Kender du sådan nogle kontorlandskaber, hvor alle medarbejdere sidder og stirrer intenst ind i hver sin computerskærm for for alt i verden at udstråle »jeg er optaget af mit arbejde, forstyr mig ikke«? Den tilgang havde det band, der var på arbejde torsdag aften sammen med Angel Olsen i Koncerthuset. Det eneste rigtige tegn på, at de gerne ville være der, var, at de havde klædt sig pænt på til lejligheden i ens grå jakkesæt. Nydelige så de ud, men hvor havde blot enkelte smil eller lidt interaktion gjort underværker – især på en stor, bred scene som den i Studie 2, hvor ingen kan gemme sig bagerst i mørket. I stedet fulgte medlemmerne devisen »jeg passer mit arbejde, hvis du passer dit« med øjnene skift rettet mod eget instrument – som ville strengene hoppe af guitaren, hvis de ikke blev holdt under konstant opsyn.
Men nu var det jo trods alt også deres chef, Angel Olsen, som var aftenens hovedperson. Den amerikanske singer/songwriter fik sit velfortjente gennembrud i 2014 med albummet Burn Your Fire for No Witness, og i år fulgte hun op med det glimrende My Woman, som viser en større variation af numre, hvor Olsen svinger mellem skramlet rock, iørefaldende pop, countryballader og singer/songwriter-kompositioner med de musikalske forbilleder nogle årtier tilbage i tiden.
På scenen i Studie 2 tog Angel Olsen hul på My Woman med ”Never Be Mine”, som emmer af ulykkelig forelskelse. Der var skruet godt op for hendes stemme og guitar, så de lå forrest i lydbilledet – det var jo også dem, vi var kommet for at høre. Desværre var det svært for hende at etablere en intim stemning, og det hjalp ikke, at der under hele intronummeret var lys i hele salen. Angel Olsen holdt sit ansigt i neutrale folder, og jeg overvejede, om hun var genert, arrogant, træt, forknyt eller bare koncentreret. »I just want to play my show,« konstaterede hun senere.
Hun fortsatte med den skævt countryrockede ”Hi-Five” fra Burn Your Fire for No Witness, som normalt kan kaste lidt tiltrængt grus i maskineriet, og dernæst en overraskelse: Allerede nu kom hittet ”Shut Up Kiss Me” – det var synd, at den blev spillet så tidligt, for det blev ikke den charmerende og forløsende energiudladning, det kunne have været.
Herefter gik tempoet ned. Angel Olsens fem mand (m/k) store band leverede tilbageholdende, langsom instrumentation, som understøttede hendes countryballader fint, som f.eks. på den stille ”Sister”. Men det blev altså også noget søvnigt undervejs, og trods Angel Olsens kærlighedstekster, blev jeg sjældent rørt. En undtagelse var dog under ”Those Were the Days”, hvor hun stod mere personligt frem, både musikalsk og visuelt, da lyset blev dæmpet på bandets sure fjæs, og bagtæppets nu oplyste draperinger understregede den altmodische, soulede fornemmelse i nummeret, mens lyset satte Angel Olsen yderligere i fokus. Her blev det mere tydeligt, at hun havde en historie at fortælle med sin halvt klagende, halvt drømmende vokal: »Do you remember the way that it used to be?«
Netop Angel Olsens vokal var det bedste ved aftenens koncert. Den var meget fremtrædende og mere klar end på indspilningerne. På en aften, hvor der efter min mening var for lidt variation i mange af sangene, var det vokalen, som var varieret: Den gik fra let hæs til vibrerede, næsten grædende, til stærk og til sårbar. Hjerteskærende som de bedste countrysangerinders, døsig som Hope Sandovals, med rette sydstatsfornemmelse som Cat Powers.
Men efter en times tid, så har man jo også hørt den. Trods jovial og lidt forceret småsnak visse steder (cykler, Christiania, nu-spiller-vi-flere-sange) og en engageret korsangerinde, så var de langsommelige sange, det øvrige bands stenansigter og Angel Olsens alvorsfulde mine tilsammen medvirkende til, at opmærksomheden flakkede. Havde vi stået til en koncert på Roskilde Festival, var jeg nok gået videre for at prøve lykken med et andet band. Det er nu godt, vi ikke var på festival med alle muligheder åbne, for Angel Olsen gav koncerten et nøk opad til sidst.
Her kom vi til en række rockede numre, med dramatisk opbygning og nerve på ”Not Gonna Kill You”, en næsten Nirvana-agtig indledning af ”Sweet Dreams” og et højdepunkt i form af den skramlede ”Forgiven/Forgotten”, hvor Olsens stemme foldede sig ud i frustrationsgråd. Rockudladningerne passede tilsyneladende publikum godt, og niveauet af pift og klap tog til.
Tyst blev det igen med singleforløberen for My Woman, ”Intern”, som vi fik som ekstranummer i en enkel tremandsopstilling med Angel Olsen på tangenter. En fin fremførelse af hendes eget lille synthtågede Lana del Rey-moment, som til slut udviklede sig, så Studie 2’s højloftede lokale blev forvandlet til en katedral af rumklangen på hendes vokal.
Da koncerten var slut efter halvanden time, stod jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse; »nå ja, det var så det.« Trods variationen på sine to seneste udgivelser, synes jeg ikke, Angel Olsen har ret mange gear live. Og til alle backingbands verden over: Uanset om det er jeres egne sange eller ej, så skal I lade som om, det er fedt at spille dem! Derudover så er spørgsmålet efter enhver koncert jo: Fik man mere ud af at investere en aften, betale billetprisen og være til stede for at høre de gode sange live end af at høre dem derhjemme på sofaen? I aften gjorde jeg – på grund af Angel Olsens vokal, men bortset fra den? Egentlig ikke.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
Jeg så hende på Idealbar for nogle år siden og det var præcis samme oplevelse: som om hun/de bare ville videre. Meget uengageret, søvnigt. Synes du er lidt for venlig med u’erne.
Sjovt at høre, Franz. Det var min første koncert med hende, så jeg var også lidt i tvivl om, hvorvidt hun og bandet altid er sådan eller hvad… Mht. antallet af U’er, så er jeg endda den “sureste” anmelder i dansk musikpresse på denne koncert ;)
Mvh Camilla/undertoner
Jeg synes, det er en ret rammende anmeldelse. Jeg havde hvert fald samme oplevelse. Support-bandet var i øvrigt en spøjs, spøjs følgesvend. Her var gejsten også tæt på fraværende.