Kampen om hovednavnene er intens for festivalerne. De helt store navne skabes bare ikke længere på samme måde efter den digitale revolution. Mange af de helt store navne ønsker derudover ikke at spille på festivaler. At NorthSide kunne præsentere Radiohead i Danmark for første gang i ni år var derfor også deres absolutte trumfkort på årets program. Radiohead er et hovednavn, der ikke blot er historisk og stort nok til at sælge billetter på egen hånd, men et band, der fortsat leverer materiale på højeste plan. Det her er ikke en færdig fortælling. Søndag aften blev det kort så spillet, og NorthSide ryddede bordet med det.
Det føltes som en mindre tyfon, der ramte os oppe foran scenen lige før koncertstart. Jeg fanger mig selv i at tænke, at det forhåbentlig skræmmer de snakkehoveder væk, der delvist ødelagde min oplevelse med bandet på Roskilde Festival i 2008. Om snakkehovederne nogensinde var der, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald et respektfuldt, bjergtaget publikum, der lod vand være vand og lod sig guide igennem en 22 sange lang sætliste, der havde en mild overvægt af numre fra OK Computer og sidste års A Moon Shaped Pool, men ellers blandede sange fra alle album udover debuten Pablo Honey.
Det føltes utroligt afbalanceret, men skal sandheden være talt, tror jeg, Radiohead kunne sammensætte hvilken som helst sætliste, og jeg ville have haft samme fornemmelse. Når ens bagkatalog er så stærkt, at The King of Limbs-sangene fremstår svagest, så har man fingrene i et ægte hovednavn. Dele af de nye sanges genialitet ligger i de fantastiske strygerarrangementer. Disse var enten fravalgt eller omarrangeret på godkendt vis til guitar og klaver som på ”The Numbers”.
Udover bandmedlemmerne selv havde Radiohead også taget den fantastiske Portishead-trommeslager Clive Deamer med på turné, hvilket gav dem ekstra rytmemuligheder i f.eks. den progressive ”Myxomatosis” og ”Bloom”, hvor Radioheads egen Philip Selway og Clive Deamer spillede op mod hinanden på fantastisk vis – på “Bloom” med yderligere lilletromme-input fra den fantastiske og karismatiske Jonny Greenwood (der ellers har travlt med Junun for tiden). At opleve Greenwood spille sig igennem et hav af instrumenter og hele tiden tilføje det dér uforglemmelige element til en Radiohead-sang, er en musikalsk gudsgave. Et par yndlingsmomenter var den fabulerende klaverintro, han leverer til “The Numbers”, og samplingen af Thom Yorkes stemme i ”Everything in Its Right Place”.
Når nu vi taler om manden – Thom Yorke virkede virkelig oplagt til denne koncert. Han forekommer mig at være en humørsvinger, men på NorthSide blev han fanget i et godt humør og havde lyst til at underholde. Der køres lige en ekstra runde fællessang til “Karma Police” på hans opfordring, og der underholdes undervejs med et nonsenssprog, der præsenterer næste sang, en tør gang engelsk humor om, at det dårlige vejr forfølger Radiohead, og ikke mindst hans særegne måde at danse på.
Et andet sted, hvor søndagens koncert fungerede bedre end deres sidste optræden i Danmark, var sceneopsætningen. En kæmpe oval skærm bag bandet får flettet subtile, abstrakte animationer og livebilleder af medlemmerne sammen. Under ”You and Whose Army?” mister jeg pusten af bar betagelse, da Yorke kigger direkte ind i et kamera ved klaveret, som i et intenst close-up vises på storskærmen. Jeg får fornemmelsen at være inviteret helt ind i forsangerens inderste følelsesliv i en storslået intimitet.
Umiddelbart kommer den største respons fra publikum på sangene fra OK Computer og In Rainbows, men en next level-fællessang og indlevelse fra publikum udebliver desværre. Det kan vejret muligvis bebrejdes for. Mit regntøj havde i hvert fald indleveret sin uigenkaldelige opsigelse allerede ved koncertstart, og en forkølelse virker i skrivende stund uundgåelig. Jeg tager dog den forkølelse glædeligt med mig, som var det et flot ar. Det var absolut magisk at kigge op i den silende Aarhus-nattehimmel og skråle »rain down, rain down« til 90’ernes måske bedste rocksang, “Paranoid Android”.
Skal man komme med nogle små fodnoter, var der måske ikke mange overraskelser i sætlisten for superfans, og jeg må indrømme, at jeg faktisk gerne havde set dem spille i hvert fald en halv time mere på trods af kulden og regnen. Derudover var det en musikalsk magtdemonstration, der viste, at Radiohead retfærdigt bør betragtes som det vigtigste rockband i nyere tid. Den type band, der egenhændigt hæver vurderingen af, om en festival er en succes. Det er derfor, der er kamp om de rigtige hovednavne.
