Tak for en god koncert. Hvordan, synes du, det gik?
»Det er svært at sige. Det føles altid lidt shaky, men jeg stoler på dem, der kender mig. Og de sagde det gik skide godt,« siger Lorenzo og smågriner lidt.
I år optræder du både solo og med Baby Woodrose. Det er, så vidt jeg kan tælle, tiende gang du spiller på Roskilde. Har du gjort dig nogen tanker omkring dette, og er der nogle koncerter, du vil fremhæve?
»Nej, egentlig ikke, men det er alligevel vildt. Det er på tyve år, vi har spillet ti koncerter og med fem forskellige bands (On Trial, Dragontears, Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og som solist, red.). Begge Spids Nøgenhat-koncerterne var fantastiske. Særligt den i 2014 følte vi selv var rigtig god. Den meget omtalte koncert i 2011 følte vi ikke selv var fantastisk, men måske den usikkerhed og skrøbelighed, vi følte, var noget af det, publikum kunne mærke. Og måske det var det, der lykkedes. At vi var ærlige.«
Nu har du så lige spillet en solokoncert. Er det noget, vi kan forvente mere af, altså Lorenzo Woodrose som soloartist?
»Der er forskel på at spille solo og som band. Vi har øvet vildt meget med Baby Woodrose. Jeg øver ikke rigtig til mine solokoncerter. Jeg kan selv bestemme hvilke sange, jeg ønsker at spille i øjeblikket. Og det er rart. Jeg arbejder lige nu på et soloalbum, som kommer inden for den nærmeste fremtid. Det kommer til at hedde Galmandsværk. Det er et godt gammelt dansk ord.«
Mange af dine nye numre er meget personlige, blandt andet nummeret ”Min skygge”. Hvad har du at sige om dem?
»Jeg fik mulighed for at rejse i tre måneder. Det gav mig en mulighed for at fokusere. Nogle gange kan det være svært at finde noget nyt at skrive om. Hvis det skal være rigtig godt. Så jeg rejste rundt i Europa og prøvede at skrive en sang stort set hver dag. Og så kom der nogle lidt andre sider frem. Jeg ville gerne skrive protestsange og skælde ud på verden. Men der kom også nogle mere personlige og ærlige sange frem, som centrerede sig om personlighedssplittelse, som nok er en fornemmelse vi alle sammen kender. Og den splittelse skal man forholde sig til. Ens skygge kan blive dominerende, og så kan man vælge at følge med eller at tøjle den.«
Men du spiller også en del politiske sange. Hvorfor vælger du at spille dem?
»Jeg er meget interesseret i musikken fra den tid (1960’erne og 1970’erne, red.). Hvis man tager sådan en gammel sang, en stærk politisk sang, ja så er den nogle gange evigt gyldig. Marx og kapitalen er jo stadig relevant. Den er stadig sand. ”En sang om merværdi” (af Benny Holst, 1971, red.) er jo kapitalen kortet ned til to et halvt minut. Og sådan en sang kan man synge ironisk, eller man kan grine af den. Men man kan også tage den alvorligt og gøre den til sin egen. Jeg tror selv, at jeg kan noget med at mene, det jeg synger. Og derfor vil jeg gerne spille, sange der siger noget om verden.«
Til sidst vil jeg høre dig, hvilken musik, du glæder dig til på årets festival?
»Det er desværre ikke så meget, jeg får at se, men i dag skal jeg nå Savage Rose og The Jesus and Mary Chain. Og så håber jeg at nå Sort Sol efter vores koncert på lørdag.«
Vi siger tak for interviewet og glæder os til Lorenzo Woodroses kommende, og måske endnu mere ærlige og sårbare soloudgivelse, Galmandsværk.
