Med Dr. Martens, midterskilning og højtaljede jeans charmerer de fire gutter i Communions sig lige ind i 90’er hjertet. Siden P6 Beat i begyndelsen af december begyndte at spille ”Come On, I’m Waiting” har forventningerne til indie-kvartetten Communions nye plade været store. Den 3. februar 2017 udkommer deres debutalbum Blue.
Communions består af Martin Rehof, der med sin karakteristiske accent og fede stemme, bevæger sig trygt i et register mellem ung mandestemme og katolsk kordreng. Desuden spiller han sammen med Jacob van Deurs Formann med guitar. Mads Rehof, som er Martin Rehofs bror, spiller bas og Frederik Lind Köppen svinger de stærkt tatoverede arme over trommerne.
Communions første EP Cobblestones (2014), var i høj grad en demoversion – ikke bare fordi den blev optaget på en USB-mikrofon under interimistisk forhold, men i særdeleshed fordi den gav et meget skramlet indtryk af Communions’ lyd. Når EP’en alligevel blev hypet, handlede det nok i høj grad om, at den blev udgivet på det lille indie-pladeselskab Posh Isolation, som også har udgivet blandt andre Lust for Youth og Iceage.
På Communions’ anden selvbetitlede EP kan man for første gang for alvor høre den polerede rock/pop-lyd som også kendetegner deres nye album – det var i følge os årets bedste danske plade i 2015. Faktisk er pladen Blue på mange måder en forlængelse af EP’ens lyd og tekstunivers dog i en lidt mere moden udgave.
Communions har en lo-fi-lyd og en meget klassisk rockbandsammensætning med to guitarer, bas og trommer. Samtidig er deres sange dog bygget op over en mere poppet-skabelon. I et krydsfelt mellem disse elementer spiller drengene nok meget rammende det, de i et interview til Soundvenue, selv har defineret som guitarpop.
De elleve sange på pladen har langt hen ad vejen den samme sound og feeling, der agerer guitarpræget soundtrack til ungdomsforelskelsen. Dog stikker to numre af som virkelige guitarpop-hits. Det gælder især ”Come On, I’m Waiting”, der gør det svært ikke at skråle med, allerede når man hører andet omkvæd for første gang.
Desuden kan ”Eternity” noget helt særligt. I sangen bliver vi omfavnet af følelsen af uendelighed. En fornemmelse, der bliver krystalliseret gennem linjerne »I wonder why / Eternity won’t end / Here we go again«. Til sidst står kun linjen »Here we go again«, der gentages til det næsten absurde hen mod slutningen. Sangen rammer perfekt ned i den naive og fortryllende fornemmelse af uendelighed, ungdomsforelskelsen rummer.
I sangen bliver vi også trukket ind i en parallel virkelighed, som i Skam, hvor Even ikke tør være sammen med Isak og i stedet giver ham tegninger af en parallelverden, hvor de kan ligge i ske. På samme måde synger Martin Rehof om at drømme om noget, som måske kun findes i et parallelt univers lige nu. »And all that maters is I got you by my side / In a parallel universe«.
Communions lyder som en sammensmeltning af 80’erne og 90’ernes britiske indierock-scene, men hvad er der egentlig galt med det, når idoldyrkelse og musikhistorisk viden lyder så forfærdelig godt, ja faktisk ret originalt?
Som personen på det mørkeblå cover til albummet Blue svømmer vi ud i universet gennem sangene. Ud til et parallet univers, hvor alt ligner sig selv, men hvor man kan holde i hånd med den, man elsker.
