I starten af november 2016 fejrede det lille danske pladeselskab Bad Afro Records 20 års jubilæum. Bad Afro Records er vel nok mest kendt for at være hjemsted for bands som Baby Woodrose, Telstar Sound Drone, The Defectors og sidst, men ikke mindst Spids Nøgenhat. Kort sagt, så har selskabets profil, hvis man lige ser bort fra Spids Nøgenhats seneste album, været præget af rå garageorienteret rockmusik. Men nu har selskabet tilføjet en musikalsk undtagelse til deres katalog. Denne undtagelse er den danske gruppe Narcosatanicos, der med Body Cults har begået deres anden studieplade.
Narcosatanicos blev dannet i 2012 i Aarhus og består af Victor Kim på guitar og vokal, Tobias Holmbeck på guitar og vokal, Kasper Skotte på guitar, Zeki Jendyl Søgaard på saxofon og vokal, Johannes Krøyer på trommer og Mikkel Stenholt på bas. Det er ikke på grund af garagerock, at disse gutter er blevet udgivet på Bad Afro Records, for det spiller de ingenlunde. Men Narcosatanicos peaker uden tvivl, når der tales råhed og energi, så det er der profilen matcher, selvom det er de færreste bands, der kan følge med på dette niveau.
Allerede fra starten af pladen med nummeret ”Vulvic Church” fornemmer man, hvilken rå og fandenivoldsk lytteoplevelse man har i vente. Åbningen er en skrigende saxofon, der nærmest maner krigere til kamp, hvilket får en til at holde vejret. Hurtigt styrer saxofonen lytteren over i tonstungt guitar og trommespil, der mest af alt lyder som metal af den mere doom-orienterede slags. Den samme doomy stemning ved instrumentering gør sig også gældende på nummerets vokal. Det tonstunge melodiforløb bliver gennem nummeret brudt op af stykker med nedsat tempo, hvor den hypnotiserende saxofon sætter tonen.
Med ”Vile” fortsætter bandet det høje intensitetsniveau, uden på nogen måde at efterlade indtryk af ensformighed. Hastigheden er sat en smule op, men det er stadig dejligt tungt, for til tider at blive afbrudt af et mellemøstligt psykedelisk trip, hvor saxofonen og perkussion danser over det mere desertrockede riff. Den dovne vokal på nummeret bringer endvidere denne skribents tanker hen på nogle af desertrockens pionerer Kyuss. Guitarriffet og vokalen kører samstemmende ud over stepperne.
Body Cults tredje nummer bærer titlen ”Mania”, hvilket kan betegnes som passende til stemningen. Selvom det lyder vanskeligt, skruer gruppen endnu en tak op for intensiteten. Den lettere freejazzede start på nummeret forvandler sig hurtigt til et frådende og manisk støjmonster, der ikke har tænkt sig at tage nogen fanger. Stemmeføring og saxofon bliver nummeret igennem flettet sammen med den flænsende og aggressive guitar, på en nærmest panisk og skizofren vis.
På ganske uhyggelig vis glider musikken over i ”Television Dreams”, ved hjælp af en violin, som skaber denne uhyggelige overgang. Med saxofonen og vokalen skaber gruppen en stemning, der får denne skribent til at tænke på numre som “Mutiny in Heaven” og “Swampland” med de legendariske australske punkrockere The Birthday Party. Den febrilske og maniske energi, der efterlader lytteren svedig og stakåndet, er dominerende hos Narcosatanicos. Netop det omtalte høje energiniveau kan få lytteren til at tro, at bandet vil snuble på et tidspunkt. Men det gør sig aldeles ikke gældende noget sted på pladen. Bandet holder momentum og energiniveau intakt hele vejen igennem.
At pladen på sin vis også er en psykedelisk lytteoplevelse kommer særligt til udtryk på nummeret ”Matamoros”. Her starter det otte og et halvt minutter lange nummer med en tung hypnotiserende intro, hvor bassen, saxofonen og bækkener skaber en trancelignende tilstand. Saxofonen smyger sig over lydbilledet som en slange i ørkenens sand, og man mærker, at intensiteten tager til. Bandet leverer et psykedelisk trip, der kan sammenlignes med noget af det bedste fra amerikanske The Myrrors, hvilket i denne skribents optik er at tolke som et adelsmærke. Det er tungt og forløsende på sin egen langsommelige facon.
”Void Kink” er titlen på pladens næstsidste nummer. Et nummer, der efter ”Matamoros” febrilske og intense afslutning, starter mekanisk og skærende. Der bygges op til et højere tempo, hvor en uhyggelig og messende vokal træder frem i lydbilledet. Nummeret kendetegnes ved stor omskiftelighed og mange temposkift, som kræver stor opmærksomhed af lytteren. De fræsende passager af uhyre højt tempo, viser vejen for et band, der på ingen måder har tænkt sig at lade energien vige for lettilgængelighed.
Afslutningen på pladen med nummeret ”Bliss” er en opsummering af gruppens lyd og filosofi. Det trippende, fræsende og frådende lydbillede, der ikke lyder som noget andet, der før er udgivet i Danmark. Nummeret bærer præg af opbygning til et afsluttende klimaks, der, uden at blive trukket for langt, udgør det længste nummer på udgivelsen. Den hæsblæsende duel mellem saxofon, guitar og trommer er ikke for sarte sjæle og efterlader lytteren med en følelse af udmattelse. Hele pladen Body Cults er en udmattende affære, hvilket skal forståes i den bedste henseende. Måden, hvorpå Narcosatanicos formår at hive lytteren ind i deres inferno af lyd, tjener dem til ære og gør gruppen til en af denne anmelders favoritter fra Danmark.
Gruppens høje energi og aggressive udtryk gav sig allerede til kende, da de udgav deres debut tilbage i 2014. Her var produktionen og lyden væsentligt mere sovset, hvilket klædte gruppen glimrende. Men på Body Cults er produktion og lyd helt anderledes og klar, hvilket muligvis kan bruges som kritikpunkt. Jeg synes dog, det tjener gruppen til ære, at lytteren rent faktisk kan høre de mange detaljer, der som helhed udgør det bestialske lydinferno, som Narcosatanicos leverer bedre end de fleste andre.
At man rent faktisk bliver udsat for et tæppebombardement af bestialsk intensitet, gør ikke Body Cults til en bestseller, men ikke desto mindre en af de bedste danske plader i 2016.
