Sort Sol, 11.06.2017, NorthSide Festival, Aarhus

Klokken 00.57. En fremmed mand ligger op ad mine ben på græsset. Hans ven fortæller mig om sin vej ind i teltet. »Det bliver bare hyggeligt,« spytter han, mens jeg diskret dupper min nu pletvåde kind. Sort Sol har fået lov til at lukke Red Stage denne lørdag på NorthSide. Klokken 01.00 går de på, efter at konferencieren Camilla Jane Lea har spurgt, hvor mange af de tilstedeværende, der kort forinden har set Thomas Helmig. Der hujes.

Til tonerne af titelnummeret fra Sort Sols dugfriske, nye album, Stor langsom stjerne, åbner bandet den timelange koncert. Og lad os bare slå det fast: At se Sort Sol live i deres nuværende opsætning er en æstetisk oplevelse. Der bliver leget med lys, mørke og røg, så især forsanger Steen Jørgensens silhouet fremstår æterisk, mens den primære komponist i bandets nuværende konstellation, Lars Top-Galia, både visuelt og motorisk ligner en af Kraftwerks robotter tilsat en urban kasket, når han spiller el-guitar og synthesizere. På intet tidspunkt lyses scenen helt op. Konstellationen skifter fra nummer til nummer, hvor et par gæster lister ind undervejs. For eksempel Jack Whites pedalsteel-muse, Maggie Björklund.

Det førnævnte titelnummer egner sig perfekt til det dunkle tidspunkt og er dybt dragende, men ser ud til at efterlade store dele af publikum forvirrede. Det nye Sort Sol-album lefler for ingen. Det er tungt, mørkt, avantgardistisk og aldeles fremragende. Undertegnede kvitterede da også med seks U’er. Men det bliver også tydeligt, at mange i publikum ikke har hørt det.

Selv da ellers pumpende og insisterende “Nocturnal Creatures”, der i øvrigt fungerer fremragende live, følger op, er det tydeligt, at publikum er kommet for at få sparket en velkendt gang rock i hovedet som akkompagnement til deres fadøl.

Så da Sort Sol efterfølgende brager “Next Century” i hovedet på masserne, løfter stemningen sig foran en propfyldt Red Stage. Herefter følger et sæt domineret af det, publikum helt tydeligt er kommet efter: Rock. “Who’s Afraid of Virginia Woolf”, “Dog Star Man”, “Siggimund Blue” og “Shaheeba Bay” brager stilsikkert ud, kun afbrudt af den syrede, sitar- og loopbårne “Erlkönig”, samt den nyeste single “… Like a Trance Like…”, der starter fint og skrøbeligt og i aftenens anledning får en længere outro end på albummet, samt gæstevokal fra X Factor-dommeren Mette Lindberg fra The Asteroids Galaxy Tour. Det fungerer virkelig godt, og nummeret står som aftenens højdepunkt for undertegnede, mens førnævnte nabo igen snøvler: »Det er så hyggeligt, at vi alle sammen står og hører den samme musik.«

Sort Sol slutter aftenen af med først en stilsikker “Let Your Fingers Do the Walking” og dernæst en rocket, lang og insisterende “Tatlin Tower”, der får lov at runde af, mens Suspekt holder fest på Blue Stage.

Camilla Jane Leas introducerende Thomas Helmig-kommentar understreger et splittet band. Der er rockbandet Sort Sol, publikum drikker fadøl og råber til, og så er der det eftertænksomme, litterære, avantgardistiske Sort Sol, der især kommer til udtryk på de nye numre. Sort Sol spillede kun tre numre fra Stor langsom stjerne og valgte altså den sikre, folkelige vej for festivaloptrædenen. Jeg savnede, at bandet tog flere chancer og udnyttede det sene tidspunkt til at sammensætte en mørk, dragende, atmosfærisk koncert, men bandet holdt sig til de sikre rockkort. Dem spillede de til gengæld bundsolidt, og publikum skålede, sang og headbangede til lørdagens rockfest.