Foto: PR
Det er svært ikke at nævne torsdagens begivenheder på Train, når man skal anmelde Placebos anden koncert på deres 20 års jubilæumsturné. De aarhusianske fans blev slemt skuffede, da en rundtosset Brian Molko måtte sætte sig på scenekanten efter halvandet nummer og vrøvle om koldbrand i foden, og hvad der ellers var af undskyldninger. Molko havde fået de forkerte “meds”, lød den officielle udtalelse fra bandet, og hvis nogen skulle få det, skulle det næsten være ham. Placebo står nok som de fleste for en tid i deres teenageår, hvor selvleden er på sit højeste, og Molkos teenagestadie lever tydeligvis endnu.
Spændende var det derfor, hvad de københavnske fans kunne forvente sig aftenen efter. De kunne heldigvis forvente sig en del, viste det sig. “Every You Every Me”-musikvideoen åbnede det introverte skolebal, og hittet “Pure Morning” bragede efterfølgende igennem. Molko kommenterede en smule på torsdagens begivenheder, og efter lidt dialog med sidemanden forstod vi stadig ikke, hvad han sagde. »People think I’m Jesus,« kom min sidemand frem til (jeg er åben for rettelser) med hentydningen til sammenbruddet, og Molko er bestemt ingen Jesus. Tværtimod. Stadig sårbar teenageangst i egen, blege person. Molkos hvide porcelænshud er, som bekendte med bandet vil vide, ikke noget sygdomstegn hos Molko, og hans karakteristiske, nasale vokal stod til koncerten lige så klart, som den har gjort det de sidste 20 år på Placebos plader.
Slag i slag gik det ellers herfra. Uden at virke introvert var der stort set ingen publikumshenvendelse, bandet drønede derimod af sted og gav det fadølsdrikkende, plaprende publikum hit på hit. Lidt gestikulationer fra Molko og en koncentreret Stefan Olsdal, hvis frisure ledte tankerne hen på en undulats, mens han bobbede gelinde med hovedet – større blev udskejelserne ikke. Placebo virkede på deres egen afdæmpede måde glade for at gennemføre en koncert.
Jubilæumsbandet havde også fået et muteret publikum at spille for. Publikum var i gennemsnit omkring 10 år ældre end mig (som er 25), og selvom en tendens til lidt mudret lyd kunne gøre det sværere at genkende sangene, så var fansene klar og genkendte alligevel hurtigt de gamle hits, hvilket blev markeret med syngen-med og arme i vejret, hver gang et nyt begyndte. Måske er deres livslede også fortsat lidt længere ind i livet, ligesom Brian Molkos.
Under koncerten blev der sporadisk projekteret klip fra Placebos klichefyldte musikvideoer, som ikke tjente det store formål, men da samarbejdet med David Bowie på “Without You I’m Nothing” blev spillet, og billederne af den afdøde legende tonede frem på bagvæggen, var det nu lige til at blive en smule rørt. Eller svinge lidt ekstra med håret, som min sidekvinde gjorde i sådan et omfang, at jeg for min egen sikkerheds skyld two-steppede lidt til siden for at undgå at blive nikket en bagvendt skalle. Store kropsbevægelser og masser af snak var generelt kendetegnende for gårsdagens publikum, og da det meste af Placebos musik godt kan nedlægge sådan en larm, var det knap så irriterende, som det kunne have været. Dog blev visse sange taget ned i tempo, eksempelvis “36 Degrees”, og det tog lidt pusten af koncerten.
Placebo gjorde herudover som de skulle og tog derfor heller ingen chancer, hvilket samtidig gjorde, at koncerten heller ikke blev til nogen fuldstændig fantastisk oplevelse. På den anden side havde et udadvendt show og pludren med publikum virket malplaceret til de sælsomme fyre. Placebo fuldførte deres koncert og fik kun små benspænd i form af mudret lyd og uopfindsomme visuelle tiltag. Lad os håbe, at Molko får doseret medicinen lige så rigtigt som i går på resten af jubilæumsturnéen.
