æren af at lukke ballet onsdag nat på Orange Scene. Med sidste års Woman konsoliderede de atter deres plads som de nye konger af fransk electrorock, og festivalens førstedag får med al sandsynlighed ingen federe fest end i selskab med Gaspard Augé og Xavier de Rosnay. Deres scene-setup er kun blevet mere forfinet, siden de sidste gæstede landet, hvor de to hovedpersoner nu har fået et mere artistisk podium at vandre frem og tilbage på. Heldigvis er den massive Marshall-mur og det centrale, oplyste kors stadig intakt. Forvent desuden også selvfølgelige hits som “D.A.N.C.E”, “Safe & Sound”, “We Are Your Friends” og “Waters of Nazareth” en masse, når Justice spiller op til nattefest – en audio/visuel fest for alle sanser.
Justice, Orange, 01.00
God læsning. Godt med lidt ekstra inspiration inden det går igang :)