Okay, så er vi i gang. Idles åbnede Pavilion med et regulært nævestød til Roskilde. En insisterende Joe Talbot og band havde tilsyneladende en plan om at sparke årets festival i gang med manér.
Idles har en fænomenal energi og er et band, der skal levere live. Det er svært at se eller høre bandet uden for den geopolitiske kontekst, og de virkede særdeles velvalgte i forhold til Roskilde Festivals fokus på ulighed. Bandet fra Bristol er ikke bare lige-på-og-hårdt postpunk med aggressiv attitude, men et band med et budskab. Med et Storbritannien i opbrud, præget af politikerlede, polarisering og en usikker fremtid favner bandets aggressivitet en stemning, der skal lyttes til. De har været omtalt som et eminent liveband, hvilket de til fulde beviste her til aften.
Der skal ikke bare råbes og danses til Idles, der bør også lyttes – ikke mindst på vores side af Nordsøen. Joe Talbots stødende vokal, der synges i ryk hen over halv-melodiøse guitar-riffs, rammer hovedet på sømmet, når det handler om at udfolde den frustration, der eksisterer ikke bare i Storbritannien, men i store dele af et Europa i opbrud.
Når Talbot i en blanding af sarkasme og alvor skriger »The best way to scare a Tory is to read and get rich« i nummeret ”Mother”, så ved man, at han ikke er alene. Bandet repræsenterer ikke bare en scene, men også en generel stemning. Deres indtil nu eneste album Brutalism, er en indirekte hentydning til de seneste mange års forfejlede velfærdspolitiske udvikling i Storbritannien. Brutalisme er en byggestil, der kendetegnes ved store bygninger, gerne i upudset beton og med et brutalt ydre, der inderst inde skjuler en arbejderklasse, der aldrig kom med. En arbejderklasse, der blev efterladt i det brutale ydres indre og som frustreret, så den ene neoliberale regering efter den anden, inklusiv Labour i 90’erne, tromle videre uden skelen til den stigende sociale armod. En udvikling Talbot eftersigende har mærket på egen hånd, hvilket ikke mindst kom til udtryk i førnævnte ”Mother”. Et nummer, der centrerer sig om de uretfærdigheder Talbots egen mor blev udsat for som en del af den engelske arbejderklasse.
IDLES er pissesure på det system, der efterlod dem uden en stemme, men de er ikke reaktive. De vil frem ad, og de vil bruge deres energi til at destruere den brutalisme, der har defineret deres opvækst. De spurtede igennem et sæt bestående af numre fra deres indtil nu eneste album. Allerede efter 27 minutter havde vi fået stort set hele albummet, inklusiv den ironiske ”Well done”, der gør grin med alle de tåber, der tror de kommer langt her i livet med flotte titler eller medaljer. I det hele taget var koncerten en stor fuck-finger til det etablerede og alle dem, der tror de ved bedst. Det var befriende og en smuk start på årets festival. Faktisk var det opløftende, at den til tider politisk overkorrekte Roskilde Festival havde givet Idles en åbningskoncert. For hvad vil Rokilde egentlig med lighed som tema? Det kunne lugte lidt af selvgodhed, men med Idles som kickstarter var der et element af autencitet i årets festival budskab. Det lover godt.
