Med juni måneds ankomst står der omsider “Festivaltid” i panden på en hel del af os. Fuck job, eksaminer og den slags (i hvert fald for et par dage ad gangen) og lad os komme ud og nyde det! Yeah!
Okay okay, fuck-det-hele-jeg-vil-kaste-med-fadøl-under-åben-himmel-stemningen er måske ikke det, der mest af alt præger den første anbefaling i juni: Heartland Festival ved Egeskov Slot på Fyn. Det er mere sådan en hold-lige-min-kølige-rosé-mens-jeg-spreder-mit-medbragte-skovturstæppe-ud-fornemmelse. Men hver ting til sin tid, og Heartland beviste ved sin debut sidste år, at der bestemt er mange gode grunde til festivalens eksistens. I år præsenterer Heartland bl.a. selveste Eddie Vedder fra Pearl Jam, Cat Power, Flying Lotus, diverse gode folk fra Vellness Plader og August Rosenbaum med premiere på sit helt nye album.
Det London-baserede garagerockband The Kills bestående af Alison Mosshart og Jamie Hince fejrer 15 års jubilæum i år. I den anledning kan de bl.a. opleves live i Store Vega i København fredag den 9. juni – en koncert, som en eller anden heldig type vandt to billetter til her på Undertoner for nylig. The Kills’ seneste album, sidste års Ash & Ice, lader dog noget tilbage at ønske ifølge Undertoners Fie Neergaard: »Den fandenivoldskhed og variation, som herskede på Midnight Boom er sværere at spotte på Ash & Ice.« Til gengæld gav vi i sin tid mere ros til The Kills’ 2011-udgivelse Blood Pressures – og der er ingen tvivl om, at duoen er kendt som et forrygende liveband.
The Kills kan også opleves på NorthSide Festival i Aarhus dagen efter koncerten i hovedstaden. Festivalen finder sted den 9.-11. juni og byder i det hele taget på både det ene og det andet lækre navn lige fra hovednavnene Radiohead (flot booking!) til Frank Ocean (lad nu please vær’ med at aflyse!) til navne lidt længere nede på plakaten som Ride, Bisse og Agnes Obel. Dyk ned i festivalens program i Undertoners NorthSide-guide. Og hold øje med alle anmeldelserne, som tikker ind i løbet af festivalen…
Er du ikke i Ådalen i Aarhus den weekend, så kan du også overveje en tur på Stengade i København lørdag den 10. maj. Her spiller amerikanske Purling Hizz, som er signet på Drag City, spiller melodiøs fuzzrock og kommer fra samme slæng som Kurt Vile og The War on Drugs. Hør dem bl.a. på “Mary Bumble Bee”; sådan et nummer, man godt kunne drikke kold fadøl til på en varm sommeraften. Opvarmningen kommer fra danske Modest, som lige har scoret fem U’er for debut-ep’en Pretty Sure It’s Honest.
Vi “snyder lige lidt” og træder over tærsklen til anden halvdel af juni måned og anbefaler allerede nu koncerten med Mitski torsdag den 15. juni i Lille Vega i København. Den japansk/amerikanske sangerinde, sangskriver og guitarist Mitski Miyawaki vender tilbage til Danmark en gang mere siden udgivelsen af hendes anmelderroste album Puberty 2, som sneg sig ind på Undertoners top 20 over 2016’s bedste udenlandske plader. Er du til St. Vincent? Så tjek det ud.
Find flere tips til månedens koncerter og festivaler i Undertoners koncertkalender.