Musikåret 2016 er afrundet, og traditionen tro er juleferien hos Undertoners skribenter og redaktører gået med at nørde danske og udenlandske 2016-plader for fuld smadder. De individuelle årslister er indhentet, stemmerne talt sammen, og et resultat ligger klar. Vi har offentliggjort vores liste over Årets bedste danske plader 2016, og her følger kåringen af de 20 bedste udenlandske plader fra året 2016.
Lige uden for top 20 kæmpede navne som Hamilton Leithauser + Rostam, Death Grips, Cass McCombs, Iggy Pop, Nicolas Jaar, Jenny Hval, My Bubba, Danny Brown og Anohni om at komme ind på listen, men samlede ikke nok point. Til gengæld var der ingen tvivl om, hvem der skulle ligge nummer et.
1. David Bowie: Blackstar
– Ingen over, ingen ved siden af i år. 2016’s bedste album, ifølge Undertoners redaktion, udkom allerede otte dage inde i året i form af David Bowies 25. album, Blackstar. To dage senere døde David Bowie af kræft, kun 69 år gammel. Hans sidste udgivelse var et veltilrettelagt farvel, dyster og vild med en genkendelig Bowie-vokal og forfriskende jazztrommer spillet mesterligt af Mark Guiliana. At albummet går ind som en klar nummer et på vores liste, siger noget om Bowies evne til at række ud og efterlade dybe indtryk i generationer langt ud over sin egen.
2. Nick Cave and the Bad Seeds: Skeleton Tree
– Mere opmuntrende bliver det ikke med årets toer, Skeleton Tree, som bl.a. skildrer stemninger og følelser oven på Nick Caves teenagesøns død. Undertoners anmelder Simon Freiesleben skrev: »Skeleton Tree er et stykke kunst, der endnu engang cementerer Nick Caves status som en af vor tids største kunstneriske genier. Albummet er et fascinerende vidnesbyrd om, hvordan stor sorg efterlader en følelse af tomhed og afsavn, der sætter store såvel som små spor hos alle, der berøres af den.«
3. Whitney: Light Upon the Lake
– I 2016 kom den amerikanske duo Whitney ud af det blå og erobrede hjerte efter hjerte med deres blide country-inspirerede indiepop. De to tidligere medlemmer af Unknown Mortal Orchestra og Smith Westerns har begået en usædvanligt lækker debut, hvor Max Kakaceks 70’er-klingende guitarspil blander sig perfekt med Julien Ehrlichs rørende ærlige falset, ikke mindst på “No Woman”.
4. Radiohead: A Moon Shaped Pool
– De britiske indierockgiganter vendte i 2016 tilbage med deres niende album, som strakte sig fra hidsige violiner på “Burn the Witch” til smukke klaverstykker og eksistentiel tomhed. A Moon Shaped Pool fejede ikke med det samme benene væk under alle Radiohead-fans, men det vinder for hvert lyt i takt med, at de mange lag udfoldes; »for dem, der bliver hængende, er der niveauer og nuancer af både skønhed og smerte at finde undervejs,« skrev Undertoners Zenia Menzer.
5. PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project
– Der er ingen slinger i valsen på britiske Polly Jean Harveys kunstneriske kraftpræstation fra 2016. Et album, hvor iørefaldende omkvæd titter ind som enkelte solstråler i et sort tekstunivers, som beskæftiger sig med social uretfærdighed, altødelæggende krige og ulyksalig fattigdom rundt om på kloden.
6. Beyoncé: Lemonade
– Hvor PJ Harveys personlige jeg er ikkeeksisterende, fylder Beyoncés en hel masse på hendes lussing til den utro ægtemand i form af albummet Lemonade. Bey blander genrer som aldrig før, citerer Yeah Yeah Yeahs og rocker vreden ud sammen med Jack White. Det personlige og det politiske forenes ved hjælp af mindeværdige beats, ekstra fierce tekster og ikke mindst den uafrystelige sydstatsgotiske billedside.
7. Solange: A Seat at the Table
– Beyoncé har lillesøster Solange lige i hælene! Endelig kom der et fuldlængdealbum fra Knowles Jr., og det skuffede ikke – heller ikke, selvom det ikke lød så meget som hendes 2012-gennembrudshit ”Losing You”. Til gengæld er A Seat at the Table fyldt med organisk, lækker soulpop med politisk bevidste tekster.
8. Blood Orange: Freetown Sound
– Et imponerende, spraglet musikalsk manifest, som ikke blot indeholder Devonté Hynes’ poppede 80’er-æstetik, men udgør »en helstøbt lydcollage, hvor Hynes hapser musikalske brudstykker her, der og alle vegne,« som Undertoners Simon Freiesleben skrev. Samtidig viser Hynes »en ukuelig velvilje og ømhed over for verdens uønskede, misforståede og forfulgte minoriteter.«
9. Frank Ocean: Blonde
– Frank Ocean fulgte i 2016 sikkert op på 2012’s Channel Orange med minimalistisk R&B, som viser en melankolsk, moderne maskulinitet. Blondes snørklede numre indeholder dragende lysninger, spænding og forløsning. Albummet er ikke let at komme ind på livet af, men dets fængende øjeblikke er i den grad værd at vente på.
10. King Gizzard & the Lizard Wizard: Nonagon Infinity
– Med en vild energi og mantraet »Nonagon Infinity opens the door!« tager australierne sine lyttere med på en psykedelisk rutsjebanetur, som snor sig ind og ud og aldrig ender.
11. Bon Iver: 22, A Million
– Justin Vernon har lavet sit mest eksperimenterende album med 22, A Million. Faktisk er Bon Iver næsten ikke til at kende. Han er gået linen ud i sin brug af autotune og har kastet en bunke eksperimenterende lyde og effekter ind, som giver et helt nyt udtryk. Det virker, fordi hans evne til at skabe musikalske øjeblikke af stor skønhed er bevaret.
12. Leonard Cohen: You Want It Darker
– Den legendariske canadiske sangskriver blev desværre endnu en af de store, vi sagde farvel til i 2016. Hans sidste album blev et imponerende afskedsbrev, som udkom få uger inden Cohens død. Her fortalte han som altid historier, og han både growlede som en anden Tom Waits og croonede elegant: »I’m leaving the table, I’m out of the game.«
13. Anderson. Paak: Malibu
– Malibu har sat den amerikanske rapper Anderson. Paak på verdenskortet efter semi-gennembruddet på Dr. Dres album Detox. En overbevisende, selvsikker og karismatisk omgang, hvor Paak viser, at han mestrer et utal af genrer og inspirationer. Lige dele dansable hits og groovy hyldester til særligt Stevie Wonder. I et stærkt hiphopår er han endnu en af de artister, der ikke har brug for at være det ene eller det andet for at være gode.
14. A Tribe Called Quest: We Got It from Here… Thank You 4 Your Service
– Den legendariske hiphopgruppes comeback havde desværre et sørgelig grundlag med Phife Dawgs død i foråret. Det ændrer ikke på, at Tribes jazzede beats, den satiriske tone og de socialt bevidste tekster stadig fungerer. Endda med et frisk pust, da A Tribe Called Quest lader sig inspirere af dem, de har inspireret, og åbner op for et væld af vellykkede gæsteoptrædener, som Undertoners Søren Hansen understregede i sin anmeldelse.
15. Angel Olsen: My Woman
– Amerikanske Angel Olsen har med My Woman udviddet sin musikalske palet yderligere og favner efterhånden både intime singer/songwriter-melodier, countryballader, skramlende rocksange og poprock-hits med fuld power på som den helt uimodståelige ”Shut Up Kiss Me”.
16. Kendrick Lamar: Untitled Unmastered
– I stedet for en reel opfølger til To Pimp a Butterfly, som bl.a. gik ind som 4. bedste plade fra 2015 her på Undertoner, udgav Kendrick Lamar otte tidligere uudgivede demosange fra Butterfly-perioden. Men der var også høj Lamar-kvalitet på alle otte jazzede hiphopnumre med imponerende legesyg vokal.
17. Parquet Courts: Human Performance
– Et helt naturligt skridt i bandets udvikling fra stonet punkband til gråt, nihilistisk NY-rockband og nu et mere modent band, der beror lige så meget på de indtryk, de modtager, som de udtryk, de giver. Snøvlende Andrew Savage i front har altid været en fantastisk lyriker, og når hans sange får lov til at hvile på et mere emotionelt grundlag, føles Parquet Courts i højere grad som det dybt undervurderede rockband, de i virkeligheden er.
18. Marissa Nadler: Strangers
– Ren, rygradsrislende skønhed, som får modspil fra velplacerede rockguitarer, på et album fyldt med rumklang, americana-guitar og lag-på-lag-vokaler. Marissa Nadler viser med Strangers, at hun holder fast i sin egen, drømmeskabende musikalske verden og perfektionerer den.
19. The Avalanches: Wildflower
– Hvis der fandtes en definition på ”kaleidoskopisk pop”, ville det være: The Avalanches’ Wildflower. Australiernes andet album kom omsider i 2016, kun 16 år efter debuten. Præcis lige så boblende glædesfyldt og legesyg som deres helt store hit, ”Since I Left You”, fra år 2000. Tusindvis af samples i én vidunderlig regnbuefarvet pærevælling med besøg fra bl.a. Mercury Revs Jonathan Donahue, Danny Brown og Tame Impalas Kevin Parker.
20. Mitski: Puberty 2
– Mens St. Vincent arbejder sit næste album, der udkommer i 2017, har japansk-amerikanske Mitski været en glimrende erstatning med sin guitardrevne undersøgelse af teenageårenes sødmefulde opture og frustrerede nedture.
Årets bedste plader 2016 er sammensat af følgende Undertoner-skribenter: Simon Freiesleben, Perry MacLeod Jensen, Niklas Kiær, Steen Fabrin Michelsen, Alex Nørregaard, Sofie Rafn, Søren Jakobsen, Daniel Niebuhr, Maja Hirani, Troels Sørensen, Camilla Grausen og Bitten Kjærgaard.
