Jeg tror, vi alle sammen kender det, når noget bliver for weird. Det er der, hvor det stopper med at være cool og i stedet bare bliver latterligt. Det bliver så weird, at ingen forstår meningen med galskaben, og det, der er weird, bliver umuligt at holde af.
Sådan er det med The Flaming Lips. De er blevet for weird. Forskellen mellem The Flaming Lips og andre bands, der er for weird, er dog, at Oklahoma-bandet ikke bare stiller sig tilfredse med at overskride grænsen mellem cool og weird. Næ, de fortsætter ufortrødent videre på deres weirdo-mission, der er drevet frem af deres ekstravagante, forstørrede, vanvittige idéer. Og denne sammenblanding af kultbandets weirdo-forelskelse og more is more-tankegang ender med at være fucking cool.
Således nåede The Flaming Lips at rejse en oppustelig regnbue midt på Store Vegas scene, forsanger Wayne Coyne red på en enhjørning, han crowdsurfede i en oppustelig plastikbold, mens han sang David Bowies ”Space Oddity”, og to kæmpeøjne-ballondyr stirrede ud på publikum, mens øjnene dansede til ”The W.A.N.D.”. Det er så weird og alt for meget, at det bare bliver fedt.
Lad mig bare sige det med det samme: Hvis du ikke har set det her band spille før, skal du købe billet, næste gang de besøger byen. The Flaming Lips er ren musikhistorie. Der er et klart før og efter, at psychbandet for alvor slap deres galskab ud på alverdens musikscener. Således har giganavne som Coldplay og Arcade Fire meget at takke Wayne Coyne og co. for, når de sprøjter konfetti, røg og balloner ud over deres publikum. Der var ikke nogle før The Flaming Lips, der turde at være så weird på en scene før. Punktum!
Når det er sagt, bevægede jeg mig alligevel mod Vega fyldt med en nervøsitet over, hvilken tilstand bandet er i nu til dags. For mig er det netop udkomne album, Oczy Mlody (2017), en tam skuffelse. Den naive livsglæde – og her skal det naive forstås på den bedste tænkelige måde – der sprøjter ud af gruppens centrale trekløver, The Soft Bulletin (1999), Yoshimi Battles the Pink Robots (2002) og At War with the Mystics (2006), er blevet til gravalvorlig melankoli. »There should be unicorns / The ones with the purple eyes,« synger Wayne Coyne i stedet, og man fornemmer tydeligt, at der lige nu ikke er mange enhjørninge i The Flaming Lips’ musik. Hvordan i alverden skulle de kunne være så gravalvorlige i deres ellers normalt så livsforelskede liveshow?
Svaret er desværre også, at det ikke var så legende let for The Flaming Lips at skabe denne balance i showet, som man kunne ønske.
Lad os lige tage den fra starten af: Sættet skydes i gang med Soft Bulletin-åbneren og publikumsfavoritten ”Race for the Prize”. Røgmaskinerne sprøjter røg op i små eksplosioner, lyset brager ud i hovederne på publikum, Coyne kaster gavmildt med sølvkonfetti, og bandet spiller formidabelt. Det her er min første wow-oplevelse til koncerten, og den naive livsglæde er der.
Inden næste nummer bærer crew-medlemmerne en kæmpe tivoliballon ind på scenen med ordene: »Fuck yeah Copenhagen«. Den kaster Wayne Coyne ud til publikum, der stille og roligt fører den ned igennem salen og tilbage op til scenen, hvilket tydeligvis ikke behager frontmanden. »I er alt for høflige. Normalt plejer folk at have ødelagt den efter 10 sekunder.« Ballonen bliver kastet tilbage til publikum, og hurtigt er publikum ikke høflige i deres håndtering af ballonen – alt andet havde naturligvis også været uhøfligt over for Coyne.
Så spiller bandet ”Yoshimi Battles the Pink Robots, Pt. 1”, der naturligvis afføder en god del fællessang. Alt er med andre ord ved det gamle. Wayne Coyne har os i sin hule hånd og lader os stille og roligt blive mere og mere weird.
Herefter forlader Coyne scenen, og bandets kapelmester, Steven Drozd, fortæller, at de nu vil spille en ny sang. Dystopien og ”There Should Be Unicorns”’ gravalvorlige synthtoner fylder nu salen, og herfra tager koncerten en gevaldig kovending, der, som koncerten skrider frem, skulle vise sig at ændre den radikalt.
Fra at vi som publikum blev inviteret ind som en vital medskaber af koncertoplevelsen, hvor Coyne nægtede at acceptere, at vi ikke sang med på ”Yoshimi Battles the Pink Robots, Pt. 1”, eller at vi ikke ødelagde hans ballon, blev vi nu hensat til blot at betragte, hvad de nu fandt på. Den tilstand var det ikke sådan lige til at slippe ud af.
Hvis vi spoler frem til koncertens ekstranummer, ”Do You Realize??”, der må være gruppens absolut vigtigste, samt den der indeholder det største potentiale for fællessang – ja, så var den fællessang altså til at overhøre. Det er den slags, der sker, når man som publikum bliver lukket ude fra at være aktiv deltager i koncertoplevelsen og i stedet er hensat til at være en passiv modtager.
Men altså; vi var hensat til at stå og betragte det her psykedeliske weirdo-show, der fortsatte med den herlige, musikalske rumrejse ”Pompeii Am Götterdämmerung”, hvor Coyne tæskede løs på en kæmpe gongong. Røgen fra røgmaskinerne spredte sig i rummet, og lyset skabte en flot psykedelisk effekt. Det var i det hele taget et meget fotogent show.
Wayne Coyne sagde, at han regnede med, at vi alle var på stoffer, og selvom jeg efter dette nummer kunne dufte, at nogle havde tændt en joint, tør jeg godt påstå, at Coyne tog fejl i sit estimat. Og det vidste han vidst også godt selv. Man kunne nærmest mærke, at han følte sig provokeret over, at publikum ikke var lige så weird som ham selv. Der er det bare de færreste københavnere, der møder op i et julemandskostume på sådan en onsdags aften – som en enkelt trods alt gjorde, til Coynes store fornøjelse. Hvis præmissen for at nyde showet er, at man har spist en grydefuld svampe, inden man bevæger sig mod Vega, så er det nok mest af alt The Flaming Lips, der ikke er i sync med sit københavnerpublikum. Man kan ikke bare ride ind på en enhjørning og forvente, at stofferne gør resten for publikum.
Desværre skulle det vise sig, at The Flaming Lips i den overvejende del af resten af koncerten netop viste sig fra en side, der hensatte publikum til blot at betragte, mens stofferne skulle gøre resten. Det var som sagt utrolig seværdigt at betragte dette fotogene show, og til tider var det tilmed meget dragende, som da Wayne Coyne syngende konstaterer: »I tried to tell you but I don’t know how« i Oczy Mlody-singlen ”How??”, mens bassen gav mig en fysisk wow-fornemmelse i maven, da den satte ind i omkvædet. Her havde fremførelsen den smerte og power, som jeg frygtede ville mangle inden koncerten.
For lad os bare slå det fast. På en aften, hvor The Flaming Lips absolut ikke ramte deres topniveau, er de stadig et band, man skal skamme sig over at misse. Selvom billetprisen lå på knap 500 kroner, virker den pris alligevel som et røverkøb, når man tager i betragtning, hvor mange effekter, de hev med ind på Vega-scenen. Den opsætning må være så dyr, at de ikke har tjent en rød reje på at spille. Investeringen har virkelig betalt sig, for sjældent har jeg alligevel været så formildet efter en koncert, hvor kontakten mellem band og publikum langt fra var optimal.
På den måde var min frygt både helt reel og blev også gjort til skamme. For jeg havde simpelthen undervurderet, hvor vidunderligt et show, The Flaming Lips altid disker op om – det er ikke uden grund, at jeg i starten af anmeldelsen snakkede om et før og et efter The Flaming Lips. Og så var min frygt alligevel berettiget, fordi vi sørme også blev overladt til os selv, mens vi stod og betragtede deres show.
Fotos: Mathias Laurvig
