Ulykkelig kærlighed, romantik og civilisationens undergang. I dette aparte spændingsfelt befinder Timber Timbres seneste plade, Sincerely, Future Pollution, sig.
Det lyder måske som en voldsom mundfuld. Det er det også. Sincerely, Future Pollution blev lavet midt i et drastisk skiftende politisk klima, har Timber Timbres frontmand og primus motor, Taylor Kirk, fortalt i et tidligere interview. Og det kan man godt mærke på dele af albummet.
Især på singlen – og pladens suverænt bedste nummer – “Sewer Blues” lukker mørket sig om lytteren. »Now I come before you / Moving through this tomb of vapor and perfume and fog-filled rooms,« maler Kirk med sin dæmpede stemme, mens guitarakkorder direkte fra helvedes forgård slæber nummeret frem. Helt så dystert bliver det ikke andre steder på pladen. Og helt så godt bliver det desværre heller ikke.
Sincerely, Future Pollution åbner sagte med simple synthesizer-flader, bas og trommer på “Velvet Gloves and Spit” – en reference til en gammel Neil Diamond-plade af samme navn. Det er ikke kun Neil Diamond, som canadierne tydeligt refererer til. På “Grifting” har Kirk og co. lyttet til David Bowie og haft lyst til at lave “Fame”. Det lykkes dog slet ikke, og resultatet er albummets svageste nummer, der fremstår helt malplaceret i albummets helhed. Det forsøger kejtet at være funky uden at være det og ender som dårlig pastiche. Heldigvis har bandet begrænset lignende stilforsøg på resten af albummet.
Taylor Kirk er tidligere film-studerende, og det kan man godt høre i musikken og teksterne: »I entered a plaza / I circled the dawn / A floating cathedral / This does not look like home / Or is this Ravenna? / Is this Venice or Rome?«. Det handler om steder, områder, landskaber, billeder. Billeder af kærlighed og håb. Men også af undergang, forfald og desperation. Især på den politiske “Western Questions”, der ellers på overfladen dufter af vellyd med strygere og claves: »A disappearance of a floating cathedral into the sewer / Let the slime come, the gelatinous walls of the seeds that seldom remain,« synger han.
Netop vellyd går man ikke forgæves efter. Man får ikke sexede saxofon-outroer som på 2013’s Hot Dreams, men produktionen er præcis, og der er tilpas forskellige arrangementer til at holde lytteren interesseret. På den instrumentale “Skin Tone” er der congas og spa-musik, på “Moment”, et af pladens højdepunkter, er der skæve taktarter og rå guitarsolo og på “Bleu Nuit”, en reference til softcore porno i Quebec, er der Daft Punk-inspireret vocoder og 80’er-flader.
Men sangene. Teksterne er gode, arrangementer er gode, men sangene halter. Og det er synd. Sangskrivningen, på det helt kompositoriske plan, og arrangementerne formår simpelthen ikke at fastholde min interesse længe nok – en ting, der bliver tydeligere for hver gang, jeg hører albummet. Det er mange af de samme strukturer og lyde, og sammenkoblet med Kirks meget nøgterne sangstil og -stemme bliver det simpelthen lidt kedeligt i løbet af Sincerely, Future Pollutions ni kompositioner.
Derfor kan jeg ikke give mere end fire ud af seks U’er til Timber Timbres nye album. Jeg savner flere melodier, der bider sig fast i min hjerne og hiver mig tilbage til pladen. Der drager mig tilbage efter de første gennemlytninger. Giver mig blod på tanden efter mere. Det er kun “Sewer Blues”, der formår dette.
