Det var på mange måder en uperfekt aften foran Green Stage på NorthSide fredag aften. Pladsen var stopfyldt af forventningsfulde folk allerede 40 minutter før planlagt koncertstart, men mere end en time senere var scenen besat af crew-medlemmer, der tilsyneladende havde travlt med samtlige dele af kunstnerens opsætning på scenen. En vis nervøsitet spredte sig i publikum, for det var netop problemer med opsætningen, der havde tvunget Frank Ocean til aflyse sin optræden på Primavera ugen inden. Det virkede næsten komisk hvor mange mennesker, der kunne stå og pille ved en diskokugle-konstruktion på samme tid. »Hvor mange crew-medlemmer skal der til for at skrue en diskokugle i?«-jokes virkede oplagte.
Da problemerne endelig var løst, trådte Frank Ocean ind på scenen i hvid hættetrøje, omvendt kasket, store hørebøffer på ørerne og hænderne i lommen. Cool, uanfægtet, nervøs, arrogant, introvert, en blanding? Han trådte hen til en konstruktion af lydudstyr, der var placeret på den tange ud mod publikum, som han holdt sig til under showets halvanden time. Selve scenen blev forvandlet til skærm, hvor liveoptagelser fra Oceans egen kameramand på scenen blev projekteret op. Alene det visuelle show var en anmeldelse værdig, og sammen med den afgrænsede scene gav det en helt utroligt intim stemning, når man tænker på det store publikum og deres store forventninger. Det var også et genialt valg, at numrenes backingvokal og effekter var blevet omsat til scenens surround-højtalere og ikke holdt i stereo, hvorfor man til tider følte sig midt inde i numrenes kerne.
Da Frank Ocean endelig kunne få lov at starte musikken, blev det hurtigt tydeligt, at han ikke var kommet for at underholde. Af de første 10 numre var halvdelen enten fra video-albummet Endless eller nye singler som “Biking”, “Chanel” og “Lens”. Det var tydeligt, at publikum ikke var lige så velbevandrede, når han bevægede sig uden for hovedværkerne Channel Orange og Blonde. Det var netop med førnævnte “Lens”, at Ocean første gang brød flowet af sange, og to gange måtte starte nummeret forfra, fordi han ikke var tilfreds, tilsyneladende både med lydniveauet i sine høretelefoner og sin egen performance. »I’m sorry, I have to do this again. I just hope you don’t boo me,« udtalte han, og det blev tydeligt, hvor perfektionistisk en kunstner, manden er, og udtalelser som den gav næsten indtryk af den sceneskræk, der har holdt andre introverte genier som Andre 3000 og Beth Gibbons fra at turnere i hovedparten af deres karrierer.
Størstedelen af koncerten var dog en fuldstændigt fantastisk og enestående oplevelse for undertegnede. Særligt aftenens udgave af “Good Guy”, hvor Ocean fik publikum med på at synge sangens hjerteskærende slutlinje »And to you it’s just a late night out« igen og igen, var et øjeblik, jeg aldrig vil glemme. For et øjeblik føltes det næsten som om, man blev inviteret med ind bag facaden hos den ekstremt private, men samtidigt udleverende kunstner, og det virkede næsten grænseoverskridende. Selve opsætningen gav associationer til et indspilningsstudie, og koncerten virkede da også som en studiesession på godt og ondt. Måske nogle af fodfejlene er udbedret på turneens næste stop, men det føltes ekstremt ærligt at se Ocean kræve mere af sig selv, om publikum ønskede det eller ej.
Da Ocean mod koncertens afslutning spillede “Futura Free” føltes den næsten endnu mere selvbiografisk udleverende end tidligere. Han virkede nærmest misundelig ved tanken om den mytiske forsvinden, da han sang »Don’t let them find 2Pac / He evade the press / He escaped the press,« og da han gentagende croonede »Shit went 180 on me / Please run that back« føltes det som en hjerteskærende, nostalgisk bøn om at komme tilbage til det mere enkle liv fra før han brød igennem. Men på samme nummer viser han også taknemmelighed: »I play these songs, it’s therapy, momma / They paying me, I should be paying them / I should be paying y’all, honest to God« et eksempel på den dualitet, Frank Ocean gentagende udviser i sine værker såvel som på scenen.
Jeg har kun én gang fået en klage for en anmeldelse før, og jeg er for første gang virkelig i tvivl, om det sker igen. På trods af en generelt stor velvillighed hos et træt festivalpublikum, så var der tydeligvis skuffede miner blandt publikum. En enkelt gang blev der råbt »Kom nu med noget gang i den!« fra et sted bag mig, men dette var ikke en koncert, hvor man blev mødt på halvvejen. For at få den optimale oplevelse, måtte man investere sin opmærksomhed, velvilje og følelsesmæssige energi i at møde kunstneren ved hans udgangspunkt. Afkastet var til gengæld stort, og jeg stod med følelsen af at at observere en af nutidens mest ambitiøse, ærlige og interessante kunstneres fuldstændigt entydige vision. I løbet af koncertens halvanden time blev jeg rørt, forundret, imponeret, forvirret og modsat andre, mere fejlfri optrædener, så vil jeg aldrig glemme denne.