Med marts måneds komme begynder forårsturneerne rundt omkring i Europa, og eksempelvis den tidligere frontmand fra The Walkmen, amerikanske Hamilton Leithauser, tager på turné i Europa med en enkelt koncert i Danmark. Den finder sted på et relativt lille spillested i The Walkmen-målestok, nemlig københavnske Lille Vega, som til gengæld er udsolgt for længst. Mange Walkmen-fans håber sikkert på at høre en gammel sang eller to, men man skal heller ikke kimse af sangene fra Leithauser og Rostam fra Vampire Weekends fælles album fra sidste år, I Had a Dream That You Were Mine, som bl.a. indeholder “A 1000 Times” – et nummer, man virkelig kan få på hjernen (på den gode måde!), kan jeg hilse og sige. I forbindelse med Hamilton Leithauser ville det i øvrigt være dumt at glemme at blære os med, at Undertoners Anna Møller interviewede ham tilbage i 2011.
Første weekend i marts genåbner Radar i Aarhus efter en renovation af koncertsalen. Til at markere åbningen har de bl.a. booket en trippelkoncert med de tre rockbands Yung, Less Win – som lige nu arbejder på nyt materiale, der skal følge op på 2016-udgivelsen Trust – og singledebuterende Modest. Yung er jo især værd at bemærke, eftersom de gjorde sig fortjent til masser af Undertoner-kærlighed, da deres A Youthful Dream scorede en sølvmedalje i vores kåring af Årets bedste danske plader 2016. Yung er i øvrigt ved at få forårsvind i sejlene i europæisk sammenhæng og gæster flere spanske festivaler senere på foråret.
Et andet dansk band, som er på vej på turné i Europa, er synthpop-orkestret Lowly. Men inden de spiller koncerter i Frankrig, Holland, Tyskland og England, indtager de Tape i Aarhus fredag den 3. marts, Lille Vega i København fredag den 10. marts og 1000Fryd i Aalborg lørdag den 18. marts. I Vega har de Ice Cream Cathedral med sig – dem har man jo ikke hørt til i noget tid, så det bliver et glædeligt genlyt, nu hvor de er retur med singlen “The Torso Holds the Heart”. Pressemeddelelsen er inde på, at begge bands tåler en sammenligning med dreampopduoen Beach House, og det kan der godt være lidt om. Lowlys debutalbum Heba, som lige er udkommet, fik desuden store roser fra Undertoners Mette Marie Heinfelt, som konkluderede: »Der er et utroligt klarsyn over at kunne præstere en så velkomponeret debutplade, der lyder som intet andet end Lowly.«
Hvis Danmark kan have et band med fem mænd, som hedder Sonja Hald, så kan Robin Proper-Sheppard vel også optræde under kunstnernavnet Sophia. Og det gør han. Det er jo bestemt ingen nyhed, for på redaktionen husker vi med en trillende tåre og beundrende blikke hans sad bastard music (ment i absolut positiv forstand!) fra start-00’er-udgivelser som People Are Like Seasons og De Nachten. Hør Sophia live den 7. marts på Radar i Aarhus, 9. marts på Stengade i København eller 10. marts i Studenterhuset i Aalborg. Når han gæster Aarhus, er det i øvrigt første gang, Sophia spiller med fuldt band i byen i 10 år. Så afsted med dig til liveudgaver af numrene fra ikke mindst sidste års As We Make Our Way (Unknown Harbour).
Fredag den 10. marts i Ideal Bar i København og søndag den 12. marts i Atlas i Aarhus er der dømt hiphop med jazzet præg fra det sydlige London, når det unge talent Loyle Carner giver koncert. I passet står der Benjamin Coyle-Larner, men kunstnernavnet ændrer lidt på fødenavnet. Loyle Carner debuterede i 2014 med EP’en A Little Late, og siden hen har han både været på turné med Joey Badass og samarbejdet med den ligesindede historiefortællende londonrapper Kate Tempest. Loyle Carners fuldlængdedebut, Yesterday’s Gone, kom på gaden i januar. Det kunne godt gå hen og blive lidt af et scoop at opleve ham på så små spillesteder som Ideal Bar eller Atlas.
Du kan altid se flere anbefalede koncerter i Undertoners koncertkalender.